Gå til indhold

Nominerede til Socialpædagogernes Pris

Læs om de 28 nominerede, du kan stemme på, og find din favorit. Ved du allerede, hvem du vil stemme på?

Gå direkte til afstemningen

Mød de nominerede til Socialpædagogernes Pris 2026

Annitta Baun

Annitta Baun

Arbejdsplads: Bofællesskabet Frederikshavn, Gl. Skagensvej

Hvorfor fortjener Annitta prisen?
Annitta gør en markant forskel for den socialpædagogiske faglighed gennem en systematisk tilgang, tydelig opfølgning og vedvarende fokus på kvalitet i praksis. Med nærværende sparring og kvalificeret vejledning skaber hun et læringsmiljø, hvor refleksion, udvikling og faglig nysgerrighed er en naturlig del af hverdagen. Hendes struktur og evne til at følge faglige indsatser til dørs styrker medarbejdernes kompetencer og understøtter en fælles høj faglig standard. Det kommer i sidste ende borgerne til gavn gennem en mere kvalificeret og målrettet indsats.

Hvordan gør Annitta en forskel?
Annitta ønskede uddannelsen som Marte Meo terapeut. Med uddannelsen har hun fået et endnu skarpere blik for de handlinger og samspil, der gør en reel forskel i mødet med borgerne. Den viden omsætter hun aktivt i den daglige praksis gennem sparring og refleksion med medarbejderne. Det har øget deres bevidsthed om egne handlinger og relationer til borgerne.

Igennem Annittas arbejde med systematik, formår hun at rette fokus på, hvad den enkelte medarbejder har brug for. Annitta "skyder ikke med spredehagl", men understøtter den enkelte medarbejder i lige præcis det, som denne har brug for. F.eks. delmålsudfyldelse og opfølgning kræver individuel støtte til medarbejderne.

Annitta skaber et trygt arbejdsmiljø ved at være nærværende, tydelig og støttende. Hun sikrer, at medarbejdere er godt klædt på til nye opgaver og projekter. I et demensprojekt med UCN skabte hun de nødvendige rammer, overblik og struktur, samtidig med at medarbejderne fik plads til at udvikle sig, tage ansvar og lykkes.

Hvad gør Annitta særlig?
"Man kan regne med hende" - hun svigter ikke, når man har en aftale med hende, givet hende en opgave, osv. Det betyder noget for både mig som leder, medarbejderne, borgerne, pårørende, m.fl.

Annitta bidrager med sin viden på tværs af vores af center og jeg er blevet fortalt fra en kollega: "Vi sagde til medarbejderne på vores tilbud, at det var Annittas forslag - og så var alle med på den."

Indstillet af: Linda Høegh Jokumsen

Gå til afstemningen og stem på Annitta Baun

Bostedet Lupinvej, Nykøbing Mors

Bostedet Lupinvej, Nykøbing Mors

Arbejdsplads: Bostedet Lupinvej, Nykøbing Mors

Hvorfor fortjener Bostedet Lupinvej prisen?
På Lupinvej gør hver eneste ansatte en kæmpe indsats for de beboere, som bor der. Det er lige fra ledelse, socialpædagoger, sosu, sygeplejerske, ergo, rengøring og flexjobber. Alle bidrager til at beboerne har en hverdag med glæde, tryghed og livsduelighed.

Hvordan gør Bostedet Lupinvej en forskel?
Gennem socialpædagogisk arbejde med KRAP hvor vi ser, anerkender og udvikler sammen med den enkelte borger hver eneste dag. Vi ser, hvordan vi skaber stjernestunder og livsglæde ved at arbejde med vores faglighed og styrke vores indsats.

Som arbejdsplads er der tillid og plads til forskellighed. Der er rummelighed, smil og glæde. Vi har plads til nysgerrighed og vidensdeling, og så er vi der altid for hinanden. Vi har et meget trygt og sundt arbejdsmiljø, som i høj grad smitter af, og det kan mærkes både blandt personale og beboere at trivslen er rigtig god.

Hvad gør Bostedet Lupinvej særlig?
Det helt særlige ved min arbejdsplads er, hvor godt arbejdsmiljøet er, og hvordan vi har en leder, der hele tiden er motiveret for, at vi skal være fagligt dygtigere og udvikle os, og giver plads og muligheder til det. At vi hele tiden er i en bevægelse for at gøre vores arbejdsplads og bostedet til det bedste! 

Det er lige præcis det, der gør os til noget helt særligt.

Indstillet af: Gitte Kær

Gå til afstemningen og stem på Bostedet Lupinvej Nykøbing Mors

Britta Karin Tagesen

Britta Karin Tagesen

Arbejdsplads: Ehlershjemmets Børnehus

Hvorfor fortjener Britta prisen?
Jeg indstiller min kollega, fordi hun gennem mange år har været en helt særlig og trofast del af vores børnehus. Næste år kan hun fejre 30-års jubilæum, og jeg har selv arbejdet sammen med hende i 20 år. Hun er en rolig, stabil og tydelig voksen, som børnene kan regne med. Hun er nærværende både i gruppen og med det enkelte barn, og møder børnene med respekt og et stort hjerte. Hun siger sin mening, tager ansvar og går ind i sine opgaver med stor grundighed. Samtidig er hun en vigtig kulturbærer, som bidrager til kontinuitet og tryghed i huset.

Hvordan gør Britta  en forskel?
Britta er fantastisk til at lege med børnene. Hun sætter sig ned og går oprigtigt ind i deres univers, særligt gennem rollespil. Hun viser gennem sig selv, hvordan man kan lege sammen, udvikle legen og give plads til hinanden. Hun fortæller ikke bare børnene, hvordan man leger – hun viser dem det. På den måde skaber hun både relation, fællesskab og læring.

Kort før jul blev et barn anbragt i børnehuset. Hans første jul hos os skulle han være det eneste barn. Min kollega tog opgaven på sig og sad alene med ham juleaften. Hun sørgede for middag, pakkespil og dans om juletræet og viste ham, hvordan man holder jul sammen. Hun skabte en tryg og betydningsfuld juleaften for et barn, der havde brug for netop det.

Når hun får en opgave, går hun ind i den med 110 procent. Hun behøver ikke kunne alt på forhånd. Hvis hun mangler viden, søger hun den, spørger og tilegner sig de nødvendige kompetencer. Hun tager dermed ikke kun ansvar for selve opgaven, men også for at kunne løse den bedst muligt. Når hun siger ja, ved man, at hun gør sig umage og følger opgaven til dørs.

Hvad gør Britta særlig?
Hun er stabil, rolig, tydelig, nærværende, ansvarlig, tillidsfuld og en vigtig kulturbærer. Hun er den voksne, børnene kan regne med, og kollegaen, man kan stole på. Hun behøver ikke fylde meget for at gøre en stor forskel. Gennem næsten 30 år har hun sat sit aftryk gennem nærvær, ansvar og utallige små handlinger. Hun er ikke bare en del af huset – hun er en del af det, huset bygger på.

Indstillet af: Britta Højmark

Gå til afstemningen og stem på Britta Karin Tagesen

Helhedsplejen Fanø og Fanø Plejecenter

Helhedsplejen Fanø og Fanø Plejecenter

Arbejdsplads: Helhedsplejen Fanø og Fanø Plejecenter

Hvorfor fortjener Helhedsplejen Fanø og Fanø Plejecenter prisen?
Jeg indstiller både socialpædagoger og ledelse ved Fanø kommune under rehab og omsorg. Lederne for at være foregangsmænd ift. at inddrage socialpædagoger i støtten og omsorgen for mennesker med demens, og socialpædagogerne for at yde netop denne støtte og være med til at vise, hvad den socialpædagogiske faglighed kan bidrage med i ældreomsorgen.

Hvordan gør Helhedsplejen Fanø og Fanø Plejecenter en forskel? 
Fanø kommune er en af de få kommuner, der er begyndt at ansætte socialpædagoger i ældreomsorgen, og har gjort det gennem flere år. De anerkender og ser en stor værdi i det socialpædagogiske arbejde på området.

Den socialpædagogiske indsats har bidraget med et helhedsorienteret perspektiv på borgeren, som taler direkte ind i ambitionerne for demenshandlingsplanen og ældreloven.

Socialpædagogerne bidrager dagligt til det tværprofessionelle samarbejde, med vigtig viden om relationsdannelse, tilgang og adfærd. Derudover står de stærkt i deres faglighed på trods af, at de er en minoritetsgruppe i ældreomsorgen. Det kræver mod og en stærk faglig ballast.

Hvad gør Helhedsplejen Fanø og Fanø Plejecenter særlig?
Som sagt: Fanø kommune og deres ledere er foregangsmænd ift. at se og udbrede den socialpædagogiske faglighed i ældreomsorgen. 

Socialpædagogerne er særlige, idet de tør arbejde inden for et helt nyt område, hvor socialpædagoger er få, og de har derfor et stort ansvar for at formidle og styrke den pædagogiske indsats. Til glæde for både organisationen, borgere og pårørende.

Indstillet af: Julie Andersen

Gå til afstemningen og stem på Helhedsplejen Fanø og Fanø Plejecenter

Helle Gertz

Helle Gertz

Arbejdsplads: Bofællesskabet Ullerupdalvej

Hvorfor fortjener Helle prisen?
Helle fortjener at vinde denne pris, da hun er en erfaren socialpædagog med hjertet på det rette sted. Helle er villig til at gøre hvad som helst for de borgere og kollegaer, hun arbejder sammen med hver eneste dag. Helle går altid dén ekstra mil, som gør, at hverdagen bliver lidt federe for de borgere, hun arbejder med. Ikke nok med det, så er Helle samtidig både TR og FTR, og er en kæmpe støtte for alle dem, som måtte få brug for hendes hjælp.

Hvordan gør Helle en forskel?
Helle er årligt med på tur til Slette Strand med borgerne, og rykker gerne sin egen ferie, så hun kan deltage. Det betyder, at borgerne kommer afsted og fik en helt igennem fantastisk tur.

Helle arrangerer sommerfest for borgerne på Ullerupdalvej. Helle tager sin mand med, så han kan grille. Både Helle, hendes mand, kollegaer og borgerne har en kæmpe fest imens.

Helle er super stærk fagligt. Helle er praktikvejleder og guider og støtter hver eneste dag de studerende på arbejdspladsen igennem dagen. Helle er god til at lytte og være anerkendende, samtidig med, at hun formår at udfordre og udvikle de studerende. Det betyder konkret, at vi får endnu flere dygtige socialpædagoger, fordi de har haft Helle som vejleder.

Hvad gør Helle særlig?
Helle er særlig, fordi hun kan det hele. Helle kan være rummelig, sød, omsorgsfuld, men samtidig bestemt, hvis der er brug for det. 

Helle er ikke "bare" socialpædagog. Helle er socialpædagog helt ind i hjertet. Og ikke nok med det, så jonglerer hun praktikvejleder, TR og FTR oveni - helt uden, at man kan mærke det på hende. Helle er bare noget særligt.

Indstillet af: Malene Find

Gå til afstemningen og stem på Helle Gertz

Jeanette Rauff Hansen

Jeanette Rauff Hansen

Arbejdsplads: Puls, Herning Kommune

Hvorfor fortjener Jeanette prisen?
Jeanette er hjertevarm, rummelig og besidder et overskud, man sjældent møder. Uanset om man er borger, pårørende eller kollega, mærker man, at Jeanette ser det menneske, hun står overfor. Hun har en imponerende faglighed og mange års erfaring, som hun generøst deler ud af, samtidig med at hun altid er nysgerrig og villig til at reflektere og se tingene fra nye perspektiver. Hun formår at se mennesket bag adfærden og har, også som udviklingskonsulent, pulsen på den socialpædagogiske kerneopgave. Jeanette er den slags socialpædagog, man selv ville ønske at møde, hvis man havde brug for støtte, og den slags socialpædagog, man som fagperson håber på selv at blive.

Hvordan gør Jeanette en forskel?
I en kompleks borgersag lykkedes Jeanette med noget, der gennem flere år havde været svært for andre. Med ydmyghed, åbenhed og oprigtig nysgerrighed fik hun skabt en tillidsfuld relation til en borger, som ellers havde stået langt fra eget hverdagsliv og samarbejdet omkring sig selv. Hun valgte at gå ud over sin vanlige rolle som udviklingskonsulent og møder fortsat borgeren fast. Det er Jeanette.

Jeg har selv haft mulighed for at observere Jeanette som supervisor. Hun har et naturligt nærvær og en særlig evne til at skabe et rum, hvor medarbejderne tør undersøge egen praksis. Hun giver ikke svarene, men bringer forskellige perspektiver i spil og stiller spørgsmål, der åbner for nye forståelser. På den måde styrker hun både den enkelte medarbejder og den socialpædagogiske faglighed.

Da jeg gik fra arbejdet på et bosted til en ny rolle som udviklingskonsulent, tog Jeanette mig helt naturligt under sine vinger. Uden at det var hendes ansvar, gik hun ved min side, delte sin erfaring og huskede de opgaver, jeg stod foran. Hun skrev held og lykke inden og fulgte op bagefter. Og sådan er hun ikke kun over for mig. Hun ser sine kolleger, følger med og er der altid med omsorg.

Hvad gør Jeanette særlig?
Selv når kalenderen er fyldt, og presset er stort, mister Jeanette aldrig blikket for hverken mennesker eller faglighed. Hun husker dem omkring sig, og kvaliteten i hendes arbejde falder aldrig. Når vi andre kan blive grebet af travlheden, formår hun at skabe ro, samle os og facilitere den faglige refleksion, der er brug for. Hun insisterer på, at vi stopper op, undersøger og kvalificerer vores arbejde.

Indstillet af: Frederikke Henriksen

Gå til afstemningen og stem på Jeanette Rauff Hansen

 Jette Andrea Pedersen

Jette Andrea Pedersen

Arbejdsplads: Bakkehuset i Rødding

Hvorfor fortjener Jette prisen?
Jette fortjener Socialpædagogernes Pris, fordi hun hver dag gør en forskel for både borgere og kolleger. Hun er fagligt stærk, struktureret og tager ansvar, samtidig med at hun skaber glæde og fællesskab i hverdagen. De seneste år, hvor Bakkehuset har mistet flere erfarne kolleger, har Jette været en bærende kraft, der har løftet kulturen og sikret stabilitet. Hun tager initiativ, skaber tryghed og gør altid lidt ekstra for borgerne. For mig er hun en af de vigtigste personer i Bakkehuset og et forbillede på, hvad en dygtig socialpædagog er.

Hvordan gør Jette en forskel?
Da Bakkehuset de seneste år mistede flere medarbejdere med mange års erfaring, tog Jette helt naturligt ansvar for at holde fast i husets kultur og værdier. Hun tog initiativ, støttede nye kolleger og var med til at sikre, at borgerne fortsat oplevede den samme tryghed og kvalitet i hverdagen. Hendes indsats skabte stabilitet i en tid med mange forandringer.

På vores feriekoloni havde en kollega gennem 20 år sin sidste arbejdsdag. Jette tog selv initiativ til at samle alle kolleger til en overraskelse. Hun bagte kage, købte gave, skrev kort og sørgede for alle detaljer. På kagen havde hun fået lavet et billede af alle borgerne – en personlig gestus, der betød utrolig meget for vores kollega, som skulle stoppe efter 20 år.

Som kollega er Jette den, man altid kan gå til. Hun skaber ro i pressede situationer, hjælper uden at blive bedt om det og deler gerne sin faglige viden. Når jeg arbejder sammen med hende, føler jeg mig tryg, fordi jeg ved, at hun har overblik og altid handler med borgernes bedste for øje.

Hvad gør Jette særlig?
Jette er særlig, fordi hun forener høj faglighed med et stort menneskeligt overskud. Hun tager ansvar, uden at søge anerkendelse, og hun løfter både borgere, kolleger og arbejdspladsen omkring sig. Hun er den kollega, der får andre til at lykkes, samtidig med at hun skaber en hverdag med struktur, humor og nærvær.

Indstillet af: Eva Kristensen

Gå til afstemningen og stem på Jette Andrea Pedersen

Julemærkehjemmet Fjordmark

Julemærkehjemmet Fjordmark

Arbejdsplads: Julemærkehjemmet Fjordmark

Hvorfor fortjener Julemærkehjemmet Fjordmark prisen?
"Julemærkehjemmet Fjordmark - når stærke relationer er med til at skabe trivsel". På Fjordmark løfter alle medarbejdere i flok. De står sammen om at løse kerneopgaven: at skabe struktur, trivsel og danne relationer for udsatte børn og unge, og at møde de øjeblikke, hvor børn og unge har brug for netop en voksen, der ser dem, forstår dem og bliver hos dem. Det er i relationerne, at forandringen begynder, hvilket de engagerede og fagligt dygtige medarbejdere hver eneste dag arbejder for. De møder børn med nærvær, nysgerrighed på adfærd og respekt for det enkelte individ. De ser bag om adfærden og forsøger at forstå, hvad barnet fortæller med sine reaktioner.

Hvordan gør Julemærkehjemmet Fjordmark en forskel?
Når barnet fx. bliver frustreret, trækker sig, reagerer voldsomt eller har svært ved at være i en situation. Da bliver det ikke blot betragtet som en udfordring, som skal håndteres. Det bliver et øjeblik, hvor den socialpædagogiske faglighed sættes i spil, og hvor medarbejderne spørger: Hvad mon barnet oplever lige nu og hvad kan jeg gøre for at hjælpe/støtte barnet tilbage i strukturen / i fællesskabet?

Fjordmark har uddannelsen i neuroaffektiv udviklingspsykologi. Det har styrket den fælles socialpædagogiske faglighed. Den lever i hverdagen og skaber større bevidsthed om, hvordan børns nervesystemer, følelser og udvikling påvirker deres måde at være i verden på. At arbejde med kompasserne helt konkret til fx. børnekonferencer og supervision, hjælper til at forstå, når børn møder ubehag/behag.

Vi arbejder med fokus på at skabe fællesskaber. Oftest fordi mange af børnene har været ensomme/isolerede. Det gør medarbejderne ved at være insisterende på at skabe mødeøjeblikke og relationer. Være karavaneførere i en struktureret hverdag, hvor vi er vedholdende i troen på, at børnene skal møde voksne, som tager ansvar/er tydelige. Det ligger i kulturen, hvor vigtigt det er, at alle har en plads.

Hvad gør Julemærkehjemmet Fjordmark særlig?
Fordi faglighed, fællesskab og relationer ikke blot er ord. De er fundamentet i det daglige arbejde. Et 10 ugers ophold kræver, at alle arbejder målrettet mod samme mål, at skabe trivsel og udvikling for børn i mistrivsel. Relationen bliver et af vores vigtigste pædagogiske redskaber. Via trygge og betydningsfulde relationer formår vi at arbejde med fx. skolefravær, isolation og dårligt selvværd.

Indstillet af: Bitten Petz

Gå til afstemningen og stem på Julemærkehjemmet Fjordmark

Karen Møller Jensen

Karen Møller Jensen

Arbejdsplads: Bosted Snåstrup Vestergaard

Hvorfor fortjener Karen prisen?
Min arbejdsplads er unik, da beboerne på bostedet er voksne, som er hæmmet af deres udvikling og flere har en dom. Vi ville ikke komme i mål med vores arbejde uden Karen. Hun bliver oftest senere og arbejder gratis. Hun er den, som har brugt mest tid til at grave sig frem til, hvem eller hvad, der har ansvaret for hvad og hvem, når det gælder domsanbragte. Og så har hun også en speciel funktion, som den eneste på stedet, da hun får tid til at lave samrådsudtalelser og kan være en konsulent for os andre. Karen brænder for vores målgruppe, hun er professionel og så er hun ekspert på området omkring domme. Hvis man har et spørgsmål, kan man altid gå til Karen.

Hvordan gør Karen en forskel?
Karen har lavet vores skabelon til udgangssedler, hvor der udførligt er en beskrivelse af, hvad der skal stå.

Karen har fundet materiale på området, markeret det vigtigste og gjort det tilgængeligt for os andre.

Hun har lavet en metode til at vise, hvem vi skal lave udgangssedler til (om det er kommunen, statsadvokaten eller noget helt tredje), hvor mange timer kan en udgang være og igen, hvem skal man have fat i, for at spørge om lov.

Hvad gør Karen særlig?
Jeg går til Karen før min leder, når det gælder information om vores målgruppe generelt, men især de domsanbragte. Karen er gavmild med sin fritid og arbejder altid over. Hun bruger også sit sociale netværk til at hjælpe målgruppen på alle mulige måder. Karen er virkelig rar, og man kan stole på, at det hun siger og gør, er rigtigt.

Indstillet af: Ida Drejer Agoufan Therkildsen

Gå til afstemningen og stem på Karen Møller Jensen

Limfjordsskolen

Limfjordsskolen

Arbejdsplads: Limfjordsskolen

Hvorfor fortjener Limfjordsskolen prisen?
Limfjordsskolen er en veldrevet skole og boform, som møder alle med åbne arme. Det gælder både nye elever og nye ansatte. Jeg har aldrig mødt så mange positive og åbne mennesker samlet på samme arbejdsplads.

Hvordan gør Limfjordsskolen en forskel?
Vi har fået elever, der er stoppet tidligt på andre skoler, men som hos os er vokset og er blevet mødt og set for lige præcis dem de er og hvad deres behov er.

Forældre der er dybt berørte sidste skoledag, fordi de ønsker et 4. år for deres barn hos os, men det desværre ikke altid lykkes, at kommunerne giver lov.

Eleverne kommer i rivende udvikling hos os, men i deres eget tempo. Vi støtter, yder omsorg, men giver også de små skub til, at de tør stole på egne evner.

Hvad gør Limfjordsskolen særlig?
Vi er i øjenhøjde med vores elever. Vi arbejder altid anerkendende.  

Indstillet af: Ane Batsberg

Gå til afstemningen og stem på Limfjordsskolen

Mødrehuset i CBUF, Svendborg Kommune

Mødrehuset i CBUF, Svendborg Kommune

Arbejdsplads: Mødrehuset i CBUF, Svendborg Kommune

Hvorfor fortjener Mødrehuset i CBUF prisen?
Mødrehuset styrker den socialpædagogiske faglighed gennem en kultur med psykologisk tryghed, faglig refleksion, teambaseret supervision, tværfaglig supervision, tværfagligt samarbejde og løbende udvikling. Det giver socialpædagogerne i Mødrehuset mod til at dele viden, prøve nye metoder af og udvikle praksis til gavn for udsatte gravide, spædbørn og deres forældre. Samtidig ses det, at Mødrehusets arbejde inspirerer andre socialpædagoger til at se nye muligheder i den tidlige, forebyggende indsats, og Mødrehuset viser hvilken forskel socialpædagogisk faglighed kan gøre. Mødrehuset er med til at styrke både udviklingen og anerkendelsen af professionen som socialpædagog.

Hvordan gør Mødrehuset i CBUF en forskel?
Videndeling: Mødrehuset prioriterer aktivt at hente ny viden ind og dele den med kolleger og samarbejdspartnere. Jeg har eksempelvis gennemført både den grundlæggende og den avancerede del af EU-PROMENS-uddannelsen. Formålet har været både at udbrede Mødrehusets erfaringer og samtidig bringe ny forskningsbaseret viden til huset, så den kan omsættes til gavn for den socialpædagogiske praksis.

Tværfaglig supervision: Mødrehuset bygger på en stærk tværfaglig kultur, hvor socialpædagoger, sundhedsplejersker, husets leder og familieafdelingens rådgiver mødes i tværfaglig supervision. Her deles viden, perspektiver og erfaringer i et refleksionsrum, som styrker fagligheden og kvalificerer arbejdet med komplekse problemstillinger til gavn for de familier, der er en del af Mødrehuset.

Psykologisk tryghed: Mødrehuset er præget af en kultur med åbenhed, respekt og tillid, hvor faglige dilemmaer og nye idéer deles og udvikles i fællesskab. Den psykologiske tryghed styrker både medarbejdernes faglighed og samarbejde. Familierne mødes med ro, nærvær og omsorg – et sted, hvor der er plads til at være sårbar uden at føle sig dømt.

Hvad gør Mødrehuset i CBUF særlig?
Det særlige ved Mødrehuset er et stærkt kollegaskab, hvor høj faglighed, respekt og nysgerrighed går hånd i hånd. Alle brænder for opgaven og har et fælles fokus på at skabe de bedste muligheder for de familier, vi møder. Kulturen er præget af engagement, fælles ansvar og lysten til hele tiden at udvikle den socialpædagogiske indsats.

Indstillet af: Anja Kisbye

Gå til afstemningen og stem på Mødrehuset i CBUF

Nicolai Egegaard Aldershvile

Nicolai Egegaard Aldershvile

Arbejdsplads: Botilbuddet Guldblommevej 14-16

Hvorfor fortjener Nicolai prisen?
Jeg ønsker at indstille mig selv til Socialpædagogernes Pris 2026, fordi jeg hver dag arbejder målrettet for at skabe udvikling, trivsel og værdighed for de mennesker, jeg møder. Jeg lægger stor vægt på høj socialpædagogisk faglighed, relationer og en individuelt tilpasset indsats, hvor borgerens ressourcer og ønsker er i centrum. Samtidig bidrager jeg aktivt med refleksion, sparring og nye idéer, der styrker både den pædagogiske praksis og samarbejdet i teamet. Jeg ønsker at være en positiv ambassadør for socialpædagogikken og vise, hvordan faglighed, engagement og nysgerrighed kan gøre en reel forskel for både borgere, kolleger og faget som helhed.

Hvordan gør Nicolai en forskel?
Jeg tager ansvar for den socialpædagogiske indsats – også når situationerne er komplekse, og der ikke findes enkle løsninger. Jeg tør stille spørgsmål, udfordre eksisterende forståelser og bringe mine observationer i spil, når jeg vurderer, at det kan gøre en forskel for borgeren. For mig handler fagligt ansvar om at være nysgerrig, undersøgende og altid have fokus på, hvad der bedst understøtter bogeren.

Jeg oplevede, at dokumentationen ofte beskrev borgernes udfordringer, men ikke hvad der virkede. Derfor begyndte jeg systematisk at beskrive de socialpædagogiske tiltag og deres effekt. Det gjorde det lettere for kolleger at videreføre indsatserne og skabte større kontinuitet for borgerne.

Jeg oplevede, at en borgers adfærd blev tolket som modstand, men vurderede, at der lå uopfyldte behov bag. Jeg tog initiativ til et tværfagligt møde, hvor vi ændrede indsatsen. Efterfølgende blev borgeren mere deltagende, og behovet for konflikthåndtering blev reduceret.

Hvad gør Nicolai særlig?
Jeg arbejder bevidst som vikar på en lukket afdeling for at hente ny viden og erfaring hjem til min primære arbejdsplads. Ved at følge de samme borgere på tværs af to tilbud får jeg et bredere perspektiv på, hvilke pædagogiske metoder, der skaber udvikling. Den viden omsætter jeg til konkrete faglige refleksioner og forbedringer, som styrker kvaliteten af indsatsen for både borgere og kolleger.

Indstillet af: Nicolai Egegaard Aldershvile

Gå til afstemningen og stem på Nicolai Egegaard Aldershvile

Psykiatrisk afdeling Esbjerg, Afsnit D

Psykiatrisk afdeling Esbjerg, Afsnit D

Arbejdsplads: Psykiatrisk afdeling Esbjerg, Afsnit D

Hvorfor fortjener Psykiatrisk afdeling Esbjerg, Afsnit D prisen?
Fordi vi er gode til at bruge hinandens faglighed og sparer med hinanden på trods af forskellige faggrupper. Som socialpædagog i en sundhedsfaglig kontekst er det spændende at arbejde et sted, hvor mine kompetencer som socialpædagog får lov og mulighed for at komme i spil.

Hvordan gør Psykiatrisk afdeling Esbjerg, Afsnit D en forskel?
At der i høj grad bliver lyttet til mine observationer og faglighed, selvom jeg er den eneste socialpædagog på vores afsnit.

Min oplevelse er, at mine kollegaer i høj grad synes det er spændende at høre, hvordan jeg ser den enkelte patient. Fordi vi ser med forskellige fagbriller på.

Jeg har fået lov, til at få en pædagogstuderende fra december 2027 som den eneste afdeling på sygehuset. Der er enorm stor opbakning til dette fra den nærmeste leder.

Hvad gør Psykiatrisk afdeling Esbjerg, Afsnit D særlig?
At vi som fagpersoner kan spille hinanden bedre og støtte vores patienter. På trods af, at vi har forskelligt fagligt udtryk.

Indstillet af: Lasse Kiesbye

Gå til afstemningen og stem på Psykiatrisk afdeling Esbjerg, Afsnit D

Psykiatrisk afdeling P1, Middelfart

Psykiatrisk afdeling P1, Middelfart

Arbejdsplads: Psykiatrisk afdeling P1, Middelfart

Hvorfor fortjener Psykiatrisk afdeling P1, Middelfart prisen?
P1 Psykiatrisk Akutmodtagelse i Middelfart fortjener Socialpædagogernes Pris 2026, fordi socialpædagoger gennem mange år har været en naturlig og ligeværdig del af det tværfaglige samarbejde. Ledelsen prioriterer en kultur, hvor alle faggruppers kompetencer anerkendes og bringes i spil til gavn for patienterne. Miljøterapeutisk og medicinsk behandling vægtes side om side, og afsnittet arbejder målrettet med non-farmakologiske tiltag, forebyggelse af tvang og udvikling af nye metoder i arbejdet med selvskade. Alle socialpædagoger har efteruddannelse i psykiatri og bidrager med en helhedsorienteret tilgang, der styrker patienternes recovery og mestring.

Hvordan gør Psykiatrisk afdeling P1, Middelfart en forskel?
Patienter indlægges ofte i akut psykisk krise. Socialpædagogerne skaber gennem relationer, miljøterapi og struktur ro og tryghed, så patienterne lettere kan indgå i behandlingen. Det styrker oplevelsen af medbestemmelse, håb og mestring allerede fra indlæggelsens begyndelse.

P1 arbejder målrettet med at mindske brugen af tvangsbehandling. Socialpædagogerne anvender relationsarbejde, beroligende metoder og individuelle strategier, som hjælper patienterne med at genvinde ro og kontrol. Samtidig udvikles nye tilgange til forebyggelse af selvskade med fokus på dialog, tryghed og patientinddragelse.

P1 er præget af et stærkt tværfagligt samarbejde, hvor socialpædagoger, sygeplejersker, læger, psykologer og terapeuter arbejder tæt sammen. Alle faggruppers kompetencer bliver værdsat, og den socialpædagogiske faglighed bidrager til helhedsorienterede løsninger, som giver patienterne et mere sammenhængende og individuelt tilpasset behandlingsforløb.

Hvad gør Psykiatrisk afdeling P1, Middelfart særlig?
Det særlige ved P1 er en kultur, hvor socialpædagogisk faglighed er en ligeværdig del af behandlingen. Ledelsen understøtter tværfagligt samarbejde, miljøterapi vægtes på linje med medicinsk behandling, og afsnittet er åbent for non-farmakologiske indsatser. Den gensidige respekt mellem faggrupperne skaber et stærkt fagligt miljø og giver patienterne den bedst mulige behandling.

Indstillet af: Lisbeth Poulsen

Gå til afstemningen og stem på Psykiatrisk afdeling P1, Middelfart

Psykiatrisk Akutmodtagelse Slagelse

Psykiatrisk Akutmodtagelse Slagelse

Arbejdsplads: Psykiatrisk Akutmodtagelse Slagelse

Hvorfor fortjener Psykiatrisk Akutmodtagelse prisen?
PAM fortjener at vinde, fordi vi ifølge undertegnede socialpædagog Lilly Aakesson, gør en kæmpe forskel for vores psykiatriske patienter, nogle gamle og nogle helt unge, som alle for det meste bor på et bosted. Dette klientel har det alle hårdt, når de ankommer til PAM, og vores store sociale opgave er at få dem beroliget, se lyset fremfor mørket og mærke sig selv. Men det allerførste, der har betydning for dem er, hvordan vi modtager dem i skadestuen. Det er ofte meget pædagogiske terapeutiske samtaler, respekt og forståelse for deres situation, der gør forskellen. Vi arbejder altid på højtryk og alligevel formår vi med vores professionelle ro, altid at være der for patienten og vores kollegaer.

Hvordan gør Psykiatrisk Akutmodtagelse en forskel?
Der er nu rigtig mange eksempler på, at vores arbejde i psykiatrien har fået vores patienter videre med deres liv, ny uddannelse mm. trods svær psykisk sygdom. Ofte er det vores samtaler med patienterne, samarbejde med andre instanser og hjælpen til at få overblikket og troen på, at de godt kan få et godt liv trods psykisk lidelse. Jeg har adskillelige eksempler på at samarbejde på tværs har hjulpet.

Når der har været en svær situation med voldsomme episoder i skadestuen, på sengeafsnittet, da betyder vores samtaler med de andre patienter efterfølgende rigtig meget. Kommunikation er vejen til alt godt.

Hvad gør Psykiatrisk Akutmodtagelse særlig?
PAM har gennem de sidste år været udsat for et helt utrolig stort skifte af personaler, hvilket har resulteret i en del overarbejde, stresssygdomme og en enorm rummelighed, da der også hele tiden udvikles nyt indenfor SP, som der også er med til at forøge stress, når der så ikke er tid til vores patienter. Det er der nu sat fokus på, og der arbejdes pt. psykologisk på, hvordan vi undgår udbrændthed.

Indstillet af: Lilly Acacia Chana Aakesson

Gå til afstemningen og stem på Psykiatrisk Akutmodtagelse Slagelse

Roald Behr

Roald Behr

Arbejdsplads: Bofællesskabet Hestehavevej, Aarhus Kommune

Hvorfor fortjener Roald prisen?
Roald fortjener prisen, fordi han møder mennesker med en sjælden kombination af ro, omsorg og faglig tyngde. Han bærer håbet, når beboeren for en stund ikke selv kan, og han hjælper dem med at genfinde lyset uden at overtage retningen. Roald insisterer på ligeværd, Åben Dialog og recovery, og han skaber relationer, hvor beboeren er ekspert i eget liv. Han giver aldrig op, men bliver ved med at være nysgerrig og lede efter nye veje. Samtidig løfter hans refleksioner hele teamets faglighed og styrker den psykologiske tryghed omkring ham.

Hvordan gør Roald en forskel?
Roald minder os om, at vi aldrig har prøvet alt. Når vi andre kan have svært ved at se en vej videre, er han den, der bringer nye perspektiver og retninger ind. Han udfordrer os til at træde ud af de faglige kasser og faste forståelser, vi kan komme til at placere mennesker i, og i stedet være nysgerrige på, hvilken vej der giver mening for netop denne beboer.

Da en ny beboer flyttede ind, gik Roald forrest i, at tidligere fagprofessionelle narrativer ikke skulle definere vores blik på mennesket. Vi skulle møde beboeren åbent, være nysgerrige og skabe vores egen forståelse sammen med beboeren – ikke ud fra det, andre havde skrevet. For Roald er beboerens stemme afgørende: Intet om beboeren uden beboeren.

Roald styrker hele teamets faglighed gennem sit refleksionsniveau og sin passion for compassion. Han har lært os værdien af også selv at turde være sårbare og åbne i relationen: Beboerne inviterer os hver dag ind i deres liv – derfor må vi også turde stille os menneskeligt til rådighed. Det har styrket den psykologiske tryghed både i teamet og i mødet med beboerne.

Hvad gør Roald særlig?
Det særlige ved Roald er ikke alene hans høje faglighed, men måden han er socialpædagog på. Han tør blive i langsommeligheden, usikkerheden og det svære uden at miste håbet eller mennesket af syne. Hans refleksionsniveau udfordrer og udvikler os omkring ham og gør os til bedre socialpædagoger. Han er mit faglige forbillede – jeg håber, jeg en dag bliver bare halvt den socialpædagog, Roald er.

Indstillet af: Sabina Helander Søndergaard

Gå til afstemningen og stem på Roald Behr

Socialpædagogisk Team Huginsvang

Socialpædagogisk Team Huginsvang

Arbejdsplads: Bofællesskabet Huginsvang, Vojens

Team: Ib, Tanja, Maggie, Tina og Jette

Hvorfor fortjener Socialpædagogisk Team Huginsvang prisen?
Vi ønsker at indstille vores arbejdsfællesskab til Socialpædagogernes Pris 2026 som anerkendelse af vores store fleksibilitet, faglighed og engagement i det socialpædagogiske arbejde.

Vi er en medarbejdergruppe, der hver dag er parate til at håndtere pludselige ændringer i arbejdsopgaver, ændrede behov hos borgerne og uforudsete situationer. Vi formår at omstille os hurtigt og samtidig bevare fokus på den enkelte borgers trivsel, udvikling og behov for støtte.

Samtidig arbejder vi målrettet med vores socialpædagogiske arbejdsredskaber og metoder. Vi bruger vores faglighed aktivt til at skabe udvikling, mestring og størst mulig selvstændighed for borgerne.

Hvordan gør Socialpædagogisk Team Huginsvang en forskel?
Vores socialpædagogiske arbejde er den måde, vi skaber tryghed, forudsigelighed og tillid for borgerne.

For os handler det om at vise borgerne, at personalet er til at stole på. Det gamle ordsprog ”vi holder, hvad vi lover“ er en vigtig del af vores faglige tilgang. Når vi laver en aftale med en borger, tager vi den alvorligt og følger den op.

Vi sørger samtidig for at informere vores kollegaer tydeligt om de aftaler, der er indgået med borgeren og de pårørende.  På den måde sikrer vi, at både borgeren, pårørende og personalet ved, hvad der er aftalt, og at borgeren møder en ensartet og forudsigelig tilgang – uanset hvilken medarbejder der er på arbejde.

Vi oplever, at denne kontinuitet og tryghed har stor betydning for borgernes udvikling. Når borgerne oplever ro, forudsigelighed og tillid, skaber det et bedre grundlag for, at de tør prøve nye ting, tage ansvar og udvikle deres egne kompetencer.

Vi oplever værdien af det socialpædagogiske arbejde: Når vi skaber tryghed og holder vores aftaler, skabes tryghed.

Hvad gør Socialpædagogisk Team Huginsvang særlig?
Samarbejdet mellem kollegaer og med de pårørende har til tider været begrænset, og det har haft betydning for den fælles indsats omkring borgerne.

Derfor har vi valgt at gøre samarbejdet til en helt central del af vores socialpædagogiske arbejde.

Vi prioriterer den daglige dialog, og lægger stor vægt på et tæt og respektfuldt samarbejde. Vi deler viden og følger op på aftaler.

Indstillet af: Jette Høiberg Matthiesen

Gå til afstemningen og stem på Socialpædagogisk Team Huginsvang

Socialpædagogisk Team, Behandlings- og specialskolen

Socialpædagogisk Team, Behandlings- og specialskolen

Arbejdsplads: Grennessminde Birkerød

Team: Morten og Mette

Hvorfor fortjener Socialpædagogisk team, Behandlings- og specialskolen prisen?
Morten Olsen og Mette Marker Pedersen arbejder struktureret og professionelt med humor som socialpædagogisk redskab. Med doserede små sjove øjeblikke får de eleverne i klassen til at sænke skuldrene og skaber et rum, hvor eleverne gerne vil være og lære. At bruge humor styrker fællesskabet, koncentrationsevnen og læringsparatheden.

Morten og Mette gør en stor forskel for unge, der kommer med dårlige skoleerfaringer i bagagen. En forskel, der kan mærkes helt ud i hjemmene. Vi hører fra forældrene, at de unge er begyndt at fortælle om skolen derhjemme, og at de gerne vil i skole om morgenen.

Hvordan gør Socialpædagogisk team, Behandlings- og specialskolen en forskel?
Da en elev startede i Morten og Mettes klasse, talte han ikke. Hættetrøje og en bøjet nakke skjulte hans ansigt. Han bad aldrig om hjælp og bøger blev lukket i, når nogen nærmede sig hans plads - ingen måtte se hans skolearbejde.
To år efter svarede han stille på spørgsmål, modtog gerne hjælp til sit skolearbejde og hætten var nede. Han deltog i fællesskabet og havde fået venner i klassen.

Et eksempel på Mortens leg med drengene i klassen: Morten holder ’store nyre-hug-dag’. Han tager fat i drengene på skift og hugger dem let i siden.
En anden elev har fortalt mig, at det han allerbedst kan lide er, når Morten deler nyrehug ud - det er ikke sådan, at det gør ondt - det er mere sådan at det kildrer indeni. Det skaber fællesskab og vækker dem, der har brug for at komme op i arousal.

Ved skoledagens slutning jager Mette eleverne ud af klassen med en forstøver med vand. Hun lader som om, de ikke vil går hjem og i legen spiller eleverne med. De kommer grinende løbende ud af huset. Jeg er overbevist om, at når man glad og grinende forlader skole, så bliver det nemmere at stå op næste dag og have lyst til at tage i skole.

Hvad gør Socialpædagogisk team, Behandlings- og specialskolen særlig?
Morten og Mette har et ekstra socialpædagogisk gear, når de arbejder med humor som pædagogisk redskab. Der er en helt særlig stemning omkring dem og deres elever. Eleverne i deres klasse er de allermest mødestabile.

Indstillet af: Helle Bisgaard Sigvaldason

Gå til afstemningen og stem på Socialpædagogisk team, Behandlings- og specialskolen

Socialpædagogiske Tilbud, Herlev Kommune

Socialpædagogiske Tilbud, Herlev Kommune

Arbejdsplads: Socialpædagogiske Tilbud, Herlev Kommune

Hvorfor fortjener Socialpædagogiske Tilbud prisen?
Over de sidste 7 år er vi vokset med mange procent i borgertimer. Vi formår at modtage udviklingshæmmede borgere fra døgntilbud placeret i bofællesskaber, hvor de ikke trives, og derefter flytte dem i egen almennyttig bolig med mange støttetimer. Her lykkes de, her trives de. Over tid skærer vi timerne fra, når vi ser, at de trives. De flytter ikke tilbage til hverken døgn eller bofællesskab, men fortsætter med langsomt, men trygt (med stabil socialpædagogisk støtte) at udvikle sig. Det kræver høj faglighed og fleksibilitet i borgerindsatsen. Det kræver tæt og konstruktivt samarbejde med myndighed med høj faglighed i beskrivelsen af borgerens evner til udvikling med den rette støttemængde.

Hvordan gør Socialpædagogiske Tilbud en forskel?
3 forskellige borgere med massive udfordringer mellem borgere og socialpædagoger i bofællesskab, flyttes i egen bolig med 4 – 10 timers støtte om ugen. Her får de støtte til hverdagslivet; mad tøjvask, økonomi m.v. De trives og udvikler sig.

En borger med stort temperament overfor især socialpædagogerne i bofællesskab flyttes i egen bolig tæt på bofællesskab. Der ydes mange støttetimer. Borgers kæreste fra døgntilbud flytter ind (selvbestemmelsesretten). De 2 tildeles mere end 20 støttetimer hver uge. De trives trods mange udfordringer, som kræver socialpædagogisk støtte - herunder indkøb, madlavning, ture ud af lejligheden osv.

Borger bor i et døgntilbud med forholdsvis høj grad af støtte, hvor han ikke trives. Borger flytter i bofællesskab med mindre støtte. I dag bor borger i egen lejlighed med forholdsvis lav støtte. Når borger flytter i egen bolig, tilbyder vi borgeren at beholde de støtte- kontaktpersoner som han i forvejen kender. Derudover kan borgeren fortsat komme i værested og gruppetilbud, hvilket er en tryg ramme for borgeren. De trygge rammer er medvirkende til, at flytning i egen bolig bliver en succes og at borgeren ikke flytter tilbage til bofællesskab eller døgntilbud.

Hvad gør Socialpædagogiske Tilbud særlig?
Vi formår at tale et fagligt højt sprog, som myndighedsafdelingen kan forstå, og laver handleplaner, der beskriver det, borgerne kan med den rette støtte, og videre hvad de ikke kan uden mere støtte.

Indstillet af: Tina Carøe Rosenkilde

Gå til afstemningen og stem på Socialpædagogiske tilbud, Herlev Kommune

 Team A, Bostøtte, Fagcenter Autisme og ADHD, Aalborg Kommune

Team A, Bostøtte, Fagcenter Autisme og ADHD, Aalborg Kommune

Arbejdsplads: Team A, Bostøtte, Fagcenter Autisme og ADHD, Aalborg Kommune

Hvorfor fortjener Team A prisen?
Som socialpædagogiske bostøtter udfører vi en højt specialiseret indsats for borgere med komplekse sociale, psykiske og kognitive udfordringer. Gennem faglighed, relationelt arbejde og en målrettet socialpædagogisk tilgang støtter vi mennesker i at opnå større selvstændighed, trivsel og deltagelse i samfundslivet. Vores indsats gør en forskel tidligt i forløbet og bidrager til bedre livsmuligheder for borgeren samt en positiv effekt for samfundet.

Derfor mener vi, at vi i Team A fortjener en særlig anerkendelsespris som anerkendelse af den faglige kvalitet, det store ansvar og den forskel, vi gør i menneskers liv hver dag.

Hvordan gør Team A en forskel?
En udviklende kultur skabes sammen, når vi ser hinanden, er nysgerrige og anerkender de fremskridt, der sker i hverdagen. Ved at fokusere på muligheder frem for begrænsninger og værdsætte både små og store skridt styrker vi troen på udvikling hos borgere og kolleger. Det skaber motivation, arbejdsglæde og faglig stolthed, samt understreger værdien af vores socialpædagogiske indsats.

Med tillid, respekt, nærvær og ydmyghed skaber vi relationer, der danner grundlag for udvikling og trivsel. Vi møder mennesker dér, hvor de er i livet, og tager afsæt i deres ressourcer, ønsker og behov. Gennem støtte, anerkendelse og fælles indsats hjælper vi dem med at tage både små og store skridt mod øget tryghed, selvstændighed, deltagelse og livskvalitet.

En af de største succeser i bostøttearbejdet er, når en borger, der tidligere var præget af angst og isolation, igen tør åbne døren, tage bussen alene eller deltage i sociale fællesskaber. Gennem en stærk relation, tillid og vedholdende støtte oplever borgeren nye muligheder og større tro på egne evner. Det er disse små skridt, der ofte bliver til store forandringer og øget livskvalitet.

Hvad gør Team A særlig?
Som bostøtter arbejder vi alene i borgernes eget hjem, hvor vi som gæster skaber udvikling gennem relationer frem for faste rammer. Vi møder borgerne, når livet er udfordrende, og skal balancere faglige vurderinger, tillid, fleksibilitet og respekt for deres valg. Det kræver evnen til at motivere, skabe relationer og omsætte socialpædagogisk faglighed direkte i hverdagen.

Indstillet af: Birthe Lassen

Gå til afstemningen og stem på Team A, Bostøtte. Fagcenter Autisme og ADHD, Aalborg Kommune

Team Makers Corner

Team Makers Corner

Arbejdsplads: Aktivitets- og samværstilbud, Socialpsykiatrien, Roskilde Kommune

Team: Bitten, Gert og Tina

Hvorfor Team Makers Corner kandidaten prisen?
Jeg ønsker at indstille Makers Corner for den særlige og vedholdende indsats, der hver dag bliver ydet for psykisk sårbare borgere. På trods af store forandringer og færre medarbejdere har vi i personalegruppen formået at fastholde et bredt tilbud og samtidig udvikle nye muligheder, der skaber fællesskab, trivsel, livskvalitet og håb for borgerne. Det er en arbejdsplads, hvor man tydeligt viser, at mennesker har brug for mennesker, og at fællesskab kan være en vigtig vej til trivsel og håb.

Hvordan gør Team Makers Corner en forskel?
Makers Corner har et projektsamarbejde med Sct. Hans Have. Projektet hjælper mennesker i psykisk mistrivsel eller med psykiske sårbarheder ved at tilbyde trygge havefællesskaber, der styrker den mentale sundhed, den fysiske sundhed, skaber håb og giver adgang til sociale fællesskaber uden for det traditionelle behandlingssystem

Kattekismus er en åben samtalegruppe. Kattekismus kan give deltagerne et trygt fællesskab omkring en fælles interesse. Katte som samtaleemne kan skabe glæde, genkendelse og gode minder samt styrke deltagernes mulighed for at dele erfaringer og holdninger. Gruppen understøtter socialt samvær, deltagelse, kommunikation og oplevelsen af at høre til.

Et brugerstyret åbent tilbud giver deltagerne medbestemmelse og mulighed for selv at påvirke aktiviteter og indhold. Det kan styrke ansvar, selvstændighed og engagement samt skabe ejerskab og motivation. Samtidig giver det plads til fællesskab, relationer og deltagelse på deltagernes egne præmisser.

Hvad gør Team Makers Corner særlig?
Vi medarbejdere yder en ekstraordinær indsats for at skabe en tryg og meningsfuld hverdag for psykisk sårbare borgere. Trods halvering af personalegruppen i 2024 har vi med fleksibilitet, faglighed og sammenhold fastholdt aktiviteter, fællesskaber og samarbejder. Vi ser muligheder frem for begrænsninger og støtter borgerne i selvbestemmelse, udvikling og deltagelse.

Indstillet af: Bitten Capillo

Gå til afstemningen og stem på Team Makers Corner

Team Rød

Team Rød

Arbejdsplads: Ehlershjemmets Børnehus

Team: Berit, Rikke, Gitte og Britta

Hvorfor fortjener Team Rød prisen?
Jeg indstiller vores team, fordi vi hver dag viser, at stærkt samarbejde skaber bedre trivsel og udvikling for børnene. Vi er nysgerrige på hinandens faglighed og ser ikke børnene som ”mine og dine”, men som vores fælles ansvar. Vi deler viden, tænker kreativt og justerer hurtigt vores indsats, når et barn har brug for noget andet. Samtidig passer vi på hinanden og skaber et arbejdsmiljø med tillid, fleksibilitet og plads til forskelligheder. Vores styrke er, at vi bruger hinandens kompetencer aktivt – altid med barnets behov som fælles udgangspunkt.

Hvordan gør Team Rød en forskel?
Da jeg vendte tilbage efter en sygemelding, tog mine kolleger naturligt ansvar for mit barn og skabte en tryg overgang og kontinuitet for barnet. 

Det gav mig samtidig mulighed for at komme godt tilbage i arbejdet uden at føle ekstra pres. Det viser den kultur, vi har: Vi hjælper hinanden, dækker ind og løfter opgaven sammen – også når en kollega har brug for ekstra støtte.

Mine kolleger giver plads til, at jeg kan gå fra og bruge mine kompetencer i individuelle samtaler med børn. Derudover får jeg også nye input via uddannelse. Mit team griber de observationer, jeg bringer med retur eller nye ideer og er nysgerrige på, hvordan vi kan bruge dem i hverdagen. På den måde bliver det, jeg får øje på sammen med ét barn, til noget vi sammen kan arbejde videre med.

Vi har sammen lavet en tydelig putterutine for to børn og aftalt at holde fast i den i nogle uger. Samtidig holder vi øje med, hvordan det fungerer. Hvis vi opdager, at noget ikke virker, tager vi fat i hinanden med det samme og finjusterer. Barnet skal ikke vente flere uger på en opfølgning, når vi allerede kan se, hvad der har brug for at blive ændret.

Hvad gør Team Rød særlig?
Det særlige ved vores team er, at vi er fire forskellige mennesker, som gør hinanden bedre. Vi bygger vores samarbejde på tillid og ser forskellighed som en styrke. Vi er oprigtigt nysgerrige på hinandens faglighed og tør dele idéer, stille spørgsmål og prøve nye veje. Vi står ikke alene med en udfordring, men tænker sammen og bruger hinandens kompetencer – altid med barnet i centrum.

Indstillet af: Britta Højmark

Gå til afstemningen og stem på Team Rød

Team Ungezonen

Team Ungezonen

Arbejdsplads: Støtte og Vejledning Handicap, Guldborgsund Kommune

Team: Lycke, Maria, Jesper, Kevin og Heidi

Hvorfor fortjener Team Ungezonen prisen?
Team ungezonen i Guldborgsund kæmper for de unge fra 17+ til 30+. Alle, der har svært ved fællesskaber, ensomhed, selvmordstruede, selvværd, og har mistet troen på de nogensinde kan noget. Der er en stor blanding af alle diagnoser, og både kognitive og psykiske udfordringer bliver håndteret med samme faglighed. Eks. på hvad der er kommet op og stå på bare 1,5 år er: virtuel realistisk undervisning, seksual- og præventionsvejledning, gågrupper, lørdagstilbud og pool, Uno og hyggeligt samvær. Senest har de modtaget en donation fra Sind. De samarbejder med ungdommen, Sind Ungdom og De Frivilliges Hus huset i Nykøbing F. De har fået borgere ud, som aldrig var kommet steder uden støtten.

Hvordan gør Team Ungezonen en forskel?
Oprettede lørdagstilbud til sårbare unge i samarbejde med de unge. Det betyder, at de borgere, som endnu ikke er flyttet hjemmefra, har mulighed for at tale med andre unge om, hvordan man bor ude. I egen lejlighed eller opgangsfælleskab.

Borgere som har selektiv mutisme og autisme har valgt at deltage via mange gåture i naturen. Der er så småt ved at forme sig et lille gåhold. Og været i huset med de andre.

Seksualvejledning og virtual reality er blevet kombineret, det kan ofte være svært at tale om. Især prævention og det almene ungdomsliv er blevet talt åbent om.

Hvad gør Team Ungezonen særlig?
De ser folk først. Og jeg kan ikke sige, hvad der specielt gør det særligt, for det fungerer bare. Jeg har selv arbejdet i teamet i 1,5 år og jeg vil sådan ønske at de vinder, for de unge mennesker har absolut ingen midler til oplevelser som andre unge tager for givet. Men de har alle de samme ønsker om Tivoli, gokart og busture, som kan ryste dem sammen.

Indstillet af: Christina Nielsen

Gå til afstemningen og stem på Team Ungezonen

Tina Havsager

Tina Havsager

Arbejdsplads: Familiehuset Hegely

Hvorfor fortjener Tina prisen?
Jeg vil gerne indstille Tina Havsager, som er faglig leder på Hegely. Tina er en kapacitet – ikke bare fordi hun er knaldhamrende dygtig, men fordi hun også er omsorgsfuld, nærværende og altid tilgængelig. Hun har en helt særlig måde at være sammen med vores teams på, hvor man føler sig set, hørt og værdsat. Hendes dør står altid åben, og hun svarer hurtigt på mails – ofte med et hjerte eller en besked som: ”Du er bare god”. Det kan lyde som en lille ting, men det gør en kæmpe forskel. Tina skaber tryghed, giver energi og løfter andre. Hun er fagligt stærk, menneskelig og en leder, man har lyst til at følge.

Hvordan gør Tina en forskel?
På et personalemøde stod jeg i en følelsesmæssigt svær sag. Jeg sagde ikke noget under mødet, men Tina lagde mærke til, at jeg blev stille. Efter mødet kom hun ind på mit kontor og sagde omsorgsfuldt: ”Jeg lagde mærke til, at du blev stille under mødet – er det noget, vi skal snakke om?” Hun så mig, uden at jeg behøvede bede om hjælp.

Et lille, men meget sigende eksempel på, hvordan Tina passer på os, var, da jeg svarede på en mail på en feriedag. Tina svarede tilbage: ”Nu skal du vist logge af:) og have en dejlig dag – vi ses”. Det siger meget om Tina. Hun har blik for os som mennesker og minder os om at holde fri, passe på os selv og give plads til livet uden for arbejdet.

Hvad gør Tina særlig?
Det, der gør Tina særlig, er, at hun kombinerer faglig dygtighed med en helt særlig menneskelig omsorg. Hun ser ikke kun opgaven – hun ser mennesket. Hun har blik for de små tegn og reagerer, før man selv når at bede om hjælp. Tina skaber tryghed, giver os tro på egne evner og får os til at føle os værdsat. Hun leder gennem nærvær, tillid og anerkendelse.

Indstillet af: Maria Mark Andersen

Gå til afstemningen og stem på Tina Havsager

Troldehuset

Troldehuset

Arbejdsplads: Troldehuset

Hvorfor fortjener Troldehuset prisen?
Troldehuset styrker socialpædagogisk faglighed gennem kompetenceudvikling, tværfagligt samarbejde og en stærk refleksionskultur. Vi deltager løbende i kurser, blandt andet Autismepilotuddannelse, for at udvikle vores viden og omsætte den til praksis. Vi samarbejder tæt med social- og sundhedsassistenter og ergoterapeuter, hvilket giver en helhedsorienteret indsats. Vi prioriterer tid til faglig sparring, hvor vi åbent drøfter udfordringer og lærer af både succeser og fejl. Det skaber et trygt læringsmiljø og styrker både den enkelte socialpædagog og faggruppen.

Hvordan gør Troldehuset en forskel?
En borger udviste øget arousal ved aktivitetsskift. Gennem faglig refleksion identificerede vi behov for en mere forudsigelig og visuelt understøttet struktur. Med afsæt i viden og tværfaglig sparring justerede vi indsatsen. Det øgede borgerens trivsel, reducerede konfliktniveauet og styrkede vores socialpædagogiske praksis.

En borger gav udtryk for et ønske om at spise sammen med de øvrige borgere fremfor alene. Gennem fælles faglig refleksion tilrettelagde vi en gradvis indsats med individuelle hensyn og tydelige rammer. Indsatsen styrkede borgernes oplevelse af fællesskab, øgede deltagelsesmulighederne og understøttede selvbestemmelse og trivsel.

Hvad gør Troldehuset særlig?
På Troldehuset er faglig refleksion en naturlig del af hverdagen. Vi prioriterer tid til at drøfte komplekse situationer, deler åbent erfaringer og lærer af fejl uden skyld. Det styrker vores faglighed, det tværfaglige samarbejde og sikrer en kontinuerlig udvikling af den socialpædagogiske praksis.

Indstillet af: Bettina Pedersen

Gå til afstemningen og stem på Troldehuset

Ungdomsboligerne Stationstorvet, Albertslund

Ungdomsboligerne Stationstorvet, Albertslund

Arbejdsplads: Ungdomsboligerne Stationstorvet, Albertslund

Hvorfor fortjener Ungdomsboligerne Stationstorvet prisen?
Høj faglighed. Hele gruppen holder fast i at fagligheden kommer først og er vigtig. Sencemaking og helhedsorientering omkring de unge, samt autencitet er i højsæde. Lederen sørger for at socialpædagoger og medarbejdere har alt, de har brug for, til at løse opgaverne, vi står overfor. Og ved udfordringer, så finder denne ud af, hvordan han kan hjælpe til at løse det. Udover det givende socialpædagogiske arbejde har arbejdspladsen rum til at tage mennesker i flexjob ind og sørge for at denne (jeg) bliver fagligt klædt på til at kunne se mig selv som højt faglig socialpædagog igen.

Hvordan gør Ungdomsboligerne Stationstorvet en forskel?
Vi har en fælleslejlighed til de unge. Hele gruppen har ændret praksis ud fra at gøre denne til et rum, som er fri for svære samtaler og gøre den til et præstationsfrit rum for de unge. Alle har ændret og arbejdet for at det skal være trygt og hyggeligt, i stedet for at være et sted, de unge skal præstere/være fyldt med problemer. Så det er et rum, hvor de unge hygger, griner og har det rart.

Arbejdspladsen har taget imod en voksen med egne udfordringer og den måde, de har gjort det, har de givet denne (mig) troen på, at jeg stadigvæk har en masse fagligt at byde ind med. Jeg var ved at opgive troen på, om jeg kunne arbejdsmarkedet, men hele arbejdspladsen har givet mig så meget tro på min faglighed, at jeg nu skal starte op på 1. Modul af kandidatuddannelse.

Hvad gør Ungdomsboligerne Stationstorvet særlig?
Hele arbejdspladsen er højt fokuseret på faglighed i alle opgaver, med en leder, der i den grad går foran. Der er ærlighed og autencitet, og de unge bliver taget alvorligt både der, hvor de gerne vil, men også i dele af dem, som de ikke selv ser eller vil se. De bliver passet på med faglighed og varme hele vejen rundt. Og det er tydeligt, at de får et bedre syn på dem selv ud fra dette.

Indstillet af: Diana Vang

Gå til afstemningen og stem på Ungdomsboligerne Stationstorvet, Albertslund

Ungehusene, Center for Familie, Frederikshavn Kommune

Ungehusene, Center for Familie, Frederikshavn Kommune

Arbejdsplads: Ungehusene, Center for Familie, Frederikshavn Kommune

Hvorfor fortjener Ungehusene Frederikshavn prisen?
Ungehusene i Frederikshavn Kommune er et team, der hver dag omsætter socialpædagogisk faglighed til konkret forskel for udsatte børn og unge. Kerneopgaven er at give de unge de redskaber, der skal til for at opleve mestring i eget liv – uanset om det handler om at komme i uddannelse eller job, at forstå egne udfordringer som ADHD, eller bare at føle sig som en del af et fællesskab. Teamet arbejder systematisk med at koble faglig teori og metode med praktisk, relationelt arbejde, og har samtidig taget initiativ til at udvikle naturbaserede aktiviteter som et fast redskab i indsatsen.

Hvordan gør Ungehusene Frederikshavn en forskel?
En ung mand mistede fodfæstet i sit skoleforløb og sad hjemme uden uddannelse eller job. Gennem tæt samarbejde mellem støttekontaktpersonen, kommunens fritidsjobskonsulenter og en lokal virksomhed fik han en praktikaftale, der udviklede sig til fastansættelse. I dag er han fastansat – et stort skridt fra risiko for marginalisering til mestring af eget arbejdsliv.

Teamet arrangerer faste fællesture for de unge – bålmad, fisketure, FIFA-turneringer, rideture og kreacafé. Det brede udvalg giver alle noget at spejle sig i og skaber uformelle rammer, hvor relationen til støttekontaktpersonen kan vokse. Her øver de unge sig i fællesskab og mestring, og de positive fællesskaber, der opstår dem imellem, er ofte lige så værdifulde som relationen til den voksne.

For seks år siden blev tre søskende anbragt i plejefamilie i samarbejde med familiens rådgiver og efter ønske fra den ældste, en pige på 14 år. Kontaktpersonen fortsatte kontakten årene igennem. Den ældste bror fik efterværn ved 18, blev skibsbygger i Frederikshavn og har arbejdet med ADHD og mestring. Alle tre er nu i gang med uddannelse eller eget liv, med god kontakt til mor, far og hinanden.

Hvad gør Ungehusene Frederikshavn særlig?
Det særlige ved Ungehusene er kombinationen af høj faglig og juridisk sikkerhed i det klassiske sagsarbejde med en vedholdende, nytænkende tilgang til, hvad relationsarbejde kan være. Hvor mange arbejdspladser nøjes med samtalen som redskab, har teamet aktivt opsøgt samarbejder med lokale erhvervsdrivende og foreninger – ishuse, rideskoler, kreacaféen og andre lokale aktører.

Indstillet af: Line Gravesen

Gå til afstemningen og stem på Ungehusene, Center for Familie, Frederikshavn Kommune

Værestedet Perron 4

Værestedet Perron 4

Arbejdsplads: Værestedet Perron 4

Hvorfor fortjener Værestedet Perron 4 prisen?
Alle medarbejdere har trukket et kæmpe læs, der er blevet knoklet for at skabe resultater blandt de mest sårbare i samfundet. Hvilket også har resulteret i en fantastisk tilsynsrapport. En sej kamp for de allermest sårbare, og medarbejder som næsten ingen sygedag har...så flot!!

Hvordan gør Værestedet Perron 4 en forskel?
En borger er kommet ud af dennes misbrug, flyttet fra en af vores boliger, og har fået ret godt styr på eget liv. Har tabt sig, og er blevet meget mere mobil. Alt i samarbejde med medarbejdere.

En borger som var i frit fald i vores system, med flere konkurser, ensomhed, div. somatiske problemstillinger, er kommet godt på fode igen, etableret i lejlighed. Er kommet ud og deltager i sociale arrangementer, og somatisk meget bedre.

Medarbejderne holder dagligt hovedet oven vande på utallige borger, som har svært ved kontakten til det offentlige, virksomheder og pårørende. Der bruges alle de store redskaber fra den socialpædagogiske værktøjskasse.

Hvad gør Værestedet Perron 4 særlig?
Et utømmelig drive for den helt svære borger. Et sind, som altid møder borgerne åbent og imødekommende. Den helt rigtige balance mellem omsorg, udvikling og støtte. En gensidig respekt borger og medarbejder imellem.

Indstillet af: Tomas Dahmlos Mikkelsen

Gå til afstemningen og stem på Værestedet Perron 4

Bliv medlem