Gå til indhold

Synlige tillidsrepræsentanter

Individuelle samtaler gør Hanne klogere

Da Hannes nye kollega meldte sig ind i Socialpædagogerne i forbindelse med jobskiftet, blev Hanne nysgerrig. Det blev startskuddet til en samtale om kollegaens ressourcer og forventninger til fællesskabet

17. november 2020

Artikel
Artikelfoto.jpg
Tillidsrepræsentant Hanne Laier taler med sin nye kollega om hvorfor kollegaen har meldt sig ind i Socialpædagogerne, og hvad hun gerne vil have ud af fællesskabet og selv kan bidrage med.

Forfatter: Runa Adriane Larsen

Hanne Laier er en af de tillidsrepræsentanter, som har været aktiv under efterårets FH-kampagne om synlige tillidsrepræsentanter. Artiklen er en del af en miniserie, hvor du kan møde engagerede tillidsrepræsentanter, som fortæller om deres erfaringer med synlighed, og hvordan de vil bruge erfaringerne i deres fremtidige TR-arbejde.

Hvordan har du grebet TR-kampagnen an?

Jeg har holdt en individuel 1:1 samtale med en ny kollega på arbejdspladsen. Den nye kollega havde netop meldt sig ind i Socialpædagogerne ved jobskiftet, og jeg var derfor som tillidsrepræsentant nysgerrig på, hvad der motiverede hende til at melde sig ind. Det viste sig, at hun gerne ville have hjælp til at tjekke sin løn, og at hun efter 12 år i faget afbrudt af tre barsler havde fået overskud og appetit på at deltage i faglige arrangementer og ønskede at udvikle sig fagligt.

Hvordan fulgte du op på samtalen?

Jamen efterfølgende har jeg været opmærksom på, hvilke faglige arrangementer, der er blevet udbudt, som passer til det område, vi arbejder indenfor. Og så har jeg gjort hende opmærksom på arrangementet. Derudover gav løntjekket mig et indblik i, hvor hun lå rent lønmæssigt, og så talte jeg med vores leder om, at hun skal løftes i løn til den kommende lønforhandling. 

Læs også 'Udviklingsredskab: Sådan skaber du tillid med individuelle samtaler'.

Hvad fik du ud af samtalen, som du kan bruge som tillidsrepræsentant?

For mig er 1:1-samtalen et stærkt redskab til at finde ud af, hvem der er på mit hold. Hvem har jeg med mig til at lave udvikling? Til at være sammen i fællesskabet? Hvem kan jeg spille bold op af? Hvad er mine kollegaers behov, og hvordan hjælper jeg dem bedst? Det bliver jeg klogere på, når jeg lærer dem bedre at kende gennem 1:1-samtaler. Og ved at afdække det og inddrage mine kollegaer bliver jeg selv bedre som tillidsrepræsentant.

Hvilke råd har du til tillidsrepræsentanter, der overvejer at bruge 1:1 samtalen?

Det gode ved 1:1 er, at det er nemt at gå til. Man kan bruge materialet fra forbundet og komme i gang på en nem måde. Det kræver egentlig ikke den store forberedelse. Man kan bare se, hvor samtalen fører hen.

  • Kast dig ud i det! 1:1-samtalen er nem at gå til
  • Gør det nemt for dig selv og brug materialet fra forbundet (download her)
  • Giv tid og plads til at se hvor samtalen fører hen
  • Husk, at det ikke gør noget, at man ikke får det hele med første gang. Man kan altid følge op.

SYNLIGE TILLIDSREPRÆSENTANTER

Den 28. september til 11. oktober var Socialpædagogerne en del af en synlighedskampagne målrettet yngre kollegaer på arbejdspladsen, som Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) stod bag.

Her opfordrede forbundet tillidsrepræsentanter til at tage (en ekstra) snak med de yngre kollegaer på arbejdspladsen, så de får endnu mere indblik i, hvad de kan bruge dig deres TR til i hverdagen.

Bliv medlem
Bliv medlem