Gå til indhold

Arbejdsmiljø

Endnu en kommune lønner AMR'er

Efter længere tids forhandling vælger Herlev Kommune nu at aflønne AMR’er for deres tillidshverv. Selvom beløbet er beskedent, er aflønningen udtryk for en vigtig anerkendelse, mener flere

10. oktober 2019

Artikel
AMR-løn-2.jpg

Forfatter: Jakob Ravn Fjordbo

Foto: Colourbox

Fire af Socialpædagogernes arbejdsmiljørepræsentanter i Herlev kommune kan nu glæde sig over, at de sammen med resten af kommunens AMR’er får en løn for deres tillidshverv. 

Kommunen har nemlig indgået en forhåndsaftale i hovedMED-udvalget om at aflønne AMR’er med et tillæg på 5.000 kr. årligt. Det skriver A4 Arbejdsmiljø.

Selvom beløbet er småt, sender beslutningen et vigtigt signal om anerkendelsen af tillidshvervet, siger kommunaldirektør Jesper Zwisler til mediet:

– I HovedMED-udvalget er vi enige om, at et godt arbejdsmiljø er afgørende for, at vi kan levere en god opgavevaretagelse for borgerne. Derfor har vi en fælles ambition om at prioritere det her område. Vi har også en kommunalbestyrelse, der har sendt et meget klart signal om, at vi skal prioritere arbejdsmiljøet.

Ligeværdighed med TR’erne
Generelt ligger lønspørgsmålet mange arbejdsmiljørepræsentanter på sinde, lyder det fra Niels Munch Kofoed, seniorkonsulent i Fagbevægelsens Interne Uddannelser, da de ofte sammenligner deres vilkår med tillidsrepræsentanters. 

– Det handler om anseelse og ligeværd mellem tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Nogle AMR’er har svært ved at forstå, hvorfor de ikke også skal aflønnes, når tillidsrepræsentanter bliver det. Det er som regel ikke pengene, der betyder noget, da de betragter beløbsstørrelsen som symbolsk. Men det handler om anerkendelse, siger han til A4 Arbejdsmiljø.

Ifølge en kortlægning af Arbejdsmiljørepræsentanternes vilkår fra LO fik knap ni ud af 10 af Socialpædagogernes AMR’er et løn- eller funktionstillæg for deres tillidshverv i 2018. 

Bliv medlem
Bliv medlem