Vi kan slet ikke undvære socialpædagoger

Helle Riisgaard Jensen holder den sorte bold mellem sine hænder og vender sig mod kvinden til højre for hende i rundkredsen. Med et smil siger hun først sit eget navn - og i det hun giver bolden til den ældre kvinde, siger hun også hendes navn.

– Jeg hedder Helle, og du hedder Mary. Værsgo Mary.

Mary nikker, tager bolden og vender sig mod kvinden på sin højre side.

– Jeg hedder Mary, og du hedder Rita. Værsgo Rita, siger hun og sender bolden videre i rundkredsen.

Mary og Rita er blandt de 25 ældre borgere, som deltager i motionsholdet denne torsdag formiddag i aktivitetscentret i den lille by Stoholm ca. 20 km vest for Viborg. De yngste på holdet er omkring 70 år. De ældste er godt oppe i 90’erne.

Det er Helle Riisgaard Jensen, der sammen med sin kollega Tina Ehlert står for motionsholdet. De er begge socialpædagoger og ansat i ældreplejen i Viborg Kommune, hvor de arbejder i Aktivitet og Udvikling - kommunens tilbud til hjemmeboende pensionister.

Navneøvelsen med bolden er et meget konkret eksempel på, hvordan de to socialpædagoger bruger deres faglighed i aktivitetscentret.

– Vi adskiller os fra andre motionshold ved, at der altid er et pædagogisk sigte med de øvelser, vi laver. Øvelsen med bolden indeholder både motorisk og kognitiv træning, men den er også med til at opbygge relationer mellem deltagerne på holdet, fordi de samarbejder og lærer hinandens navne, siger Helle Riisgaard Jensen.

Socialpædagogiske kompetencer
For godt ti år siden var der ingen socialpædagoger på ældreområdet i Viborg Kommune. I dag er fem af de i alt 35 medarbejdere i Aktivitet og Udvikling socialpædagoger. 

– Det er dejligt, at man på ældreområdet er begyndt at ansætte flere og flere socialpædagoger. Jeg synes, at jeg har det mest fantastiske arbejde. Og ud fra vores erfaringer her i Viborg er der ingen tvivl om, at vi som socialpædagoger har utrolig meget at byde på i samarbejde med de andre mere traditionelle faggrupper i ældreplejen, siger Tina Ehlert.

Aktivitetscentret i Stoholm er ét af en håndfuld centre på forskellige adresser i Viborg Kommune, hvor borgere over 60 år har mulighed for at deltage i en lang række aktiviteter. Kerneopgaven er at være plejehjemsforebyggende og at hjælpe borgerne til at bevare et meningsfuldt og selvstændigt liv i deres alderdom.

Det sker gennem aktiviteter som fx kreative værksteder, sang og musik, madgrupper og motionshold på forskellige niveauer. Mellem aktiviteterne er borgerne velkomne til at hænge ud sammen med de andre ældre over et spil kort, en bid brød eller en kop kaffe.

– De fleste af vores kollegaer er SOSU-assistenter, og de har deres faglighed. De har en sundhedsfaglig indsigt, som vi ikke har. Til gengæld er vi som socialpædagoger gode til at opbygge relationer, se de ældres ressourcer og møde det enkelte menneske, som det er. Der er i høj grad også brug for vores tænkning i ældreplejen, siger Tina Ehlert.

Forskellige fagligheder
Det samme mener hendes leder, som lige nu er i gang med at ansætte endnu en socialpædagog.

– Vi har fået en ledig stilling i et af vores teams, og jeg har besluttet, at den skal besættes med en pædagog. Vores tilbud til de ældre bliver simpelthen bedre, når vi har socialpædagoger ansat. Derfor har jeg også planer om at ansætte endnu flere socialpædagoger i fremtiden, siger Jette Hingebjerg, der er leder for Aktivitet og Udvikling i Viborg Kommune.

Hun mener, at det især er socialpædagogernes samspil med de andre faggrupper, der gør indsatsen overfor de ældre bedre.

– Jeg vil til enhver tid anbefale andre kommuner at ansætte forskellige faggrupper indenfor ældreområdet. Vi får simpelthen et bedre og bredere fundament for vores arbejde, når medarbejderne kan trække på hinandens forskellige fagligheder, og i den tværfaglighed kan vi ikke undvære socialpædagogerne, siger hun.

Ifølge Jette Hingebjerg er der dog stadig mange kommuner, som næsten udelukkende har ansat social- og sundhedsuddannet personale i ældreplejen. Sådan var det også tidligere i Viborg Kommune. Men det var ikke optimalt mener hun.

– Det ville heller ikke nytte noget, hvis vi kun havde socialpædagoger ansat. Det er netop det tværfaglige samarbejde, hvor både SOSU-assistenter, ergoterapeuter og socialpædagoger kan bidrage med deres forskellige kompetencer, som vi har brug for på ældreområdet, siger hun.

Får borgere ud af ensomhed
Et konkret eksempel på, at socialpædagogerne bidrager med deres faglighed, er et særligt brobryggerteam. 

Brobyggerteamet, der er et relativt nyt initiativ i Viborg Kommune under Aktivitet og Udvikling, består af to socialpædagoger, som tager rundt og besøger ensomme og isolerede ældre borgere i deres hjem.

Det kan være den ældre mand, som er blevet alene efter at have mistet sin ægtefælle - eller den ældre kvinde, der på grund af dårligt helbred sjældent kommer udenfor en dør. Men det kan også være en borger, som i alderdommen er begyndt at føle sig alene og mangler nogen at tale med.

Oprindeligt var der tale om et midlertidigt projekt. Men de to socialpædagogers arbejde har været så stor en succes, at brobyggerteamet nu er blevet gjort permanent.

– For mig er der ingen tvivl om, at det er socialpædagogernes faglighed, der gør dem i stand til at tage ud i en ensom borgers hjem og skabe den relation, der er nødvendig for, at de kan hjælpe borgeren ud af ensomhed og isolation, siger Jette Hingebjerg.

Camilla Thomsen er den ene af socialpædagogerne i brobyggerteamet. Hun oplever, at ensomhed blandt ældre er et stort problem, og at ensomme ældre har stor risiko for mistrivsel, dårlig livskvalitet og fysiske sygdomme.

– Ensomhed er meget tabubelagt og forbundet med skyld og skam hos den enkelte. Derfor oplever vi ofte, at ensomme ældre umiddelbart kan være afvisende over for at lukke folk ind i deres hjem, siger hun.

Den professionelle nysgerrighed
Når det alligevel gang på gang lykkes for de to socialpædagoger i brobyggerteamet at få de ensomme ældre borgere i tale, så hænger det ifølge Camilla Thomsen sammen med, at netop socialpædagoger har nogle helt særlige færdigheder, når det drejer som om at skabe relationer til de ældre.

– Jeg vil sige, at vi bruger vores professionelle nysgerrighed til at nå ind bag ved borgeren. Det kan godt kræve lidt tålmodighed, men når de ældre kan mærke, at vi respekterer deres ønsker og behov i stedet for at komme med vores egne færdigpakkede løsninger, så plejer vi at opnå en god kontakt, siger hun.

Hendes kollega i brobyggerteamet Mona Mogensen nævner som eksempel en ældre mand i 80’erne, som efter pludselig at have mistet sin hustru også var tæt på helt at miste livsgnisten.

– Jeg besøgte ham første gang kort efter hustruens død, og han lagde ikke skjul på, at han faktisk ikke kunne finde lysten til at leve videre alene. Det var dog i orden med ham, at jeg begyndte at komme på regelmæssige besøg. Vi fik relativt hurtigt opbygget en rigtig god relation, og selvom han stadig var i sorg, nåede han til sidst frem til, at han faktisk godt kunne tænke sig at komme ud blandt andre mennesker igen, siger hun.

Selvom den ældre mand stadig mærker savnet efter hustruen, lever han nu igen et aktivt liv og kommer bl.a. fast i Aktivitet og Udviklings aktivitetscenter i Viborg midtby to dage om ugen, hvor han er med på et madhold den ene dag og et bagehold den anden dag.

Og hans historie står langt fra alene. De to socialpædagoger har opbygget tæt samarbejde med kommunens hjemmepleje, som de har undervist i at spotte de ensomhedstruede ældre.

– Vi har masser af tilsvarende solstrålehistorier, hvor hjemmeplejen har udpeget ældre borgere, som vi efterfølgende har kunnet hjælpe ud af ensomhed og isolation. Det er sådan noget, der gør os stolte af vores arbejde, siger Mona Mogensen.

Samarbejde skærper fagligheden
Aktivitetscentret i Viborg midtby er helt nyopført og går under navnet Hærvejens Dagcenter. Her arbejder den sidste af de nuværende fem socialpædagoger Gitte Lykke Mikkelsen.

Det er otte år siden, at hun blev ansat, og især i de første år kunne hun nogle gange opleve, at det var svært at finde sin berettigelse og stå fast på sin faglighed overfor de andre faggrupper.

Men sådan er det ikke længere. I dag oplever hun tværtimod, at det faktisk er med til at skærpe hendes egen faglighed, at hun er ansat på en arbejdsplads, hvor hun som socialpædagog er i mindretal. Og hvor hun hver dag skal samarbejde med andre faggrupper.

– Jeg bliver konstant tvunget til at være skarp på min faglighed og være god til at forklare, hvad det er, jeg kan byde ind med i forhold til de ældre. Det samme gælder de øvrige faggrupper, og jeg synes, at vi er rigtig gode til at respektere og supplere hinandens kompetencer, siger Gitte Lykke Mikkelsen.

Hvis der fx er en borger, som har en uhensigtsmæssig opførsel, vil hun som socialpædagog have fokus på mestring og ressourcer og være nysgerrig på, hvad der mon ligger bag borgerens opførsel. Mens en social- og sundhedsassistent primært vil interessere sig for, om borgeren har ondt, mangler væske eller måske har problemer med sit blodsukker.

– Nogle gange er det social- og sundhedsassistenten, der har ret. Men ofte finder vi frem til, at det er socialpædagogikken, som skal i spil, siger Gitte Lykke Mikkelsen.

Mødes i Pædagogisk Forum
For nylig havde hun en ældre kvinde på et kreativt hold, som hele tiden brokkede sig og spredte dårlig stemning.

– Ved at være nysgerrig på mennesket bag, fandt jeg frem til, at kvinden som yngre havde været utrolig dygtig til at male og havde lavet de mest fantastiske ting. Når hun blev vred og frustreret, var det simpelthen, fordi hun ikke længere kunne de ting, som hun havde mestret før, siger Gitte Lykke Mikkelsen.

Da kvindens frustration blev anerkendt, forsvandt en del af hendes behov for at brokke sig. Og endnu bedre blev det, da Gitte Lykke Mikkelsen ved at fokusere på kvindens ressourcer fandt ud af, at hun stadig kunne bruge sine talenter til fx at blande farver for de andre på holdet.

– Det er sådan nogle dagligdags eksempler, som viser, at det efter min mening er oplagt, at vores socialpædagogiske faglighed bliver brugt meget mere på ældreområdet i Danmark, siger hun.

De fem socialpædagoger i Aktivitet og Udvikling har med ledelsens opbakning etableret et særligt Pædagogisk Forum, hvor de hver anden måned mødes og giver hinanden pædagogfaglig sparring.

– Det er utrolig nyttigt for os, at vi som fagfæller kan mødes en gang imellem og sparre med hinanden og bare tale socialpædagogik, siger Camilla Thomsen.

Hun og de andre pædagoger er dog bevidste om, at Pædagogisk Forum ikke må blive oplevet som en lukket loge, hvor de dyrker deres egen faglighed.

– Når vi mødes, taler vi derfor meget om, hvordan vi kan synliggøre og udbrede kendskabet til vores socialpædagogiske faglighed endnu mere på vores arbejdsplads. For det er sammen med de andre faggrupper på ældreområdet, at vi er bedst, siger Camilla Thomsen.