Det er livsbekræftende at gøre en forskel

66-årige Maj-Britt Weise elsker sit arbejde, og hun har en stor appetit på viden. Hun har taget en merituddannelse som socialpædagog sideløbende med sit arbejde som familieplejer, hun sidder med i styregruppen for familieplejere i Socialpædagogerne Midtsjælland. Og for nyligt deltog hun i læringsdagen #StoltSocialpædagog arrangeret af Socialpædagogerne.

Læringsdagen har givet hende redskaber til at bruge sin stemme i debatten om familieplejeres vilkår. Og helt konkret har dagen givet Maj-Britt Weise et netværk af andre familieplejere – nogen hun kan søge råd hos og sparre med.

– Man kan jo ikke lige gå ind og spørge naboen til råds, som hun siger.

Om det så ender med, at hun skal på barrikaderne i den offentlige debat, det ved hun ikke endnu.

– Men jeg er da begyndt at sige, at jeg er ved at være gammel, og at kommunerne må tage sig sammen og skabe bedre vilkår for nye, unge plejefamilier. De kommer til at mangle dem, siger hun.

Godt i vej

Maj-Britt Weise ringer fra bilen. Hun er i Jylland sammen med sin mand og den 8 måneder gamle dreng, familien lige nu har i pleje. De har lige sagt farvel til den familie, der har adopteret deres forrige plejebarn – en pige, der boede hos dem i 14 måneder. Lige nu er familien Weise akutplejefamilie for spædbørn, som står til at skulle bortadopteres.

– Det er fantastisk at vide, at hun har det godt – at vi har sendt hende godt i vej. Den familie, der har adopteret hende, går meget op i, at hun skal vide, hvor hun kommer fra, og vi havde hende jo hos os i mere end et år. Det er dejligt at følge lidt med, siger hun.

Maj-Britt Weise tæller sig frem til, at hun må have haft mindst 40 børn i pleje i sine år som familieplejer. I begyndelsen var familien aflastningsfamilie, men efter nogle år gik de over til at være plejefamilie.

– Som aflastningsfamilie syntes vi ikke, der var tid nok til at give børnene det, de havde behov for. Det var anderledes som plejemor. Vi havde fx et søskendepar fra de var 5 og 7 til de fyldte 18 år, siger hun.

Dengang havde familien Weise hjemmeboende børn på 3, 7 og 10 år. De var i forvejen vant til, at der var andre børn i familien, fordi Maj-Britt Weise arbejdede som dagplejemor.

Næste generation

Da både plejebørn og egne børn var blevet voksne, modtog Maj-Britt Weise og hendes mand i en periode teenagere i pleje. De fleste kom direkte fra deres egne familier og med meget komplekse problemstillinger. En gang blev der stjålet ting, og det hele blev for svært. De belastede unge harmonerede ikke godt med familien Weises eget liv med voksne børn og børnebørn.

– Derfor valgte vi at tage spædbørn ind igen. Det er så livsbekræftende at få de her børn som små, og så sende dem videre til en lykkelig adoptivfamilie.

Og selvom det er hårdt arbejde, er hendes egen familie øjensynligt ikke blevet afskrækket af arbejdet med plejebørnene. For Maj-Britt Weises voksne datter har også valgt at arbejde som familieplejer.

– Man bliver jo nok lidt "skadet" af at vokse op i en plejefamilie, griner hun.

Arbejde med mening

Maj-Britt Weise har talt med familieplejere, der ikke ønsker at være plejefamilie længere, fordi kommunen er for svær at arbejde med. Men for familien Weise har arbejdet med børnene trods de svære vilkår været det hele værd.

Det blev hun fx bekræftet i, da en ung pige ringede og fortalte, at hun havde fået et barn, og at hun kun var nået dertil, fordi hun havde været deres plejebarn. Eller når hun følger børnene fra sidelinjen og ser, at de får en uddannelse og et godt liv som voksne, fordi de har kunnet spejle sig i familien.

– Min mand bliver 70 år til jul, og der er mange, der spørger os, hvordan vi kan blive ved. Men vi tænker hele tiden, at vi kan nå at gøre en forskel for bare et lille barn mere, siger hun.

Men hvis Maj-Britt Weise skulle bruge sin viden fra forbundets læringsdag til at kæmpe for en faglig sag, så skulle det handle om ferie til familieplejere, understreger hun.

– Det med ferie er ømtåleligt, men som familie har man brug for luft. Kommunerne burde anerkende den ret. At blive plejefamilie er et arbejde, og plejefamilien har brug for et pusterum, og måske har plejebørnene også godt af en lille pause fra familien.