Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Ledercoaching

Coaching holder mig skarp som leder

Selvom han har været leder i en stor del af sin karriere, søger Michael Hannberg regelmæssigt professionel sparring. Senest har han benyttet sig af Socialpædagogernes tilbud om gratis ledercoaching hos Naja Amelung: 'Hun giver mig nye perspektiver på min rolle som leder'

13. november 2023

Artikel
Michael-coaching.gif
Som leder og medlem af Socialpædagogerne har Michael Hannberg benyttet sig af tilbuddet om tre timers gratis coaching hos Naja Amelung, som er professionel coach og tilknyttet Socialpædagogerne.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Socialpædagogerne

Han har prøvet det masser af gange – og i mange forskellige sammenhænge. Coaching og sparring.

– Jeg har været leder i det meste af min karriere, og jeg har altid lagt stor vægt på faglig supervision og sparring i mit arbejde, fordi jeg ganske enkelt synes, at det vigtigt, at man som leder altid holder sig skarp, fortæller Michael Hannberg, som de seneste syv år har været leder på Botilbuddet Ølsted mellem Frederikssund og Frederiksværk.

Da han blev opmærksom på, at hans fagforbund Socialpædagogerne tilbyder tre timers gratis coachingforløb til ledere, var Michaels første tanke ’hvorfor ikke?’ Så han kontaktede Naja Amelung, som er professionel coach og tilknyttet Socialpædagogerne.

– Hun er virkelig skarp. Jeg har mødt mange gode coaches, men Naja er hurtig til at sætte sig ind i det område, jeg arbejder inden for som socialpædagogisk leder, og så har hun selv erfaring med lederrollen. Derfor rammer hun bare spot on, siger han.

Det er et frirum for mig, hvor jeg kan vende alt det, der fylder hos mig.

Michael Hannberg, leder Botilbuddet Ølsted

Et godt rum at være i

Som leder bestemmer man naturligvis selv, hvad der skal fokuseret på i løbet af de tre timers coaching. I Michaels tilfælde søgte han først og fremmest sparring fra en, der ikke er en del af hverdagen og arbejdspladsen, fortæller han:

– I vores organisation, hvor jeg er en del af en ledergruppe, har vi regelmæssige møder, hvor vi sparrer med hinanden. Men ofte handler det jo om lavpraktiske ting og hverdagsproblematikker, og om hvordan vi kan styrke hinanden som et lederteam. Og jeg har også brug for perspektiv udefra for at udvikle mig.

Læs også, hvad Linda Høegh Jokumsen fik ud af sit forløb med Socialpædagogernes ledercoach

I det fortrolige rum, han har med Naja Amelung, får han netop andre perspektiver på de tanker og overvejelser, han har som leder:

– Det er et frirum for mig, hvor jeg kan vende alt det, der fylder hos mig. Jeg nyder at kunne spille ind med min faglighed hos Naja og få hendes perspektiver i forhold til de ting, jeg går og tænker på. Det er med til at holde mig skarp som leder. Og det er et virkelig godt rum at være i, hvor jeg kan være 100 pct. mig selv, fortæller Michael Hannberg.

Han har efter de tre gratis coachingtimer valgt at fortsætte samarbejdet med Naja Amelung.

Sådan får du et coacingforløb

Hvis du ønsker et coachingforløb, så kontakt Socialpædagogernes tilknyttede coach Naja Amelung på mail: kontakt@najaamelung.dk.

Husk at oplyse dit fulde navn og din fødselsdag i mailen til konfirmering af dit medlemskab af Socialpædagogerne. Derefter vil opstart på coachingforløb aftales.

Som medlem af Socialpædagogerne får du op til tre timers gratis coaching. Typisk varer en session en time, og det foregår enten som et fysisk møde eller som et onlinemøde via Teams eller Zoom.

Der er fuld tavshedspligt, og dit medlemskab tjekkes i en procedure, der sikrer din anonymitet i forhold til Socialpædagogerne.

Læs mere om tilbuddet på sl.dk/ledere/ledercoaching

Bliv medlem