Dit forbund
Socialpædagogerne hjalp mig i job
Efter en periode som arbejdsløs oplevede Maria Gaspar, at det ikke var helt let at finde et nyt job, selvom branchen oplever store rekrutteringsudfordringer. Selv mistænker hun, at alder kan være årsagen. Men med hjælp fra Socialpædagogerne fik hun kontakt med en relevant arbejdsplads
31. oktober 2023
Forfatter: Signe Jacobsen
Maria Gaspar var 61 år, da hun stoppede på sit tidligere arbejde som følge af et stresskollaps. Da hun kom på benene og skulle finde nyt job, mødte hun en helt ny verden af CV’er, ansøgninger og jobcenter. En jungle, hun skulle lære at finde rundt i. Det viste sig at blive sværere end først antaget at leve op til de krav, der er til jobsøgende.
– Det blev mere og mere vanskeligt med tiden at finde to relevante job, jeg kunne søge hver uge. Jeg er specialiseret inden for autisme, men endte med at sende ansøgninger til børnehaver, som jeg er fuldstændig blank på, fortæller hun.
Maria Gaspar undrede sig over, hvorfor hun ikke fik svar på flere af sine ansøgninger, når der var så stor mangel på hænder inden for faget.
– Det er en periode i ens liv, hvor man nemt kan blive grebet af panik. Efter et stykke tid begyndte jeg at spekulere, for jeg havde ikke fået nogen respons overhovedet. I tre måneder.
Kontakt til Socialpædagogerne
Maria Gaspar kontaktede derfor Socialpædagogerne, hvor hun fik god hjælp og vejledning i forhold til at skrive ansøgninger og CV – og til at komme på relevante kurser.
– Jeg synes, det er dejligt, at Socialpædagogerne har været så hjælpsomme med at følge op på, hvordan min ansøgning og mit CV så ud. Jeg var også på diverse kurser, hvor jeg bl.a. lærte om LinkedIn, hvilket var brugbart, fortæller hun.
Der gik dog længere tid end forventet, før hun landede et job. Maria Gaspar mistænker selv, det var hendes alder, der satte en stopper for hendes succes.
– Der er aldrig nogen, der har sagt, at det var alderen, der gjorde det. Jeg har dog alligevel en mistanke, for jeg blev jo hele tiden fortalt: ’Du kan sagtens finde arbejde, der er så mange job’. Men som 60-årig kan man jo nogle andre ting, end når man er i 30’erne. Man har en vis erfaring, både fagligt, men også i livet. Det giver en anden ro. Man har flere år på bagen, hvor man forhåbentlig har lært noget, siger hun.
Fik hul igennem
Maria snakkede flere gange med Socialpædagogernes jobkonsulenter. Både for at forstå den nye verden med jobsøgning, men også for at lufte sin frustration over ikke at have hørt tilbage fra arbejdspladserne.
– Så var der én fra a-kassen, der skrev til mig, at en leder havde henvendt sig, fordi de gerne ville have flere kompetente kandidater til et job. Hun formidlede derfor kontakten imellem os, siger hun.
Det var anden gang, institutionen havde et stillingsopslag oppe – så Maria ringede til lederen:
– Vi fik en rigtig god snak. Jeg sagde til ham fra start: ’Du skal bare vide, at jeg er 61 år.’ Men han satte aldrig spørgsmålstegn ved det. Så jeg sendte en ansøgning med det samme.
Maria Gaspar blev kaldt til samtale og blev tilbudt jobbet en halv time efter. Hun takkede ja.
– Der er et fantastisk godt arbejdsmiljø, og vi er en del, der er i min aldersgruppe. Det faglige niveau er ret højt, så det er virkelig et godt sted at arbejde.
Få inspiration til dit arbejdsliv
Hvad end du er jobsøgende eller ansat på udkig efter nye veje i din karriere, kan du hos Socialpædagogerne få inspiration til, hvordan du kommer videre i dit arbejdsliv. De medarbejdere, du møder i Socialpædagogerne, kender dit fag - og du kan få hjælp til både ansøgning, CV og den gode samtale, ligesom du kan få professionel sparring i forhold til perspektiverne for dit fremtidige arbejdsliv.
Læs mere om dine muligheder på sl.dk/job-og-karriere