ok 2018
Så er der ekstra penge på lønkontoen
Et stort flertal stemte ’ja’ til overenskomsterne på det offentlige område. Derfor er der nu ekstra lønkroner på vej. Med junilønnen får offentligt ansatte nemlig efterbetalt lønstigninger tilbage fra 1. april. Se, hvad det betyder for dig
27. juni 2018
Forfatter: Lea Holtze
Når du som offentligt ansat modtager din næste lønseddel, vil du kunne se, at der er gået flere penge ind på lønkontoen, end der plejer. Det skyldes, at du som offentligt ansat får efterbetalt de overenskomstsikrede lønstigninger, der blev stemt hjem ved urafstemningen i begyndelsen af juni.
Alt i alt drejer det sig om tre måneders lønstigninger – fra 1. april i år. Den gennemsnitlige lønstigning per måned er på mellem ca. 300 og 360 kroner. Så afhængigt af, om man er offentligt ansat på det kommunale eller regionale område, og om man er socialpædagog eller pædagogmedhjælper, er der nu mellem ca. 900 og 1100 kroner på vej.
Se her, hvor mange ekstra penge de nye overenskomster udløser for en offentligt ansat med en gennemsnitlig løn inden for dit område:
Ansatte i kommuner og regioner
Nettoløn i kr. per måned |
Samlet efterbetaling i kr. til og med juni (inkl. pension) |
Lønstigning i kr. per måned (inkl. pension) |
|
Socialpædagog | 29.000 | 1.091 | 364 |
Pædagog- medhjælper |
24.000 | 895 | 298 |
Beregningerne er gennemsnitlige og for fuldtidsansatte medarbejdere. Hvis du er på deltid, er lønstigningen tilsvarende mindre.
Lønstigningerne i de nye overenskomster inden for det offentlige falder over seks omgange. Din næste lønstigning kommer per 1. oktober. Er du offentligt ansat inden for det kommunale område, vil den stigning lyde på 1,16 pct. Ansatte på det regionale område vil næste gang få en lønstigning på 0,93 pct.