ok 2018
Fakta: Lockout annullerer ikke strejke
Arbejdsgiverne vil sende 450.000 offentligt ansatte hjem uden løn. Store dele af de socialpædagogiske arbejdsområder går fri af lockoutvarslet. Hvis du er udtaget til strejke og ikke rammes af lockout, skal du stadig nedlægge arbejdet under konflikt
8. marts 2018
Forfatter: Lea Holtze
Arbejdsgiverne har varslet lockout mod over halvdelen af de offentligt ansatte i stat, regioner og kommuner. Hvad betyder det for dig?
Lockout annullerer ikke strejkevarsel
Det betyder, at de socialpædagoger, der er udtaget til strejke, fortsat skal nedlægge arbejdet, hvis en konflikt bryder ud.
Præcist hvor store dele af det socialpædagogiske område, der går fri af KL's lockoutvarsel, vides endnu ikke. KL's udmelding er, at lockoutvarslet ikke vil ramme ældreområdet, mennesker med handicap, herberg og lignende tilbud til socialt udsatte, hvilket vil sige store dele af det socialpædagogiske arbejdsområde.
Socialpædagogerne har været i kontakt med KL for at få de endelige lister over mulige lockoutramte arbejdspladser udleveret, men KL afviser at have dem klar endnu. Socialpædagogerne videreformidler dem til medlemmerne, så snart det er muligt.
Forhold under en lockout
Nogle af Socialpædagogernes medlemmer vil dog blive ramt af arbejdsgivernes lockout. Fx socialpædagogernes lærergrupper på SOSU-skolerne. En lockout betyder, at arbejdsgiverne nægter de ansatte at arbejde.
Tirsdag mødes hovedbestyrelsen for at træffe beslutninger vedrørende økonomisk støtte til medlemmer, der rammes af lockout.
Når man modtager konfliktstøtte fra forbundet under en lockout, er man teknisk set i et ansættelsesforhold under forbundet. Derfor har man samme mødepligt til forbundets konfliktarrangementer og møder.
Find svar på spørgsmål omkring konfliktsituationen på: www.sl.dk/konflikt eller ring til Socialpædagogernes konflikt-hotline på 72 48 60 80.
Følg med i OK-situationen på www.sl.dk/ok2018 og på formand Benny Andersens facebookside