Gå til indhold

Ledercoaching

Husk, at du som leder kan få gratis coaching

Siden juni har Naja Amelung været tilknyttet Socialpædagogerne som coach – og tilbuddet om tre timers gratis coaching til ledere gælder stadig. – Min oplevelse er, at både nye og rutinerede ledere har stor gavn af at få professionel sparring på deres lederrolle, siger hun

12. december 2022

Artikel
Naja-Amelung.gif

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Zenani

Tre timers professionel coaching til ledere – betalt af Socialpædagogerne. Det tilbud blev lanceret i juni i år – og siden har coach Naja Amelung haft fornøjelsen af at sparre med en del forskellige socialpædagogiske ledere, fortæller hun.

– Jeg har haft alle typer af ledere til coaching. Lige fra den helt unge nye leder, som eksempelvis er rekrutteret fra en koordinatorstilling og savner sparring omkring skiftet til at være mellemleder – til lederen med nogle års erfaring, som gerne vil have gode råd til fx at finde melodien med den øverste chef, eller den rutinerede leder, som gerne vil løfte det faglige niveau endnu højere. Fælles for alle de ledere, jeg har mødt, er, at de er topprofessionelle og supermotiverede for at styrke både deres lederskab og den faglige indsats.

Læs her, hvad daglig leder Birgitte Green fik ud af sit coachingforløb

Benyt dig af tilbuddet

Hvis du er en af de ledere, som endnu ikke har haft glæde af coachingsamtaler med Naja Amelung, så har du stadig chancen. Tilbuddet indebærer, at du som leder får tre timers coaching betalt af Socialpædagogerne – og det er naturligvis helt op til dig, hvad du ønsker at bringe ind i rummet.

Her giver Naja Amelung nogle eksempler på emner, som socialpædagogiske ledere har ønsket at sætte fokus på i deres coachingsamtaler:

Ny i lederrollen:
– Som ny leder har man brug for sparring omkring det at gå fra at være kollega til at være leder. Hvordan bevarer man de gode relationer til de tidligere kolleger, uden at man fx bryder en fortrolighed? Hvordan finder man nye legekammerater og etablerer et netværk, hvor man kan søge fortrolighed og sparring? Og hvordan strukturerer man sit arbejde og de mange nye opgaver? Det er typisk den slags emner, nye unge ledere gerne vil vende med mig.

Relationen opad:
– De fleste ledere har jo en eller flere ledere over sig, og den relation og det samarbejde søger mange sparring omkring. Det handler fx om, hvordan man får skabt en rolle til sig selv som leder, hvordan man finder den gode balance i forhold til øverste leder, når det handler om fordeling af opgaverne – eller hvordan man på en konstruktiv måde får italesat sine egne ønsker og behov som leder. Det kan også være konkrete konflikter med øverste leder, der udfordrer.

Den erfarne leder:
– Selvom man har været leder i mange år, kan der være et stærkt ønske om at løfte niveauet endnu højere. Det kan være, man står overfor at skulle sætte et nyt hold og har brug for sparring til at sikre, at man er i stand til at udvikle arbejdspladsen og den faglige indsats yderligere – eller at man har brug for gode råd til, hvordan man udvikler sin egen lederrolle. Min oplevelse er, at socialpædagogiske ledere virkelig er ambitiøse både i forhold til deres eget lederskab og kvaliteten af den faglige indsats.

Den tredje alder:
– Jeg møder også modne ledere, som hviler rigtig meget i deres lederskab, men som nu står overfor de sidste år i arbejdslivet. Her kan det være sparring omkring den tredje alder, og hvordan man som leder fortsat kan udvikle sig.

 

Sådan får du hjælp

Hvis du ønsker et coachingforløb, så kontakt vores tilknyttede coach Naja Amelung på mail: kontakt@najaamelung.dk.

Husk at oplyse dit fulde navn og din fødselsdag i mailen til konfirmering af dit medlemskab af Socialpædagogerne. Derefter vil opstart på coachingforløb aftales.

Som medlem af Socialpædagogerne får du op til tre timers gratis coaching. Typisk varer en session en time, og det foregår som et fysisk møde eller onlinemøde via Teams eller Zoom.

Der er fuld tavshedspligt, og dit medlemskab tjekkes i en procedure, der sikrer din anonymitet i forhold til Socialpædagogerne.

Kort om din coach

Naja Amelung er international ICI-certificeret coach og Master i Organisationsudvikling og Ledelse. Hun har i mange år arbejdet som ledelsescoach, konfliktmægler og proceskonsulent og har et stort kendskab til det specialpædagogiske felt og fagområde.

Naja Amelung har selv været leder og varetaget ledelse af ledere samt store personalegrupper. Derfor kender hun til livet på ledergulvet og den slidsomme vej, der kan være fra idé til resultat. Du garanteres derfor sparring i øjenhøjde og en sikker forståelse for typiske ledelsesmæssige udfordringer.

Bliv medlem