Gå til indhold

Samvær og kontakt med forældre og netværk

Et plejebarn har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, venner m.fl. under anbringelsen. Læs om retningslinjerne for denne kontakt.

Samværet

Et plejebarn har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer og venner, under anbringelsen. Barnet eller den unge har ret til, at kommunen inddrager barnet eller den unges holdning til omfang, rammer og sted for samværet m.v. Dette gælder både, når barnet eller den unge ønsker mere samvær med forældre eller anden familie og netværk, og når barnet ønsker mindre. Hensynet er at sikre, at barnets perspektiv er i centrum for kommunens beslutninger om tilrettelæggelse af samværet.

 I forbindelse med vurderingen af barnets behov er kommunen forpligtet til at sikre, at der finder en samtale sted, hvor barnet eller den unge kan give udtryk for sin holdning til samværet. Barnets eller den unges mening skal tillægges vægt i forhold til barnets eller den unges alder, modenhed, og udvikling, herunder barnets eller den unges eventuelle fysiske eller psykiske funktionsnedsættelse.

At det er barnet eller den unge, der har ret til samvær, betyder, at hensynet til barnet eller den unge står over forældrenes ønske om kontakt og samvær.

Udgangspunktet for tilrettelæggelsen af samværet og afgørelser er, at barnet eller den unge som hovedregel har brug for at bibeholde kontakten til sin forældre. Barnet eller den unges ret til samvær omfatter en ret til at, at forældrene kan besøge barnet eller den unge, og en ret til, at barnet eller den unge kan besøge forældrene.  Dette gælder også for samvær med det øvrige netværk.

Retten til kontakt omfatter også email- og telefonkontakt samt anden kommunikation, medmindre der er truffet afgørelse om begrænsning af kontakten.

Udtrykket forældrene dækker både forældremyndighedsindehaveren og forældre, der ikke har del i forældremyndigheden.

Forældrene kan klage til Ankestyrelsen over kommunens afgørelser om samvær og kontakt.

Særligt om telefonkontakt

Plejeforældre kan ikke beslutte, at et plejebarn ikke må have telefonkontakt til sin familie. En sådan afgørelse om afbrydelse af telefonkontakt kan kun træffes af Børn- og ungeudvalget i kommunen.

I henhold til voksenansvarsloven har plejeforældre dog mulighed for at fastsætte regler, fx at det ikke er tilladt at anvende mobiltelefon om natten eller under måltider. Det fremgår af vejledning til voksenansvarsloven punkt 58.

Du kan finde hele vejledningen til loven her

Barnet / den unge kan anmode om at samværet suspenderes eller at en støtteperson deltager.

Det fremgår af § 103, stk. 2 i Barnets lov, at barnet eller den unge kan anmode om at samværet alene kan finde sted med tilstedeværelse af en støtteperson til barnet eller den unge, eller om at få samværet suspenderet med forældre eller netværk i en periode på op til 8 uger.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis barnet eller den unge giver udtryk for at være utryg ved samvær på grund af en forælders adfærd under samværet, og barnet eller den unge derfor ikke ønsker at have samvær uden en støtteperson i en periode.

Barnet eller den unge kan til enhver tid fremsætte en anmodning om en støtteperson til samvær eller suspension af samvær. Kommunen skal på baggrund af anmodningen foretage en konkret vurdering af, om der er grundlag for at træffe afgørelse om regulering og suspension af samværet og periodens længde, dog maksimalt 8 uger.

Selvom barnet eller den unge til enhver tid kan fremsætte en anmodning om suspension af samværet, vil kommunen ikke kunne træffe successive afgørelser om suspension af samværet, der indebærer, at samværet suspenderes i mere end 4 uger. Hvis et barn eller en ung gentagne gange anmoder om suspension af samværet, skal kommunen i stedet vurdere, om der er grundlag for at forelægge en sag om afbrydelse af samvær og kontakt for børne- og ungeudvalget.

Hvis der er tale om samvær mindre end en gang om måneden, betragtes det som en afgørelse om afbrydelse af samvær. En afgørelse om afbrydelse af samvær skal træffes af Børn- og ungeudvalget.

Kommunens Børn- og ungeudvalg kan beslutte, at samværet midlertidigt skal afbrydes, eller at samværet skal overværes af en repræsentant for kommunen. En afgørelse om afbrydelse af samvær er konkret begrundet, men på baggrund af Ankestyrelsens praksis kan udledes, at Børn- og ungeudvalget bl.a. lægger vægt på følgende forhold:

  • At barnet eller den unge har brug for at blive beskyttet mod negativ kontakt fra forælderen
  • At forælderen mangler evne til at leve sig ind i barnet eller den unges behov
  • At samvær med forælderen gør barnet eller den unge utryg

Hvis kommunen ønsker at ændre på samværet, skal den først forsøge at indhente en udtalelse fra plejefamilien. Se også afsnittet om plejeforældres udtaleret her 

Samarbejdet mellem forældre og plejeforældre

Et godt samarbejde mellem et plejebarns egne forældre og plejefamilien er afgørende for, at plejebarnet får det godt og trygt under sin anbringelse.

Samtidig er udgangspunktet for dig som familieplejer, at du er en del af et professionelt team i kommunen, hvor der bør være relativt klart definerede roller, herunder klare aftaler mellem kommunen, forældrene og plejefamilien om forholdene under anbringelsen.

Det er kommunens opgave at sørge for, at plejebarnets forældre løbende er orienteret om barnets hverdag og bidrage til et godt samarbejde mellem plejefamilien og forældrene. Forældrene skal have mulighed for at danne sig et indtryk af barnets eller den unges dagligdag, herunder forholdet til dagtilbud, skole eller uddannelsessted, samt forholdet til venner, aktiviteter mv.

Der er ikke tale om, at forældrene har krav på en detaljeret beskrivelse af alle forhold i barnets eller den unges liv, men forældrene skal føle, at de opnår en rimelig indsigt i barnets eller den unges dagligdag. Det vil i mange tilfælde være naturligt, at plejefamilien informerer forældrene om barnets eller den unges hverdag i forbindelse med det løbende samarbejde mellem forældre og plejeforældre, men der kan være tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt at orienteringen sker via kommunen.

Det er også kommunens opgave at forebygge, at der opstår konflikter mellem dig og plejebarnets forældre. Det kan bl.a. ske ved, at kommunen sørger for, at der er klare aftaler mellem kommune, plejefamilie og forældre om forholdene under anbringelsen, herunder om graden af samarbejde med og inddragelse af forældre i de daglige beslutninger.

I situationer, der er ved at udvikle sig til konflikter til skade for plejebarnet, bør du bede kommunen om hjælp – eventuelt i form af, at kommunen aktivt påtager sig sin forpligtelse som mægler.

Samtidig er det vigtigt, at du fastholder, at du som familieplejer er den, der i dagligdagen er tæt på plejebarnet, og at du bør inddrages ved beslutninger om, hvordan forældresamarbejdet skal være – hvad enten det drejer sig om forældremøder i skolen, samvær med forældre og netværk, der involverer dig, eller andre ting.

For at læse mere om rollen som familieplejer, kan du dykke videre ned i vores håndbog. Her kan du blandt andet læse mere om dine rettigheder før, under og efter en anbringelse. 

Find håndbogen her
Bliv medlem
Bliv medlem