Gå til indhold

Trioen kan forebygge stress ved forandringer

Forandringer på arbejdspladsen skaber ofte stress og frustrationer, men det kan Trioen være med til at forebygge. Ledende arbejdspsykolog Pia Ryom gav gode råd på Socialpædagogerne Østjyllands arbejdsmiljøkonference.

Tilbage til Midtjylland
Ledende arbejdspsykolog Pia Ryom gav gode råd på Socialpædagogerne Østjyllands arbejdsmiljøkonference.

Trioen spiller en væsentlig rolle, når arbejdspladsen skal gennemføre forandringer. Opgaven er sjældent let, for med forandringsprocesserne kan følge frustrationer, stress og dårlig trivsel. Derfor satte Socialpædagogerne Østjylland fokus på forandringer og psykisk arbejdsmiljø, da de for nylig holdt arbejdsmiljøkonference for tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledere.

De fleste af os siger, at vi gerne vil udvikle os, men når der kommer forandringer, reagerer vi alligevel tit med modstand. Vi oplever nemt forandringer som en kritik af den måde, som vi arbejder på i dag, og vi bliver bange for, at vi ikke kan slå til.

Sådan sagde ledende arbejdspsykolog Pia Ryom fra Aalborg Universitetshospitals arbejdsmedicinske klinik, da hun holdt oplæg på konferencen. Personligt synes hun, at hun oplever få virkelige forandringer. I stedet er der blot tale om mindre tilpasninger og justeringer.
– Kald det kun forandringer, hvis der reelt er tale om forandringer. Nogle bliver stressede ved ordet forandring, og der er ingen grund til at skabe unødvendig uro, hvis det slet ikke er forandringer, der er på vej. Samtidig risikerer de udviklingsliderlige at blive skuffede, hvis der faktisk kun er tale om mindre ændringer, sagde Pia Ryom.

The big why!

Hun mener, at Trioen kan være med til at forebygge frustrationer, stress og modstand ved forandringerne, hvis de forklarer ærligt, hvorfor forandringerne kommer, hvad meningen er med forandringerne, og hvilke konsekvenser de vil få.
– Det handler om at formidle ’the big why’, hvor I fortæller, hvorfor I gør, som I gør. Det er vigtigt, at I taler om, hvorfor forandringen er vigtigt, hvad I vil med forandringen, og hvad forandringen kommer til at betyde for kerneopgaven. Hvis I ikke kan forklare de ting, så skal I ikke blive forundrede over, at forandringerne møder modstand, sagde Pia Ryom.
Erfaringerne viser, at jo højere medarbejderne vurderer kvaliteten af deres kerneopgave, jo bedre trives de, og derfor er det især vigtigt, at Trioen har fokus på, hvad forandringerne kommer til at betyde af ændringer for kerneopgaven og kan forklare det til medarbejderne.
– Det er vigtigt, at I tager ansvar for at redefinere kerneopgaven, når der sker ændringer, og at I har en løsning klar. Det kan I ikke forlange, at medarbejderne selv klarer, sagde hun.

Gør plads til skepsis

Arbejdspsykolog Pia Ryom anbefalede også, at man undervejs sørger for at skabe gennemsigtighed i forandringsprocessen fx ved at holde timeouts, hvor der er tid til at reflektere sammen.

Sørg for at I har et højt informationsniveau – giv fx mulighed for, at man 15 minutter om ugen kan skyde på chefen eller hold Rygters Bureau, hvor alle rygterne kommer på bordet – den slags kan faktisk også give nogle gode ideer og gøre en klogere

sagde hun. Derudover pointerede hun vigtigheden i at have tålmodighed med de individuelle reaktioner på forandringerne. Man skal behandle alle reaktioner ordentligt og med respekt, men man skal ikke bruge uendelige ressourcer på at sælge et budskab til nogen, som ikke vil have det:
– Det er er ok, at vi ikke er enige, men det betyder ikke, at alt skal gå i stå. Der skal være plads til den sunde skepsis, men man skal passe på ikke at bruge mest tid på nogen, som ikke vil overbevises, lød rådet fra Pia Ryom.

Tre gode råd, når I skal skabe forandringer:

  1. Forklar hvad meningen er med forandringen, hvad forandringen går ud på, og hvilke konsekvenser den får for kerneopgaven.
  2. Kald tingene ved det rette navn. Kald ikke mindre justeringer for forandringer. De udviklingsliderlige bliver bare skuffede, og de udviklingsangste bliver bange.
  3. Sørg for at der er plads til den sunde skepsis og brug den. Vi må gerne være uenige, for det bliver vi klogere af.

Pia Ryom er ledende arbejdspsykolog ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Aalborg Universitetshospital. I klinikken møder hun socialpædagoger som patienter.
– I er en af de højst belastede arbejdsgrupper, og I arbejder under vilkår, som ikke er i orden. Når jeg undersøger jer, så er det meget kendetegnede, at I sjældent mister jeres etik, selvom arbejdsmiljøet strammer til. Der er ingen tvivl om, at I er hverdagens helte, men det, som I byder jer selv, er i overkanten, sagde Pia Ryom på Socialpædagogerne Østjyllands arbejdsmiljøkonference. Hun opfordrede medlemmerne til at stille krav til fagforeningen om at gøre noget ved arbejdsvilkårene.
– Kræv noget af fagforeningen. Fortsæt med at have en høj etik, men stop med at acceptere, at så mange af jer har stress. Mit ønske er, at jeres iver for at hjælpe andre også smittede af på jer selv, lød det fra Pia Ryom.

Bliv medlem
Bliv medlem