Gå til indhold

Kongres 2020

Kvalitet og faglighed er min røde tråd

– Jeg vil kæmpe hårdt for rammerne for den faglighed, der hver eneste dag skaber livskvalitet for samfundets allermest udsatte – og for det arbejdsmiljø, der er en forudsætning for det, siger forbundsformand Benny Andersen som optakt til årets kongres

27. oktober 2020

Artikel
C60I8919edit.jpg

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Kasper Løftgaard

Der er ét ord, som er nærmest umulig at komme udenom, når man beder Socialpædagogernes forbundsformand om at give en her og nu status knap to år efter seneste kongres.

Corona.

For corona er forklaringen på, at kongressen i år afholdes digitalt over en enkelt dag 11. november. Og corona er skyld i, at en stor del af de arrangementer og aktiviteter, som ellers skulle have givet Benny Andersen muligheden for at møde og gå i dialog med medlemmerne, enten helt er aflyst – eller rykket til cyberspace.

Men corona er også det element, der mere end nogensinde før har slået fast, at socialpædagoger er livsnødvendige, når en uventet virus pludselig vender op og ned på alt.

Corona har været en slags forstørrelsesglas på al den faglighed, der er derude.

Benny Andersen, forbundsformand Socialpædagogerne

– Skulle jeg nogensinde have været det mindste i tvivl om den rolle, socialpædagoger spiller i det danske samfund, ja, så er det med corona blevet slået fast igen og igen, at vi er uundværlige. Corona har været en slags forstørrelsesglas på al den faglighed, der er derude. Og jeg er så pavestolt over at stå i spidsen for en faggruppe, der dybt professionelt og med stort gåpåmod og kreativitet har formået at skabe en hverdag med indhold for samfundets mest udsatte i en tid, hvor intet er, som det plejer, siger Benny Andersen og tilføjer:

– Og ikke nok med, at vores medlemmer har været fantastiske socialpædagoger i en svær tid. De har også i høj grad formået at holde smitten væk fra arbejdspladserne, fra dem selv og fra de mennesker, vi arbejder med. Det gør mig så stolt.

Lang liste af initiativer
Mens meget lige nu handler om at holde afstand, var budskabet nærmest det modsatte, da Benny Andersen og Socialpædagogerne for to år siden varmede op til kongressen. Med projektet ’Vi er Socialpædagogerne’ skulle afstanden mellem fagforbund og medlemmer mindskes – det handlede om synlighed, tilstedeværelse og det personlige møde ansigt til ansigt.

– Det handler i bund og grund om at skabe følelsen af at være en del af vi’et. Om, at vi som forbund er der, hvor medlemmerne er – og om at lukke medlemmerne ind i maskinrummet, hvor de også kan være med til at forme os som forbund, siger Benny Andersen.

Blandt de helt konkrete tiltag, der blev skudt i gang med ’Vi er Socialpædagogerne’, er bl.a. det digitale medlemspanel ’Medlemspulsen’, hvor et panel af medlemmer svarer på spørgsmål om faglighed og arbejdsforhold – svar, som skal bruges til at gøre forbundet mere nærværende og relevant over for medlemmerne.

Et andet tiltag er læringsdagen #stoltsocialpædagog, hvor medlemmer arbejder med at styrke deres gennemslagskraft som fagpersoner – og med Initiativ­puljen, hvor man som medlem kan søge om støtte til faglige eller sociale initiativer.

– Og det er jo helt vildt, hvad vores medlemmer har fundet på af aktiviteter rundt om i hele landet. Initiativpuljen er brugt rub og stub, og vi har en liste så lang af vidt forskellige arrangementer, som alle sammen er udtænkt og gennemført af medlemmer. Samtidig har vores ti kredse også været superdygtige til at søsætte lokale initiativer, der gør Socialpædagogerne til et endnu mere attraktivt fællesskab for medlemmerne.

Essensen af arbejdsglæde
Et af de arrangementer, Benny Andersen selv deltog i, foregik i Nykøbing Sjælland, hvor et medlem havde fået støtte fra Initiativpuljen til at afholde en aften under temaet arbejdsglæde.

– Den aften var der en af de fremmødte socialpædagoger, der sagde noget, der virkelig brændte sig fast hos mig. ’Jeg glæder mig sådan, til det snart bliver mandag igen, for så kan jeg komme på arbejde,’ sagde hun. Sådan en kommentar er for mig essensen af arbejdsglæde, smiler han og skynder sig at påpege, at succesen ved ’Vi er Socialpædagogerne’ ikke kun skal måles i antallet af konkrete initiativer og projekter.

– Kernen i hele medlemsprojektet er jo den måde, vi skal være fagforening på. Nu og fremover. Det er en måde at tænke på, som vi skal udvikle hele tiden, hvor alle – forbundskontor, kredse og medlemmer ude på arbejdspladserne – tænker i ’vi’. At vi ser på Socialpædagogerne som et forbund, vi udvikler sammen. Det mindset er jo noget, vi hele tiden skal arbejde med,
lyder det fra forbundsformanden.

Socialpædagogik i verdensklasse
Det er ikke nogen let opgave for Benny Andersen at koge to års oplevelser ned til få udvalgte punktnedslag. Men én ting, der altid fylder meget i formandskalenderen, er arbejdspladsbesøgene. Og dem har der trods corona også været mange af siden november ’18.

– Med fare for, at det lyder lidt fortærsket, så er det på mine arbejdspladsbesøg, jeg møder den der stærke socialpædagogiske stolthed, som er så ubeskrivelig.
Hvad end det er aktivitetstilbud eller væresteder, døgninstitutioner eller opholdssteder, jeg besøger, så er det altid følelsen af stolthed, jeg har med mig hjem. Stolthed over at møde så mange socialpædagoger, som med hjerne og hjerte gør en forskel for samfundets mest udsatte – og stolthed over, at vi er en faggruppe, der altid er på borgerens side, siger han.

Mange af besøgene tager forbundsformanden da også med sig videre i det videre politiske arbejde.

– Mit møde med medlemmerne og de mange konkrete eksempler på, hvordan socialpædagoger med deres faglighed løfter udsatte menneskers liv, dem bruger jeg til så at sige at oversætte socialpædagogik. Fx når jeg skal forklare over for socialministeren eller KL, hvorfor lige præcis socialpædagoger er så vigtige, siger Benny Andersen.

Pas på balancen ikke tipper
Men mødet med medlemmerne og de rammer, socialpædagoger arbejder under i dag, er samtidig noget af det, der kalder på bekymring, siger Benny Andersen. Han taler om en balance, der er faretruende tæt på at tippe.

– Vi er ikke der endnu, hvor vi ikke smiler, når vi går på arbejde – og hvor vi ikke smiler, når vi går hjem. Men jeg møder flere og flere medlemmer, som oplever, at de er presset på både faglighed, på ressourcer og på arbejdsmiljøet. Og den udvikling bekymrer mig. Et godt arbejdsmiljø og ordentlige rammer og vilkår er jo altgørende for, om du har mulighed for at være den fagperson, du gerne vil være. Den balance må aldrig tippe.

Netop derfor er kvalitet da også den altoverskyggende overskrift på den socialpolitiske dagsorden, mener forbundsformanden.

– En af de allervigtigste opgaver for os som forbund den kommende tid er at sikre mulighederne for, at vores medlemmer kan være de bedste socialpædagoger. Det gør vi ved at få politikere og arbejdsgivere til at erkende, at kvalitet på det specialiserede område, ja, det koster noget. Det gør vi ved at stille krav til både personalets sammensætning og uddannelse. For uden de rette faglige kompetencer og de nødvendige socialpædagogiske hænder kan vi ikke sikre værdighed i udsatte menneskers liv.

Kongres 2020

Socialpædagogerne holder virtuel kongres onsdag den 11. november 2020

Find nyheder om kongressen her

Tre solide fingeraftryk

Hvor har Socialpædagogerne i den indeværende kongresperiode sat sine aftryk og haft indflydelse? Forbundsformand Benny Andersen kommer med tre konkrete eksempler:

1 ’Stop for profit på udsatte,’ lød det fra talerstolen på kongressen i 2018, hvor Benny Andersen talte sig varm med budskabet om, at ingen skal kunne tjene penge på udsatte. I disse dage diskuteres det på Christiansborg, hvordan man skal sætte en stopper for profit.

– Den model, regeringen forhandler ud fra, ligner fuldstændig det oplæg, vi annoncerede på kongressen for to år siden. Så der er blevet lyttet til os. Nu handler det så bare om at holde fast i, at det ikke bliver en kamp mellem privat kontra offentlig – men om at sikre et velfærdssamfund, hvor man ikke kan score kassen på udsatte mennesker, siger Benny Andersen.

2 Psykisk arbejdsmiljø har for nylig fået sin egen bekendtgørelse – og at vi er nået dertil, skyldes i høj grad en vedvarende indsats fra Socialpædagogerne, mener forbundsformanden:

– Vi kan sammen med fagbevægelsen godt tage æren for, at psykisk arbejdsmiljø i den grad er kommet på dagsordenen og nu sidestilles med det fysiske arbejdsmiljø. Det er godt solidt fagforeningsarbejde, og det er noget, vi skal være rigtig stolte af. For det betyder noget for vores medlemmers arbejdsliv og hverdag, at det nu står helt klart, hvordan man skal forebygge fx vold og trusler eller for stor arbejdsmængde.

3 Socialpolitisk topmøde har ad to omgang været med til at sætte den socialpolitiske dagsorden, mener Benny Andersen:

– Den første gang – på Arbejdermuseet i september sidste år – samlede vi alle relevante parter inden for det socialpolitiske felt og lancerede vores eget socialpolitiske udspil. Det udspil har medvirket til, at vi i dag diskuterer specialeplan, større specialisering på uddannelsen og et stop for profit på udsatte. I år lancerede vi på et virtuelt socialpolitisk topmøde både et stort kvalitetsoplæg samt et anbringelsesudspil, som nu er med til at kvalificere det politiske arbejde med at sikre bedre anbringelser. Begge topmøder har vist, at vi i den grad kan være med til at sætte den politiske dagsorden. Vi bidrager med faglige indspark, der giver mere konkrete diskussioner og forhandlinger – og mindre sniksnak. Mit mål er derfor, at vi også fremover kan sparke det socialpolitiske efterår i gang med vores eget topmøde – som en pendant til det, som Sorømødet er på uddannelsesområdet (en fast tradition, der blev indstiftet i 1983 af daværende undervisningsminister Bertel Haarder, red.).

OK21 udfordrer
Med kvalitetsdagsordenen har Socialpædagogerne sat det lange lys på. Men på den korte bane er der to andre store begivenheder, der fylder på formandsbordet. De kommende overenskomstforhandlinger – og en rund fødselsdag.

– For at tage en af de store udfordringer først, så venter OK21-forhandlingerne lige om hjørnet. Og selvom vi selvfølgelig vil gøre alt, hvad vi kan for at lande et godt resultat, der ikke mindst sikrer en fornuftig lønudvikling, så må vi også anerkende, at der lige nu ikke er udsigt til de helt store gaver.

For der er det igen, det lille ord. Corona.

– Vi står midt i en tid med mange ubekendte og et samfund, hvor virksomheder lukker, hvor arbejdsløsheden stiger, og hvor lønudviklingen er gået i stå. Derfor ville jeg da også helst have udskudt forhandlingerne. Men når det er sagt, så er vi klar – og vi vil selvfølgelig kæmpe for de bedst mulige resultater for medlemmerne, siger Benny Andersen.

Lad os fejre fagligheden
Noget mere optimistisk er han omkring den kommende runde fødselsdag.

– Ved årsskiftet kan Socialpædagogerne fejre 40-års fødselsdag. 40 år, hvor vi har arbejdet ud fra en fast tro på, at forruden er større end bakspejlet. For vi vil noget med vores fag. Vi vil skabe de gode løsninger. Vi insisterer på at udvikle. Så når vi om kort tid hejser fødselsdagsflaget, så skal vi i den grad fejre socialpædagogernes faglighed.

– Men, tilføjer Benny Andersen: – Vi skal også markere, at den socialpædagogiske faglighed er stærkt udfordret.

– Vi skal jo gerne også efter de første 40 år kunne insistere på, at vi er dem, der finder løsninger. Politisk og ude på arbejdspladserne. Vi er jo dem, der i sidste ende giver sårbare mennesker livsmuligheder – og for at lykkes med det skal vores faglighed prioriteres endnu højere, end det sker i dag. Og det er jeg klar til at kæmpe for.

Vi er jo dem, der i sidste ende giver sårbare mennesker livsmuligheder – og for at lykkes med det skal vores faglighed prioriteres endnu højere, end det sker i dag.

Benny Andersen, forbundsformand Socialpædagogerne
Bliv medlem
Bliv medlem