Gå til indhold

Karriereskift

Fra leder til familieplejer

Efter to årtier som socialpædagog for børn og unge kvittede Dorthe Trude Japa-Jensen i 2019 sin lederstilling for at blive specialiseret familieplejer med sin mand. Selvom hjemmet kan være en ensom arbejdsplads, nyder hun, at hun nu kan yde den rette indsats - helt tæt på

12. marts 2021

Artikel
Dorthe-Trude-Japa-Jensen.gif

Forfatter: Jakob Ravn Brinck

– Jeg har tabt mit hjerte!

Dorthe Trude Japa-Jensens mand var lige kommet hjem fra en ny støtteopgave for en 14-årig dreng. Og han var ikke i tvivl. Han ville hjælpe drengen, og hvis drengen skulle anbringes, kunne de godt åbne deres hjem for ham. Ønsket var ikke grebet ud af den blå luft. Parret havde begge mange års erfaring som socialpædagoger indenfor anbringelsesområdet bag sig og siden begyndelsen på deres forhold 11 år tidligere, havde de talt om at blive plejeforældre. Men hidtil havde deres jobs skygget for muligheden.

Året forinden, i 2019, havde Dorthe Trude Japa-Jensen opsagt sin stilling som afdelingsleder og stedfortræder for øverste leder på den institution for unge i døgnbehandling, hun havde tilbragt størstedelen af sin socialpædagogiske karriere på. For der var noget, der manglede.

-Jeg følte ikke, at jeg brugte mine kompetencer indenfor socialpædagogik og behandling tilstrækkeligt som leder. Jeg ønskede egentlig bare at komme tilbage til praksis.

Så da det kort tid efter hendes mands udmelding viste sig, at den pågældende dreng faktisk skulle anbringes, bød parret ind på opgaven og i begyndelsen af 2020, kunne drengen flytte ind. Og selvom de faglige rammer var noget anderledes, end arbejdslivet på en døgninstitution havde de nyslåede, specialiserede plejeforældre positive forventninger:

– Vi har begge masser erfaring med behandlingskrævende børn. Derfor var vi overbeviste om, at vi med vores faglighed kunne skabe en hverdag med masser af udvikling for ham.

Fingeren på pulsen
Når Dorthe Trude Japa-Jensen ser tilbage på det første år som plejeforælder har forventningerne holdt stik. Uden at ville gå i detaljer med deres plejesøn ser hun en stor trivsel og udvikling, der bekræfter hende i, at de er rette match.

– Det har været en krævende, men vildt spændende opgave at være med til at gøre en så stor en forskel og se fremskridtene helt tæt på. Som familieplejer har du en helt anden fleksibilitet i arbejdet, der åbner nye muligheder i indsatsen. 

For modsat arbejdet på en døgninstitution, hvor man indgår i en vagtplan og overleverer til sine kolleger, har man hele tiden opgaven på sig som familieplejer. Det kan bestemt være hårdt og krævende, men det giver også Dorthe Trude Japa-Jensen muligheden for at tilrettelægge indsatsen præcis, som hun ønsker:

– Som plejeforælder har jeg selv fingeren på pulsen konstant, og der er ikke noget, jeg skal nå, inden jeg har fri. Behandling handler om at trykke på de rigtige ’knapper’ på det rigtige tidspunkt, og det har jeg de bedste forudsætninger for, når arbejdet foregår i hjemmet.

At smede mens jernet er koldt
Rollen som plejeforælder giver fx fordele i konfliktsituationer, mener hun:

– Jeg taler tit om, at man skal smede mens jernet er koldt. Hvis der er en konflikt, har man som plejeforælder mulighed for at lade situationen køle af og snakke om det dagen efter. Det er sværere på en institution, hvor du er bundet af din arbejdstid.

Hjemmet kan dog også være en ensom arbejdsplads, tilføjer hun, for den brede kollegasparring har hun måtte give naturligt afkald på:

– Samtidig med at man som specialiseret plejefamilie kommer helt tæt på et barn, som man får et stort ansvar for at passe på og udvikle på samme tid, er man bundet af en tavshedspligt, der skal overholdes. Til gengæld har jeg så den sparring med min mand, som bliver ekstra kvalificeret af, at vi er sammen om opgaven som familie.

Livshistorien tæller
Dorthe Trude Japa-Jensen lægger heller ikke skjul på, at de fra dag et har stået med den fordel, at begge parter har valgt hinanden aktivt til.

-Sådan er det jo langt fra i alle situationer, når barnet fx er fjernet mod sin vilje. Men vi er et godt eksempel på, at det rette match fører gode ting med sig.

Derfor var hun heller ikke skeptisk overfor, at deres nye plejebarn var oppe i teenageårene, men hun understreger, at alderen i sig selv stiller nogle krav.

-Når du kommer så tæt på et stort barn, der allerede har en hel levet barndom bag sig, får du en livshistorie ind ad døren, som du skal kunne rumme og se barnet i lyset af. Det stiller krav til din faglighed, og den er også blevet skærpet i det her år. Så jeg er i den grad kommet tilbage til praksis.    

Socialpædagogen har udeladt en række oplysninger om Dorthe Trude Japa-Jensens plejesøn for at imødekomme hendes tavshedspligt og ønsket om plejebarnets anonymitet.

Overvejer du også at prøve noget nyt i karrieren?

Så har du muligheden for at få lufte tankerne og få inspiration og sparring hos Socialpædagogernes job- og karriererådgivning. Her sidder konsulenter med indgående viden om det socialpædagogiske arbejdsmarked klar til en fortrolig dialog.
Læs hvordan job- og karriererådgivningen kan hjælpe dig.          

Bliv medlem