Landskonference
Sådan fik Hanne betalt sin billet
Tre år i træk har Hanne Christensen og hendes mand været med på Landskonferencen for plejefamilier. Hver gang betalte kommunen for dem begge og dækkede udgiften til barnepige. Og efterfølgende godkendte Socialtilsynet konferencen som lovpligtigt kursus
16. januar 2024
Forfatter: Maria Rørbæk
– Egentlig gik det utrolig nemt. Faktisk skulle jeg bare spørge.
Så kort opsummerer plejemor Hanne Christensen opskriften på, hvordan hun og hendes mand tre år i træk fik dækket udgiften ved at deltage i Landskonferencen for plejefamilier.
Hanne Christensen har været plejeforælder i 20 år, men det var først for fem år siden, at hun og hendes mand fik ideen til at tage med på Socialpædagogernes landskonference.
– Tidligere havde jeg tænkt, at programmet ikke rigtig var noget for os, for vi har altid haft multihandicappede børn med store fysiske udfordringer, og jeg syntes ofte programmet handlede meget om omsorgssvigtede børn, og det lød ikke rigtig relevant for os. Men så så vi en dag på hinanden og sagde: Måske skulle vi alligevel prøve?
Og dét kom de ikke til at fortryde.
LÆS MERE om programmet for årets landskonference, og hvad du kan forvente at få med hjem
Alene det at mødes og sparre med andre plejefamilier er det hele værd
Et stort udbytte
– Inden tænkte vi: Er det mon hyggeligt? Og da må jeg bare sige: Ja, det er mega hyggeligt. Alene det at mødes og sparre med andre plejefamilier er det hele værd. Det er værdifuldt at møde andre, der fx ved, hvordan det kan være at bøvle med spørgsmål om vederlag og udfordringer ved at arbejde derhjemme.
Hanne Christensen opdagede også, at det faglige program gav et stort udbytte, selvom det ikke lige nøjagtig handlede om netop de udviklingshandicap, hendes plejebørn har.
– Fx har jeg været til et oplæg om hjernen og neuropædagogik, der gav god mening, og et tankevækkende foredrag med en tidligere anbragt. Og et af årene sang Fangekoret, hvilket var utroligt rørende. Jeg kan huske, at der stod sådan en kæmpestor tatoveret mand med en overarm på størrelse med et lår og sagde: ’Tusind tak for, at I passer vores børn og bærer over med vores adfærd!’
Afsted med ægtefællen
På papiret er det kun Hanne Christensen, der er plejeforælder, men selvom hendes mand har et andet arbejde, tager han også i høj grad del i livet med plejebørnene.– Så det har været rigtig godt for os at tage sammen afsted på konferencen og være fælles om de faglige input samtidig med, at vi også fik et pusterum sammen og ro til at tale med hinanden, siger hun.
Sådan så anbringende kommune også på det og valgte at betale for dem begge – ligesom at udgiften til en barnepige blev dækket.
Og da Socialtilsynet senere kom på besøg, behøvede Hanne Christensen bare at fremvise program og kursusdiplom – så blev landskonferencen godkendt som det årlige, lovpligtige kursus, hun har pligt til at deltage i.
– Socialtilsynet syntes, at det var et yderst relevant indhold, siger hun.
De sidste to år har Hanne Christensen og hendes mand været nødt til at springe landskonferencen over, fordi de har haft helt små plejebørn, som ikke kunne passes. Men i år håber de at komme afsted. Så vil hun igen tale med sin familieplejekonsulent og bede anbringende kommune dække udgiften.
Tag med til Landskonferencen for plejefamilier
I 2024 bliver den årlige Landskonference for plejefamilier afholdt 6. og 7. maj på Hotel Severin. Temaet er traumer og relationsarbejde, og programmet er spækket med relevante, faglige oplæg og kollegialt samvær med familieplejere fra hele landet.
Se programmet og meld dig til på sl.dk/landskonference (OBS: Landskonferencen er udsolgt, men du kan tilmelde dig til venteliste.)
BLIV MEDLEM OG FÅ TRYGHED, NETVÆRK OG JURIDISK HJÆLP
Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.
6 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM
- Billige forsikringer gennem Alka.
- Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
- Rabatter på mange varer og services med PlusKort.
- Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
- Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.
- Gratis krisehjælp hos Healthcare.
Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.