Sådan reddede Pernille 4 vederlag

-Der er ikke noget at gøre. Vi giver aldrig så mange vederlag.

Sådan lød den kontante melding fra kommunen, da Pernilles to plejebørn nærmede sig deres 18-års fødselsdag.

Børnene var anbragt af en anden kommune, men når de blev myndige og skulle i efterværn, var det den såkaldte opholdskommune – altså den kommune, som Pernille og plejebørnene bor i – der skulle betale. Og de var i første omgang slet ikke indstillede på at give Pernille de vederlag, som hun havde fået hidtil.

–De gjorde det helt klart, at der ikke var noget at forhandle om. Men det var der jo så alligevel, siger Pernille.

En krævende opgave

Hidtil havde Pernille fået 8 vederlag for det ene plejebarn og 9 for det andet – og nu ville kommunen give 6 vederlag for det ene plejebarn og 7 for det andet, og de meldte ud, at vederlagene skulle sættes yderligere ned efter et år.

– 17 vederlag for to plejebørn lyder jo af meget, men det er også en helt unik og meget krævende opgave, siger Pernille.

Af hensyn til plejebørnene vil hun ikke gå i detaljer, men det handler blandt andet om et meget højt sikkerhedsniveau med dødstrusler mod plejebørnene.

– Jeg havde en fornemmelse af, at jeg er pengene værd, men jeg havde i første omgang svært ved at sætte ord på. Man kommer jo let til at lyde meget selvfed, hvis man siger: Nå! Men mit arbejde er altså 17 vederlag værd. Men så ringede jeg til min kreds hos Socialpædagogerne og fik hjælp af en faglig konsulent. Og det gjorde en kæmpe forskel, fortæller Pernille.

Skærpede argumenterne

Den faglige konsulent bad Pernille skrive et brev, hvor hun forklarede kommunen om den helt specielle situation, og hvorfor hun mente, at opgaven med de to plejebørn var 17 vederlag værd. Det handlede blandt andet om at beskrive, hvad det høje sikkerhedsniveau betød i praksis og om at tydeliggøre, at trusselsbilledet ikke ændrede sig, fordi børnene fyldte 18.

– Et af kommunens argumenter var, at de aldrig gav så høje vederlag til en plejefamilie. Hvis barnets udfordringer var så store, ville de i stedet anbringe barnet på institution, men med hjælp fra den faglige konsulent fik jeg forklaret, at mine plejebørn af nogle særlige grunde slet ikke kan anbringes på institution.

Den faglige konsulent spurgte mig også: Er du klar til at miste plejebørnene, hvis kommunen ikke vil betale dig? Og det hjalp mig til at sige: 'Ja! Det er jeg faktisk parat til. Jeg vil have en ordentlig betaling for mit kæmpe arbejde.' Og det kunne jeg så formulere i brevet til kommunen.

Kontakt din kreds

Pernille skrev selv første udkast af brevet, som den faglige konsulent læste og hjalp med at skærpe.

Og da hun sendte brevet til kommunen, endte de med at give hende ret: Den særlige opgave var faktisk i alt 17 vederlag værd.

– Jeg ved godt, at min opgave er meget speciel – og at jeg får et særligt højt vederlag. Men jeg vil helt klart anbefale andre plejefamilier at bruge Socialpædagogerne som sparringspartner, når der skal forhandles vederlag. Det handler om at få de gode argumenter.

Og om at sætte ord på, hvad det er en for opgave, vi udfører. Og hvad den kræver, siger Pernille.

Hvis du selv står i vederlagsforhandlinger, kan du altid søge hjælp hos din kreds.

Pernille hedder noget andet i virkeligheden. For at sikre hendes anonymitet, nævner vi ikke kredsens navn.