Gå til indhold

Socialtilsynet og generel godkendelse som plejefamilie

Når I som familie har besluttet jer for, at I ønsker at blive generelt godkendt som plejefamilie og altså have mulighed for at få plejebørn fra flere forskellige kommuner, skal I henvende jer til socialtilsynet.

Socialtilsynet og generel godkendelse som plejefamilie

Der er udpeget fem tilsynskommuner, der varetager opgaven med at godkende plejefamilier og føre tilsyn med godkendte plejefamilier.

Hvem, der godkender jer som ny eller eksisterende plejefamilie, afhænger af, hvor I bor i landet. Hvis I eksempelvis bor i Odense, er det Socialtilsyn Syd, der har kompetencen til at godkende jer.

På tilbudsportalens hjemmeside kan I finde et ansøgningsskema, som skal udfyldes. I skal afgive en række oplysninger om uddannelse, erhvervserfaring, fritidsinteresser, boligforhold, helbred og økonomi.

Endelig skal der udfyldes en samtykkeerklæring, så socialtilsynet har jeres godkendelse til at indhente straffe- og børneattest på alle i husstanden, som er 15 år eller derover.

Socialtilsynene følger et fast koncept for godkendelse, som betyder, at I som ansøger skal deltage i et grundkursus (hvor begge forældre skal deltage) og to besøg i jeres hjem. Der er et besøg før opstart på grundkursus og et besøg efter gennemførslen af de to første kursusdage.

Kvalitetsmodellen

Når socialtilsynet skal vurdere om en plejefamilie kan godkendes, anvender tilsynet den såkaldte kvalitetsmodel.

Kvalitetsmodellen skal anvendes både i forbindelse med godkendelsen og ved det driftsorienterede tilsyn (alle godkendte plejefamilier skal have mindst et årligt tilsynsbesøg fra socialtilsynet).

I kan læse mere om godkendelsesprocessen og kvalitetsmodellen i bilag 2 til socialtilsynsbekendtgørelsen, som I finder her:

Socialtilsynsbekendtgørelsen (retsinformation.dk)

Godkendelsen

Efter at I har fremsendt ansøgningsskema, og når socialtilsynet har været i dialog med jer, vil I modtage en afgørelse fra Socialtilsynet. Afgørelsen skal være skriftlig og begrundet.

Af godkendelsen vil det bl.a. fremgå, hvilken type plejefamilie I er (almen, forstærket eller specialiseret), og hvor mange børn/unge I kan have.

Når I er godkendt som plejefamilie, har socialtilsynet pligt til at føre et generelt tilsyn med familien.

Betinget godkendelse

I nogle tilfælde kan socialtilsynet fastsætte vilkår for, at I kan blive godkendt som plejefamilie. Et vilkår kan eksempelvis være, at der skal etableres et værelse til plejebarn. Der kan i godkendelsen være fastsat en frist for, hvornår betingelsen skal være opfyldt.

Afslag på godkendelse – klage til Ankestyrelsen

Hvis socialtilsynet giver jer et afslag på godkendelse, skal afslaget gives skriftligt og være sagligt begrundet. Da afslaget er en såkaldt afgørelse, er I som familie part i sagen, og I har dermed ifølge forvaltningsloven krav på partshøring, inden der træffes afgørelse.

Hvis I får afslag på godkendelse, er der mulighed for at klage til Ankestyrelsen.

Der er en klagefrist på fire uger efter I har fået meddelelse om afgørelsen.

Hvordan klager man?

Der er ikke nogen formkrav til klager. Det vil sige, at man har mulighed for at klage såvel mundtligt som skriftligt. Socialpædagogerne anbefaler dog, at I sender jeres klage skriftligt på e-mail, da I så har bevis for, at jeres klage er afsendt, og at den er afsendt inden for fristen.

Hvad kan der klages over?

Der kan klages både over indholdet af afgørelsen (fx afslag på godkendelse) og/eller den måde sagen er behandlet på (fx at socialtilsynet ikke har indhentet relevante oplysninger i forbindelse med ansøgningen).

Der kan ikke klages over sagsbehandlingstiden til Ankestyrelsen. Klager over sagsbehandlingstiden eller over personalets optræden skal rettes til borgmesteren i tilsynskommunen.

Ændring/tilbagetrækning af godkendelse

Hvis en plejefamilies forhold ændres væsentligt i forhold til godkendelsesgrundlaget, kan socialtilsynet beslutte at ændre godkendelsen, så den fx omfatter færre børn eller helt trække den tilbage.

Du har som familieplejer selv pligt til at fortælle socialtilsynet om større ændringer i familien – fx skilsmisse, sygdom eller graviditet – der kan påvirke din godkendelse.

En ændring af godkendelsen eller en tilbagetrækning af den er – lige som et afslag på godkendelse – en afgørelse. Det betyder, at der træder de samme regler i kraft, som gælder ved afslaget. Ændringen eller tilbagetrækningen skal være skriftlig, den skal være sagligt begrundet, og I har som plejefamilie krav på partshøring.

I har også ret til at klage til Ankestyrelsen, hvis socialtilsynet ønsker at tilbagetrække godkendelsen.

Jeres klage til Ankestyrelsen har såkaldt opsættende virkning. Det vil sige, at jeres godkendelse ikke kan trækkes tilbage før Ankestyrelsen har behandlet klagen. I særlige tilfælde kan socialtilsynet eller Ankestyrelsen dog træffe en afgørelse om, at den tidligere afgørelse om at godkendelsen skal ophøre, skal have virkning straks.

Bortfald af godkendelsen

Det fremgår af lov om socialtilsyn § 5, stk. 11, at en plejefamilies godkendelse bortfalder, hvis der ikke har været anbragt børn i familien i en sammenhængende periode på tre år.

Tilbudsportalen

Plejefamilier skal registreres på Tilbudsportalen.

Tilbudsportalen er en hjemmeside, der samler og formidler oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud. Se Tilbudsportalen.dk

Socialtilsynet er ansvarlige for at registrere oplysninger om jer som plejefamilie på Tilbudsportalen. Det er jeres opgave som plejefamilie løbende at holde Tilbudsportalen opdateret fx i forhold til ledige pladser.

Som udgangspunkt vil oplysninger om plejefamilier blive offentliggjort i anonymiseret form. Der er etableret en særskilt sikker adgang for kommunens sagsbehandlere. Det giver sagsbehandlerne mulighed for at se personfølsomme oplysninger om plejefamilierne. De personfølsomme oplysninger vedrører navn, adresse, telefonnummer og privat e-mailadresse. Indberetning af oplysninger forudsætter derfor, at I som plejefamilie giver samtykke.

På Tilbudsportalen har alle, der besøger hjemmesiden, mulighed for at se plejefamiliens ID-nummer, beliggenhedskommune, fysiske forhold, pladser, karakteristika og godkendelse/tilsyn, mens plejefamiliens navn og kontaktoplysninger kun kan ses af de sagsbehandlere, der har login til disse fortrolige oplysninger.

De små kommuner, fx økommuner, indgår i en nærliggende kommune for at øge plejefamiliens anonymitet.

Der er udstedt en bekendtgørelse om Tilbudsportalen, og i bilag 2 til bekendtgørelsen kan du se, hvilke oplysninger om dig og din familie, der tilgår Tilbudsportalen.

Du kan finde bekendtgørelsen her:
Tilbudsportalbekendtgørelsen (retsinformation.dk) 

Grundkursus

Det er en forudsætning for både generelt godkendte plejefamilier samt netværksplejefamilier, at familien gennemfører et kursus i at være plejefamilie. Kurset omfatter begge plejeforældre, hvis der er to plejeforældre i familien. Grundkurset er en del af godkendelsesprocessen.

Plejefamilier og netværksplejefamilier skal kun gennemføre grundkurset i forbindelse med deres første godkendelse. Ansøger familien om en ny godkendelse efter en periode uden godkendelse, skal grundkurset derfor ikke gennemføres på ny. Socialtilsynet kan dog stille krav om fornyet kursus, hvis særlige forhold gør sig gældende.

Kurset skal være gennemført, inden familien modtager børn eller unge i pleje, med mindre særlige forhold gør sig gældende. Hvis en familie modtager et barn eller en ung inden kurset er gennemført, skal kurset gennemføres hurtigst muligt herefter.

Kurset skal som minimum have en varighed svarende til fire hele kursusdøgn for plejefamilier, der er godkendt til døgnophold. Plejefamilier, der skal have børn eller unge i støtteophold, skal også gennemgå et grundkursus af minimum fire dages varighed.

Det er det socialtilsyn, der har godkendt jer, som afholder udgifterne til grundkurset. Du kan læse mere om de fem socialtilsyns grundkurser på socialtilsynenes hjemmeside.

Hvis I vil vide mere om jeres rettigheder og pligter i forhold til grundkursus, efteruddannelse og supervision, så kan I læse plejefamiliebekendtgørelsen.

I finder bekendtgørelsen her:
Plejefamiliebekendtgørelsen (retsinformation.dk)

Plejefamiliernes håndbog

For at læse mere om rollen som familieplejer, kan du dykke videre ned i vores håndbog.

Her kan du blandt andet læse mere om dine rettigheder før, under og efter en anbringelse.

Find håndbogen her
Bliv medlem
Bliv medlem