Mor: Socialpædagogerne har bragt Katrine tilbage

Der er dækket op til boller og lagkage. Katrine Haslund Haag er kommet hjem for at fejre sin far Oles fødselsdag. Den lille familie griner og sludrer, indtil Katrine er færdig med at spise.

’Tak for mad, Katrine,’ siger hun så og rejser sig – for så vil hun gerne tilbage til sit bosted.

– Det er hendes hjem, og det er dér, hun har det bedst. Der er fagligt dygtige socialpædagoger til at tage sig af hende, og som gør, at hun i dag er glad – glad for tilværelsen. Det er fuldstændig fantastisk, siger Birgitte Haslund.

For sådan har det bestemt ikke altid været, tilføjer hun. Men netop fordi hun som mor har oplevet, hvilken betydning det har, når et menneske med særlige udfordringer som Katrine ikke er i de rette faglige hænder, har hun valgt at fortælle sin historie – dels i Socialpædagogernes kampagnefilm på sociale medier og dels her.

Jeg var bange og utryg

Som lille var Katrine som enhver anden nysgerrig tre-årig, der sprang op på cyklen og benede ned til købmanden for at få et stykke chokolade, alt imens forældrene og det halve boligkvarter piskede rundt og ledte efter hende. Men en dag begyndte Katrine at få feberkramper, der gik over i regelmæssige anfald.

– Da Katrine var fire år, tog vi fra Hillerød Hospital med beskeden om, at hun havde epilepsi. Der tænkte jeg ’fint, så har hun det – det var, hvad Gud havde i posen til os’. Men det skulle vise sig at blive værre, fortæller Birgitte.

Katrine fik så mange anfald, at hun mistede evnen til at gå og tale. Birgitte og Ole måtte skiftes til at blive hjemme fra arbejde med hende, indtil Birgitte til sidst måtte tage orlov i halvandet år og i lange perioder være indlagt med sin datter.

– Mødre har ukendte og uanede ressourcer at hive frem. Men jeg var bange og utryg, for man vænner sig aldrig til de kramper. Og da kommunen meldte hende ud af den børnehave, hvor hun var et par timer hver dag, græd jeg, så Ole slet ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Jeg troede jo, det var hendes vej tilbage til hverdagen, men jeg kunne godt se, hvor det bar henad, fortæller Birgitte.

Vi måtte have hjælp

Da Katrine kom i puberteten, ændrede hun adfærd. Hun fik en depression og blev aggressiv og udadreagerende. Særligt over for Birgitte.

– Når Katrine kom hjem fra skole, måtte jeg smide alt, hvad jeg havde i hænderne – så ville hun ud at gå tur og læse alle tallene på husene op. Og fik hun ikke sin vilje, gik hun på mig. Det var skrækkeligt. Til sidst brød jeg sammen i erkendelse af, at vi måtte have professionel hjælp, for jeg var ved at være slidt ned, fortæller hun.

Som 17-årig flyttede Katrine derfor hjemmefra. Og Birgitte glemmer aldrig følelsen af både lettelse og sorg, da de vinkede farvel til hende på bostedet.

– Man tror jo ikke, at andre kan tage sig af ens barn, som man selv kan. Jeg var bare nødt til at erkende, at jeg havde nået grænsen for, hvad jeg kunne, siger hun.

Det afgørende skift

Men årene, der fulgte, var ingen snorlige vej.

Birgitte kunne tydeligt se på sin datter, hvilken betydning det kan have, når der er ledelsesskift og omlægninger på et bosted, og ikke mindst når socialpædagoger bliver skiftet ud med vikarer uden en socialpædagogisk uddannelse og studerende. Og hun oplevede atter, at Katrine blev mere og mere aggressiv og indelukket.

Men da Katrine for syv år siden flyttede ind på Lindegården, som er et bosted for borgere med udviklingshæmning i Fredensborg, skete der afgørende forandringer – både for Katrine og hendes forældre.

Tilgangen er fuldstændig afgørende

Med psykiatrisk hjælp blev Katrine mere kontaktbar. Desuden satte socialpædagogerne fokus på at skærme hende fra unødig uro, ligesom de skabte struktur i den hverdag, der ellers er kaotisk og uoverskuelig for hende.

– Der blev lagt planer for, hvordan Katrine kom op om morgenen, hvordan hun skulle spise, hvordan hun blev sendt på dagtilbud og modtaget igen, hvordan hun blev hjulpet i seng osv. Alle mulige små ting, som vi andre kan synes er ligegyldige, men som er fuldstændig afgørende for at give hende den tryghed, hun har behov for, siger Birgitte Haslund og fortsætter:

–  Og så har socialpædagogerne et helt særligt blik for, hvornår samværet med de andre beboere bliver for meget. ’Kom, vi går lige en tur, siger de så til hende. De er opmærksomme på hende hele tiden.

Læs også interviewet med socialpædagog Marit Drewsen fra Lindegården: Mit arbejde kræver noget helt særligt

Faglighed forandrer liv

I dag er Katrine hver dag selv med til at udfylde det skema, der visualiserer hendes dag, ligesom hun er i stand til selv at rejse sig, se over på socialpædagogen og gå ind i sin lejlighed, når indtrykkene bliver for mange. Og endelig er hendes tale og motorik blevet meget bedre, fortæller Birgitte.

– I dag ser vi hende grine igen. Hun glæder sig altid til at komme ud at cykle med far, når vi er på besøg om søndagen. Det er simpelthen Katrine, der er kommet tilbage, siger hun og fortsætter:

– Jeg må indrømme, at jeg i perioder har ønsket, at Katrine ville dø før mig, fordi hun havde det så dårligt, og fordi jeg ikke anede, hvem der skulle tage sig af hende, når jeg ikke var her mere. Sådan har jeg det ikke længere. Ligesom jeg selv har fået tilværelsen tilbage. I dag er vi slet ikke i tvivl om, at socialpædagogisk faglighed er fuldstændig afgørende for et menneske som Katrine. Faglighed forandrer liv – både for Katrine og for os.