Sikrede vederlag med hjælp fra forbundet

Vera glemmer aldrig den dag, hun blev bedt om at gå 3 vederlag – altså mere end 13.000 kroner - ned i løn.

”Vores plejebarn kommer fra en af de kommuner, der overgår til den såkaldte ’gennemsnitsmodel’, hvor man får det samme antal vederlag gennem hele anbringelsen, og vi skulle til møde med en repræsentant fra kommunen. Min mand og jeg havde måske nok troet, at de ville foreslå, at vi gik et enkelt vederlag ned, men de ville fjerne tre! Så vi skulle gå fra otte til fem vederlag. Hele situationen var så ubehagelig. Da vi sagde, at det ville vi altså ikke være med til, blev kommunens repræsentant helt lilla i hovedet. Han nærmest råbte og skreg og sagde, at vi tjente så og så mange penge, fordi vi også har et andet plejebarn. Men det skal han slet ikke blande sig i. Til sidst var vi simpelt hen nødt til at rejse os og gå,” fortæller Vera.

I dag priser hun sig lykkelig for, at hun ikke lod sig presse, men i stedet kontaktede Socialpædagogerne.

Her fik hun hjælp til at skrive et brev, hvor hun forklarede, at hun under ingen omstændigheder kunne godtage kommunens forslag. Herefter fortsatte hun med samme vederlag, indtil kommunen efter et stykke tid fremsendte et nyt – og bedre - forslag til en kontrakt.

Aflastning i kontrakten
I den nye kontrakt foreslog kommunen, at Vera skulle sættes ned fra otte til syv vederlag, og det kunne hun umiddelbart godt acceptere.

”Ideen med gennemsnitsmodellen er jo, at vi så kan være sikre på at få de samme vederlag, indtil vores plejebarn bliver 18. Vi bliver kun sat ned, hvis han i en periode skal på efterskole – og vi kan sættes op, hvis der sker noget uforudset, så han bliver dårligere,” siger hun.

Men da Vera sendte kontrakten til en faglig konsulent i den lokale kreds af Socialpædagogerne, blev hun opmærksom på, at der stadig var noget at kæmpe for – selvom vederlagene var i orden.

”Konsulenten foreslog forskellige ændringer. For eksempel gjorde hun meget ud af, at vi skulle have indskrevet aftalen om kørsel til samvær, så de ikke bare lige kunne lave det om igen. Hun foreslog også, at vi skulle få indskrevet, at vi har ret til aflastning en uge om året samt nogle dage om måneden.”

Det sidste var kommunen ikke meget for. De mente, at det skulle forhandles løbende.
”Men med hjælp fra Socialpædagogerne stod vi fast. Det betyder rigtig meget for mig, at jeg kan være sikker på aflastningen, så vi kan lade op og holde en uges ferie uden børn,” siger Vera.

Med til mødet
Kontrakten blev et par gange sendt frem og tilbage mellem Vera og kommunen, og hver gang læste den faglige konsulent med og kom med forslag til formuleringer. Til den endelige forhandling, hvor Vera og hendes mand igen skulle mødes med kommunens repræsentant, deltog Socialpædagogernes konsulent også som bisidder.

”Og det gjorde en kæmpe forskel, at hun var med. Jeg var selv mere tryg, fordi jeg følte, at de ikke bare kunne tage mig med bukserne nede og presse et eller andet igennem. Og hele stemningen var meget bedre og mere rolig,” fortæller Vera.
Det lykkedes at få aftalen om aflastning og kørsel skrevet ind i kontrakten, og selv om Vera måtte opgive sit ønske om også at få barnepigepenge, er hun godt tilfreds.

”Jeg fik faktisk også supervision, fordi konsulenten fra Socialpædagogerne påpegede, at det er noget, vi har ret til.”
Hun vil klart anbefale andre familieplejere at søge hjælp hos den lokale kreds af Socialpædagogerne, hvis de bliver presset i vederlagsforhandlinger:

”For mig var det en stor hjælp, og vi skal jo huske at Socialpædagogerne er der for os.”
Ud over at hjælpe i Veras egen sag, talte Socialpædagogerne også alle familieplejernes sag i forbindelse med den samlede overgang til gennemsnitsmodellen.

Vera hedder noget andet i virkeligheden. Hun har ønsket at være anonym, da hun er bekymret for, at kommunen vil reagere negativt, hvis hun står åbent frem med historien. Af samme grund ønsker hun ikke, at vi nævner navnet på hverken kreds eller konsulent.