Socialpædagogik på is

Der er både grin, hvin og skælvende knæ, da Efterværnsenheden i Frederikshavn holder skøjteaften i det sociale netværkstilbud Tanken.

– Vi kalder det Tanken, fordi de unge skal tankes op. Både på mad, positiv energi og gode oplevelser, fortæller socialpædagog Trine Sulbæk Mathiasen, der har spændt skøjterne på og kører rundt på isen sammen med otte-ti unge og to socialrådgivere.

En af de unge er 20-årige Jonas, som har været anbragt det meste af sit liv. Først i forskellige pleje­familier og til sidst i et bofællesskab tilknyttet et tilbud med
misbrugsbehandling.

Nu bor han i en lejlighed i Frederikshavn sammen med sin kæreste.

– Jeg synes, det er superfedt at komme i Tanken. Tit er det maden, der trækker, for når man som mig er tidligere misbruger og har været nede og veje 48 kilo, er det fedt med gratis mad. Men i dag kom jeg også for selve skøjtehallen. Jeg har aldrig prøvet at skøjte før, og jeg gik på røven et par gange. Men så kom jeg op igen, og det går da lige, fortæller Jonas.

Skræddersyet tilbud
Formålet med Efterværnsenheden er at støtte unge 18-22-årige, der som børn enten har været anbragt eller har haft en kontaktperson, så de bliver bedre til at stå på egne ben – og ikke kun i skøjtehallen.

– Det er meget vigtigt, at vi støtter op om de unge i overgangen til voksenlivet, for det kan få stor betydning for, hvordan de kommer til at klare sig senere hen. Og fordi det er meget forskelligt, hvad de unge har brug for, prøver vi at tilpasse os dem, i stedet for at de skal tilpasses en fast skabelon, siger leder af Efterværnsenheden Vivi Vendelbo om den håndholdte indsats, Efterværnsenheden bygger på.

For mens nogle unge måske kun har brug for lidt opbakning og er godt i gang med uddannelse eller arbejde, er andre på uddannelseshjælp (en erstatning for kontanthjælp, red.) og ude i et misbrug, ligesom efterværn for nogle mest handler om at afværge hjemløshed. Flere af de unge har forskellige psykiske eller sociale vanskeligheder og har brug for støtte til at bryde isolationen og komme ud blandt andre.

Bedre overgang
Frederikshavn er en af syv kommuner, der for øjeblikket arbejder på at forbedre efterværnsindsatsen med midler fra den tidligere satspulje. Kommunen har fået knap 10 mio. kr. til projektet, og lige nu får 110 unge frederikshavnere efterværn. Enten i form af en forlænget anbringelse, så de fx bliver boende i plejefamilien – eller i form af socialpædagogisk støtte med tildeling af en ungementor eller anden kontaktperson.

Alle i efterværn har mulighed for at komme i Tanken, hvor der er åbent to gange om måneden. Den ene gang med fællesspisning, den anden gang med en aktivitet, der spænder fra skøjtehal til biograf eller bålaften.

– Vi har også været ude at dykke med dykkerudstyr i en svømmehal, og det var simpelthen for grineren, fortæller Jonas.

I Efterværnsenheden er der ansat syv socialrådgivere og tre ungementorer, som alle er uddannede socialpædagoger. Rådgiverne arbejder helhedsorienteret med den unges sag, og den unge har kun én rådgiver, der tager sig af hele sagen.

– For mig som socialpædagog betyder det meget, at vi har et tæt samarbejde med rådgiverne. Hvis der er noget med en ung, går det rigtig stærkt med at komme igennem til en rådgiver. Man skal ikke ringe og ringe i 14 dage, men kan lige stikke hovedet ind på kontoret og sige: ’Der er en ung her, der ikke kan betale sin elregning. Hvad gør vi?’ Og så er de meget hurtige til at finde en løsning, der fx kan være at give en enkeltstående ekstra bevilling, siger Trine Sulbæk Mathiasen.

Fokus på relationerne
I skøjtehallen skal Trine Sulbæk Mathiasen både holde sin egen balance på isen og fokusere på relationerne. 

– Jeg er bl.a. ungementor for en, som har social angst, og hun vil kun med til et arrangement som det her i skøjtehallen, hvis jeg tager med. Og så gør jeg alt, hvad jeg kan for, at hun ikke kun skal tale med mig, men også med de andre. Det kan jeg jo fx gøre ved at åbne for en samtale, hvor jeg både kigger på hende og en af de andre og spørger ind til ting, de måske kan have en fælles interesse i.

Andre gange er hun opmærksom på at flytte samtalen i en mere hensigtsmæssig retning.

– Det kan være, hvis en af de unge begynder at tale om stoffer eller siger sådan noget som: ’Jeg vil bare gerne gå hjemme på kontanthjælp.’ Så prøver jeg at vende samtalen og aflede ved fx at sige: ’Hey, var du ikke med i biografen sidste gang? Hvad syntes du egentlig om filmen?’ Så kan vi altid tale om individuelle udfordringer eller misbrug til vores samtaler eller møder, hvor der ikke er andre unge, siger Trine Sulbæk Mathiasen, som gerne vil skabe rammerne for, at de unge kan spejle sig i hinanden på en positiv måde i Tanken.

– I dag hørte jeg en ung med studentereksamen fortælle om gymnasiet til en anden, der går hjemme på uddannelseshjælp – og så sagde den anden: ’Åh, har du gået i gymnasiet? Hvor sejt!’ Så på den måde kan det virke motiverende, at de kan se, at man godt kan tage en studentereksamen, selvom man har udfordringer som fx social angst eller ADHD.

Gør en forskel
I sit arbejde oplever Trine Sulbæk Mathiasen både op- og nedture. For nogle gange kan der være store barrierer som fx misbrug, som gør det svært at hjælpe de unge.

Men lyspunkterne er der. Som da hun fik hul igennem til en ung, der helt havde mistet troen på systemet og ikke ønskede nogen form for kontakt. Han var både stoppet på sin uddannelse og var blevet smidt ud af sin lejlighed, og alle hans møbler var ødelagt, fordi han havde stillet dem udenfor i regnen.

– Da han en dag sagde, at han gerne ville have hjælp til at køre møblerne på forbrændingen, sagde jeg straks ja. Jeg ville vise ham, at jeg gerne vil gøre noget for ham. Da vi havde slæbt møblerne op på traileren, kørte vi dem væk sammen, og den køretur blev et gennembrud. Måske fordi vi sad sammen uden at se hinanden face to face. For han begyndte langsomt at åbne mere og mere op, fortæller Trine Sulbæk Mathiasen.

I dag er det faktisk endt med, at den unge mand tager hul på en ny uddannelse, hvor der også er et skolehjem, så han har et sted at bo. Et eksempel på, at efterværnet kan være med til at gøre en stor, samfundsmæssig forskel, lyder det fra Trine Sulbæk Mathiasen:

– Når man har været anbragt, er det voldsomt at blive smidt ud i en lejlighed og skulle klare sig selv. Det er vigtigt at have en voksen, der kan være behjælpelig med mange ting – og det kan gøre en stor forskel for resten af livet, hvis man får en massiv indsats i en tidlig alder, hvor man stadig er motiveret for at komme videre med sit liv.