Socialpædagog: Mit arbejde kræver noget helt særligt

Katrine Haslund Haag passerer et spejl, bliver hun draget af det. Hun ser ind i det og sender sig selv det største smil. Men sådan har det langt fra altid været.

Da den 34-årige kvinde, der lider af epilepsi og autisme, for syv år siden flyttede ind på bostedet Lindegården i Fredensborg, var hun lige så draget af spejle. Men dengang så hun ind i dem og mødte de vrede øjne med vrede, fortæller socialpædagog Marit Drewsen.

– Jeg oplever, at Katrine bedre kan være i sig selv i dag – både fysisk og psykisk – og at hun derfor ser noget, hun godt kan lide. Det er jo fantastisk at være med til at nå ind til et menneske og skabe den form for forandring. Og her er fagligheden helt klart en styrende faktor, siger hun.

Læs også interviewet med Katrines mor Birgitte Haslund: Socialpædagogerne har bragt Katrine tilbage

Det vigtigste er nærvær

Marit Drewsen har arbejdet som socialpædagog i 23 år – de sidste seks af dem på Lindegården. Først som en del af det faste team omkring Katrine på bostedet og senere i det tilstødende dag- og aktivitetscenter Linden, hvor Katrine kommer hver dag.

– At arbejde som socialpædagog bliver ved med at være spændende, fordi det kræver noget helt særligt af mig i forhold til min måde at kommunikere og samarbejde med et menneske, der fx ikke har sproget eller motorikken med sig, og som har brug for støtte af høj faglig kvalitet for at holde sammen på verden, forklarer Marit Drewsen.

På Lindegården bor og lever 36 borgere med udviklingshæmning, og der arbejder 43 socialpædagoger. Marit Drewsens arbejde går ud på at tilbyde og støtte borgerne i forskellige aktiviteter med udgangspunkt i deres livssituation. Det kan være musik og sang, der sætter gang i bevægelsen, en tur udenfor, hvor sol og vind giver stimuli, motorisk træning eller kreative projekter, der bringer andre sanser i spil.

– Men meget af dagen går jo grundlæggende med at være nærværende, så borgerne føler sig set og rummet. Og min opgave er at skabe enten ro eller energi dagen igennem, så de hverken kommer for højt op eller for langt ned i arousal, siger hun.

Når teori møder praksis

Indsatsen er i vidt omfang et ping-pong mellem den teoretiske viden, Marit Drewsen har om fx neuropædagogik, og hendes fornemmelse for borgerne og for om stemningen i rummet er ved at ændre sig.

– Mange af de mennesker, vi arbejder med, er meget sensitive over for vores energi og humør, så jeg skal hele tiden være opmærksom på, hvordan jeg trækker vejret, på min mimik og mit kropssprog. Jeg skal vise, at jeg har styr på borgerne og støtter og guider dem til en god hverdag, hvor de har medbestemmelse. Og så skal jeg skabe en genkendelig struktur, de kan læne sig trygt ind i, som jeg samtidig kan tilpasse alt efter stemningen, forklarer hun.

Nogle af borgerne på Lindegården kan have udadreagerende adfærd, og for at forebygge det bruger Marit Drewsen og kollegerne også deres faglighed, fortæller hun.

– Det er mit ansvar, at vi ikke kommer derhen, og gør vi det alligevel, er det mit ansvar at hjælpe dem ud af situationen igen. Når jeg mærker, at stemningen spidser til, kan jeg forebygge ved et personaleskift, ved at sætte noget andet musik på, ved at sætte gang i noget bevægelse i kroppen eller ved at flytte fokus. For Katrine kan det fx være at spørge, om vi skal hente noget i køkkenet, fordi jeg så ved, at vi passerer en anden borgergruppe, hun er glad for at sige hej til, fortæller Marit Drewsen og tilføjer, at det helt grundlæggende handler det om at møde borgerne med en anerkendende tilgang.

Trækker i samme retning

– Vi siger ikke ’nej’, men erstatter det, borgeren har fokus på, med noget andet, der giver mening, så borgeren bliver guidet ud af en ellers fastlåst situation. Og hele tiden i en positiv tone. Det er kommunikation, kropssprog, struktur og tilgang, der smelter sammen, siger hun.

Samtidig er det helt afgørende for Marit Drewsen at forholde sig nysgerrigt til sin egen praksis og bruge kollegerne til at reflektere over den.

– Hvis situationen med en borger spidser til, taler vi om, hvad der gik skidt: hvilke ord brugte jeg, hvor stod jeg i rummet, og hvad kan jeg gøre anderledes en anden gang. Ligesådan skal jeg turde spørge mine kolleger, hvorfor de gør, som de gør. Derfor betyder det rigtig meget for mig at have kolleger med samme høje faglighed – hvor vi ikke handler på vores forskellige synsninger og følelser, men trækker i samme faglige retning, siger hun.

Vejen til den nære relation

Da Marit Drewsen begyndte at arbejde på Lindegården, var Katrine allerede flyttet ind, og der var bl.a. gjort en stor indsats for at etablere og beskrive en meget detaljeret dagsstruktur for hende, som gav hende ro og tryghed.  Strukturen var hele grundlaget for at skabe en nær relation til Katrine, fortæller Marit Drewsen.

– Det tog mere end et år for mig at opbygge den relation, jeg har til Katrine i dag, hvor hun stoler på, at det, jeg tilbyder hende, er godt, og hvor hun er tryg ved, at jeg kan få hende igennem en dag med ubalance. Men vejen ind til hende gik gennem struktur, for ved hjælp af den oplever Katrine, at jeg har styr på hende og hendes verden. I dag er vi ligefrem der, hvor jeg kan træde et skridt til siden og betragte, om hun kan rumme det, eller jeg skal gribe hende.

Det gjorde Marit Drewsen og kollegerne bl.a., da de begyndte at invitere Katrine, som elsker tal, til at tælle for, når de har morgensang. I starten hviskede hun bare tallene og fik stor ros for det, men i dag sidder hun med rank ryg og et stort smil, når hun højt annoncerer ’1, 2, 3’.

– Hun har taget rollen til sig og oplever, at hun mestrer det. Ligesom da vi sidste år for første gang nogensinde havde Katrine med til byen for at købe tøj til hende. Bagefter var hun helt udkørt. Men hun havde været med til at bestemme, hvad for noget tøj, der skulle hænge i hendes skab, og det gav hende følelsen af mestring, siger hun.

Tænk hvad faglighed kan

Når Marit Drewsen ser tilbage på sine 23 års virke som socialpædagog, er hun ikke i tvivl om, at hun med sin socialpædagogiske faglighed har været med til at forandre liv – Katrines og de andre borgeres.

– For nogle er det et spørgsmål om at vedligeholde deres fysiske formåen, men for en del af dem sker der også en udvikling. Ikke mindst en udvikling i deres trivsel, som samtidig smitter af på deres pårørende i form af færre bekymringer og et bedre samvær. Det er tankevækkende, hvad faglighed kan.