A-kassen
Høj tilfredshed med a-kasseforsøg blandt jobsøgende
A-kasseforsøget, der giver Socialpædagogernes A-kasse det fulde ansvar for at hjælpe nyledige i job, virker, viser ny rapport. Resultaterne vidner om, at a-kasserne bør få mere ansvar for nyledige medlemmer permanent, siger formanden for Socialpædagogernes A-kasse
28. september 2021
Forfatter: Jakob Ravn Brinck
Jobsøgende socialpædagoger er godt tilfredse med, at de i begyndelsen af deres ledighed udelukkende får hjælp og sparring til deres jobsøgning fra Socialpædagogernes A-kasse. Det viser en ny rapport fra Rambøll, der har belyst resultaterne af et forsøg, hvor Socialpædagogernes A-kasse sammen med ni andre a-kasser fra begyndelsen af 2020 overtog det fulde kontaktforløb i de første tre måneder af medlemmernes ledighed. En indsats, der normalt er fordelt mellem a-kasse og jobcenter.
Jobkonsulenterne kender faget
I rapporten fremgår det, at 68 pct. af medlemmerne på tværs af de ni a-kasser er tilfredse med deres kontaktforløb. Blandt de øvrige dagpengemodtagere, som ikke har deltaget i forsøget, ligger tilfredsheden på 58 pct.
Det glæder formand for Socialpædagogernes A-kasse, Michael Madsen, for den høje tilfredshed vidner om, at forsøget giver mening:
– Tallene viser med al tydelighed, at medlemmerne også ser værdien af, at deres a-kasse tager en større del af ansvaret for at hjælpe dem tilbage i job. Og det bekræfter mig bare i, at det er a-kasserne, der har den mest indgående viden om deres medlemmers faglighed og arbejdsmarked.
– Desuden flugter resultatet godt overens med de tilbagemeldinger, vi tidligere har fået fra vores egne jobsøgende medlemmer, der oplever stor gavn af den målrettede sparring og vejledning, jobkonsulenterne i Socialpædagogernes A-kasse giver dem.
Rambølls undersøgelse dokumenterer også, at 49 pct. af forsøgspersonerne har øget deres tro på at komme i arbejde efter at have deltaget i vejledningsforløbet i a-kasserne. Og det er ni procentpoint højere end blandt jobsøgende, der både har kontaktforløb i a-kasse og jobcenter.
Mere ansvar til a-kasserne
Michael Madsen håber, at resultaterne kan være med til at overbevise politikerne om, at forsøget skal gøres permanent hurtigst muligt, og at a-kasserne fremover bør overtage det fulde kontaktforløb i ikke blot tre men de første seks måneder af medlemmernes ledighed:
– Det forslag har FH allerede spillet ind med til Christiansborg og på baggrund af de nyeste erfaringer, burde politikerne kunne se fornuften i, a-kasserne løfter en større del af ansvaret. For det er os, i de enkelte a-kasser, der kender medlemmernes faglighed og jobmuligheder bedst, og politikerne er jo selv opsatte på at få ledige borgere hurtigt tilbage i job.
Foreløbigt løber a-kasseforsøget frem til udgangen af 2023.