Gå til indhold

Kongres 2020

Pionerer modtager Socialpædagogernes Pris

Aktivitet og Udvikling i Viborg Kommune udfører vaskeægte pionerarbejde på ældreområdet. Med socialpædagoger i det tværfaglige team er der fokus på relationer og det meningsfulde liv for ældre. Derfor får de Socialpædagogernes Pris og 30.000 kr.

11. november 2020

Artikel
Prisoverrækkelse 1_1128x600.jpg
Det var otte glade og stolte socialpædagoger på Aktivitet og Udvikling i Viborg kommune, der modtog beskeden fra kredsformand Peter Sandkvist om, at de har vundet Socialpædagogernes Pris 2020.

Forfattere: Lea Holtze og Henrik Jensen

Foto: Michael Christophersen

Socialpædagog Helle Riisgaard Jensen holder den sorte bold mellem sine hænder og vender sig mod kvinden til højre for sig i rundkredsen. Med et smil siger hun først sit eget navn – og idet hun giver bolden til den ældre kvinde, siger hun også hendes navn.

– Jeg hedder Helle, og du hedder Mary. Værsgo Mary.

Mary nikker, tager bolden og vender sig mod kvinden på sin højre side.

– Jeg hedder Mary, og du hedder Rita. Værsgo Rita, siger hun og sender bolden videre i rundkredsen.

Socialpædagogen mødte Helle Riisgaard Jensen – og de to ældre borgere Mary og Rita – sidste år, hvor fagbladet besøgte Aktivitet og Udvikling i Viborg kommune. Aktivitet og Udvikling arbejder forebyggende, aktiverende og rehabiliterende med ældre hjemmeboende borgere, ligesom det også er et aflastningstilbud for pårørende.

– Vi adskiller os fra andre motionshold ved, at der altid er et pædagogisk sigte med de øvelser, vi laver. Øvelsen med bolden indeholder både motorisk og kognitiv træning, men den er også med til at opbygge relationer mellem deltagerne på holdet, fordi de samarbejder og lærer hinandens navne, fortalte Helle Riisgaard Jensen dengang til Socialpædagogen.

Socialpædagogernes Pris

Socialpædagogerne uddeler hvert andet år Socialpædagogernes Pris på 30.000 kr. til en arbejdsplads eller person, der leverer høj kvalitet i arbejdet med borgerne eller styrker socialpædagogerne som faggruppe.

I år har medlemmerne som noget nyt haft mulighed for at indstille kandidater. En priskomité, som er et underudvalg under Socialpædagogernes hovedbestyrelse, har efterfølgende udvalgt de fire nominerede. Til sidst har hovedbestyrelsen stemt om den endelige vinder.

 

For at se denne video skal du give tilladelse til de nødvendige cookies.
Giv tilladelse her

Vaskeægte pionerarbejde

Aktivitet og Udviklings har otte socialpædagoger ansat – ud af 35 medarbejdere. Og socialpædagogerne har netop relationsarbejdet i fokus. Ikke alene på motionsholdet, men også gennem andre aktiviteter som fx naturoplevelser, kreative værksteder, madgrupper og sang og musik. Og for det arbejde har Aktivitet og Udvikling netop modtaget Socialpædagogernes Pris på 30.000 kr.

Se prisvinderen i 2018: ITC Roskilde modtager Socialpædagogernes Pris

– I Aktivitet og Udvikling i Viborg Kommune udfører de vaskeægte pionerarbejde på ældreområdet. Det socialpædagogiske team er med til at vise, hvordan relationsarbejdet er kernen i deres arbejde med ældre borgere. Og det er på mange måder nyt inden for ældreplejen, hvor der traditionelt mest har været fokus på pleje, genoptræning og rehabilitering, sagde forbundsnæstformand Marie Sonne, da prisvinderen blev afsløret på Socialpædagogernes kongres.

Tydelig socialpædagogisk aftryk

Marie Sonne fremhævede desuden Aktivitet og Udviklings brobyggerteam, der består af to socialpædagoger, som tager rundt og besøger ældre borgere i deres hjem for at skabe relationer, der kan være med til at forebygge ensomhed og isolation.

Oprindeligt var ældreteamet i Viborg – som i mange andre kommuner – fortrinsvis skruet sammen omkring sundhedspersonale og aktivitetsmedarbejdere. Men den socialpædagogiske tilgang til arbejdet med ældre har efterhånden sat sit tydelige aftryk i sundhed og omsorg i Viborg.

Om Aktivitet og Udvikling

Aktivitet og Udvikling har otte socialpædagoger ansat. Det er et tilbud med et forebyggende, aktiverende og rehabiliterende sigte til ældre hjemmeboende borgere og et aflastningstilbud for pårørende til mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne herunder Parkinsons eller demens.

Aktivitet og Udviklings aktiviteter varetages af fem teams, der geografisk dækker hele kommunen – Team Hærvejen, Team Møldrup/Tjele, Team Bjerringbro, Team Karup/Fjends og Team Æblegården.

De fem teams tilbyder et væld af forskellige aktiviteter såsom kreative grupper, læsegruppe, forskellige mandegrupper, motion, siddedans, banko, sang og musik. Der er både åbne tilbud, og tilbud som borgeren skal visiteres til. Og der er lagt stor vægt på socialt samvær mellem mennesker.

Aktivitet og Udvikling rummer desuden Team Brobyggerne, hvor to socialpædagoger tager rundt og besøger ældre borgere i deres hjem for at skabe relationer, der kan være med til at forebygge ensomhed og isolation.

Bl.a. er det besluttet, at de tværfaglige team skal arbejde ud fra en fælles socialpædagogisk metode: KRAP (Kognitiv, Ressourcefokuseret, Anerkendende Praksis), som alle aktivitetsmedarbejdere har været på kursus i.

Lige nu har vi lyst til at råbe ud over hele verden: Vi fik prisen.

Nanna Lindholdt Grøn Caroc, socialpædagog

Spændende, krævende og berigende

Det er både spændende, krævende, berigende og fagligt udfordrende at være pioner inden for ældreområdet, skrev Frank Kragh Ørnstrup, der er en af de otte socialpædagoger i Aktivitet og Udvikling, i sin indstilling til prisen.

Og det var da også en flok glade og stolte socialpædagoger, der fik overbragt prisen af ham og kredsformand i kreds Midt- og Vestjylland Peter Sandkvist i forbindelse med kongressen. En af dem var socialpædagog Nanna Lindholdt Grøn Caroc.

– Jeg synes, vi er lykkedes med at vise vejen i forhold til, hvordan man kan arbejde tværfagligt i arbejdet med de ældre, men også i forhold til hvordan man kan bringe sin socialpædagogiske faglighed ind. Vi arbejder meget relationsbaseret. Der sidder mange ensomme rundt om i vores kommuner. Og mange af dem – især i de her tider – er bekymrede for at komme ud. Der kan vi gøre en forskel, sagde hun og udbrød:

– Lige nu har vi lyst til at råbe ud over hele verden: Vi fik prisen.

Kongres 2020

Socialpædagogerne holdt virtuel kongres onsdag den 11. november 2020

Find nyheder om kongressen her

Bliv medlem
Bliv medlem