OK 2018
Det bedste resultat i ti år - eller konflikt
Et møde for 100 tillidsrepræsentanter i Østjylland skulle have handlet om TR’s roller og opgaver – men OK-forhandlingerne kom naturligt til at fylde en god del af programmet. Benny Andersen gav sin vurdering af, hvordan situationen ser ud lige nu
11. april 2018
Forfatter: Kit Lindhardt
Foto: Socialpædagogerne
– Jeg kan love jer – og det er sjældent, at vi forhandlere tør det – men jeg kan love jer, at enten får vi og I den bedste overenskomst lønmæssigt siden 2008. Eller også bliver der konflikt.
Sådan lød det fra forbundsformand Benny Andersen til et todages arrangement tidligere på ugen for ca. 100 tillidsrepræsentanter fra hele Kreds Østjylland. Formanden var inviteret til ’TR-døgnet’ i Horsens for at give en status på organisationen lige nu – og i den forbindelse var forhandlingerne svære at komme udenom.
– Det her skulle jo have været et sprudlende og visionært oplæg om, hvor vi er på vej hen, om Socialpædagogerne i fremtiden osv. Men det ville være mærkeligt at mødes med 100 gæve tillidsrepræsentanter uden at forholde sig til den situation, vi står i lige nu, sagde Benny Andersen og bemærkede med et stort smil, at mange af tillidsrepræsentanterne bar T-shirts med sloganet ’En løsning for alle’.
Det store og ellers grå mødelokale var pyntet med de hjerteformede ’En løsning for alle’-skilte, som hurtigt er blevet kendetegnende for Socialpædagogerne i opløbet til konflikten.
Tre mulige scenarier i ’forligsen’
Onsdag den 11. april er der indkaldt til nye forhandlinger i Forligsinstitutionen mellem parterne i både kommuner og regioner – men endnu ikke i staten.
– Forligskvindens job er at finde et forlig eller en mæglingsskitse. Noget tyder på, at hun vurderer, at vi er tættest på hinanden på det kommunale område, og derfor indkalder hun os først, sagde Benny Andersen.
Jeg kommer ikke tilbage til jer og siger, at jeg lovede for meget. Det bliver de bedste lønninger siden 2008, hvis vi laver en aftale
Ifølge forbundsformanden kan det gå tre veje i forligsinstitutionen i denne uge.
– Det første scenarie er, at vi får løst tingene. Det vil betyde, at vi får de største lønstigninger i 10 år. Det er det, vi kæmper for. Det er det, vi sender jer og jeres kolleger i strejke for. Vi vil ikke acceptere kriseoverenskomster og være mådeholdne, som vi har været i de seneste tre overenskomster, for der er opsving i samfundet, og det skal offentligt ansatte også have del i.
– Så jeg kommer ikke tilbage til jer og siger, at jeg lovede for meget. Det bliver de bedste lønninger siden 2008, hvis vi laver en aftale, sagde han og modtog et bifald fra salen.
Hvis forligskvinden finder frem til en mæglingsskitse, som begge parter er tilfredse med, bliver den sendt til urafstemning hos fagforeningernes medlemmer.
– Det andet scenarie er, at vi ikke bliver enige – at forligskvinden må konstatere, at vi er for langt fra hinanden, og derfor må hun erklære sammenbrud, sagde Benny Andersen.
Hvis forligskvinden afbryder den 14-dages udsættelse af konflikten, fordi parterne ikke kan nå til enighed, så vil konflikten træde i kraft på femtedagen derefter.
– Det kan også være, at hun vælger at udsætte konflikten med yderligere 14 dage. Det er det tredje scenarie. Jeg tror ikke, at 14 dage mere vil kunne rykke ved ret meget. Men det er alene forligskvindens afgørelse, sagde Benny Andersen.
TR’erne er de vigtigste
Hvis det ender med konflikt – ja, så er tillidsrepræsentanterne de allervigtigste, understregede Benny Andernsen.
– Det er jer, der kommer til at møde de svære ting. Kolleger, der synes, det er svært. Borgere, der føler sig klemt. Der kan opstå interne konflikter i personalegruppen. Det er jer, der er altafgørende for, at den konflikt kan lykkes. Men I skal huske, at vi går sammen ind i den her konflikt, og vi går samlet ud igen.
Afslutningsvis sagde Benny Andersen tak for al den opbakning, styrke og gejst, som alle de socialpædagogiske tillidsrepræsentanter har vist i løbet af de seneste uger.
– Kommer det der til, hvor vi må sige, at nu går den ikke længere, nu skal vi i konflikt – så er det fantastisk at vide, at jeg har jeres opbakning, og at I er så enormt engagerede. Det er det, der skal til i sidste ende. Så tusind tak for det alle sammen.
TR-døgnet i Horsens varede fra mandag til tirsdag og var fyldt med faglige indslag om, hvordan man prioriterer sin tid som tillidsrepræsentant, hvordan man laver en forventningsafstemning om TR-rollen med sine kolleger, og hvordan samarbejdet med kredsen blive givtigt for begge parter. I de næste nyhedsbreve vil I andre også få del i de gode råd.