Artboard 1 no disagree x error
Skift site
Menu
TTEMA: Lønforsikring

En lidt tryggere hverdag

Lønforsikring

Socialpædagogernes lønforsikring er en del af dit medlemskab og sikrer dig 80 % af din løn i op til 6 måneder, hvis du mister dit job. Socialpædagogernes lønforsikring er en af de bedste og billigste i Danmark.

Hvad er en lønforsikring?

En lønforsikring er et supplement til dine dagpenge og dermed en ekstra økonomisk tryghed, hvis du mister jobbet. Igennem socialpædagogernes lønforsikring er du sikret 80% af din løn, hvis du bliver opsagt.

Mange tænker ikke over det, men for de fleste betyder dagpenge, at der går langt færre penge ind på kontoen, end de normalt tjener. Lønforsikringen kan være med til at sikre, at du stadig har råd til at betale til din bil, afdrage på lån til banken og få hverdagens økonomi til at hænge sammen – selv i en svær situation.

Eksempel

Tjener du fx 35.000 kr. pr. måned og bliver ledig, ser regnestykket sådan ud:

  • Dagpenge = 19.351 kr.
  • Lønforsikring = 6.409 kr.

Samlet vil du få 25.760 kr. pr. måned.

En af Danmarks billigste lønforsikringer

Socialpædagogerne har forhandlet sig til en favorabel og billig lønforsikring hos ALKA. Du er automatisk dækket af lønforsikringen, når du er medlem af både Socialpædagogerne og Socialpædagogernes A-kasse, hvilket størstedelen af vores medlemmer er.  Den kollektive model gør, at alle betaler lidt, så ingen behøver at betale for meget.  

Lønforsikringen koster kun 46 kr. om måneden, og beløbet opkræves sammen med dit kontingent. Lønforsikringen er fradragsberettiget, hvilket for dig betyder, at du reelt slipper med godt 30 kr. om måneden, når du indregner skattefradraget.  Til sammenligning koster en individuel lønforsikring ca. 300 kr. om måneden.

Socialpædagogernes lønforsikring har siden 2014 givet økonomisk tryghed til socialpædagoger, ledere og plejefamilier i hele landet i en periode med ledighed.

Ring til os, hvis du vil høre mere om lønforsikringen på tlf.: 7248 6010

Her kan du melde dig ind i fagforening og a-kasse, hvis du ønsker økonomisk tryghed.

Sammenlign lønforsikringer

Tænketanken Cevea har sammenlignet priser og vilkår for de lønforsikringer, som 333.000 lønmodtagere havde i 2019. Rapporten viser, at de kollektive lønforsikringer, som den du kan få gennem Socialpædagogerne, er markant billigere end de private, som den enkelte tegner – og at de kollektive generelt har de bedste forsikringsdækninger. Rapporten viser, at Socialpædagogernes lønforsikring er en af de allerbilligste i Danmark.

Spørgsmål om lønforsikring

Se hvornår og hvordan du er dækket af den kollektive lønforsikring

Her kan du se, hvad lønforsikringen koster, hvordan du er dækket, og hvornår du er omfattet af den kollektive lønforsikring:

  • Forsikringen koster kun 46 kr. om måneden og er fradragsberettiget
  • Du er sikret 80% af din løn i op til seks måneder
  • Du er omfattet, hvis du er betalende medlem af både Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse
  • Du skal have været medlem og betalt til lønforsikringen i ét år før udbetaling
  • Du skal have været i arbejde i ét år før udbetaling og være dagpengeberettiget
  • Du skal være opsagt eller på anden måde ufrivilligt ledig

Det har ingen betydning for din ret til lønforsikring, om du bliver ledig fra et fast eller et midlertidigt job som fx et barselsvikariat.

Læs mere om betingelserne; Kollektiv Lønforsikring (sl.dk)

Hvad får jeg udbetalt?

Din lønforsikring afhænger af din tidligere månedsløn. Lønforsikringen giver dig sammen med dagpengene en dækning på 80% af din løn. Der sker dog en modregning af 8% arbejdsmarkedsbidrag, da du hverken betaler arbejdsmarkedsbidrag af dagpenge eller lønforsikringsydelsen.

Tjener du fx 35.000 kr. om måneden og bliver ledig, vil du få 19.351 kr. i dagpenge (2022-niveau) og 6.409 kr. oveni fra lønforsikringen. I alt vil du altså få 25.760 kr. om måneden. Det gælder, hvis du får udbetalt dagpenge for fuld ledighed (dvs. 160,33 timer) i måneden.

Hvis du i løbet af din ledighedsperiode har nogle måneder med arbejdstimer, bliver timerne modregnet i både dagpengene og lønforsikringen.

Eksempel på modregning af arbejdstimer

Du har 30 timers arbejde i en måned. De skal modregnes de 160,33 timers fuld ledighed. Det betyder, at du vil få 130,33 (160,33-30) timer udbetalt i dagpenge. Det samme antal timer vil du få i lønforsikring. Hertil får du selvfølgelig lønnen for de 30 arbejdstimer. Det vigtigt at huske at lønforsikringen altid følger dagpengeudbetalingen.

Hvornår kan jeg ikke få udbetalt lønforsikring?

Hvis du er selvforskyldt ledig

Hvis du selv har sagt dit arbejde op, vil du som oftest være selvforskyldt ledig. Det betyder, at du får en karantæne på tre uger, hvor du ikke kan få dagpenge. Det betyder også, at du ikke kan få udbetalt lønforsikring på noget som helst tidspunkt i denne ledighed. Som medlem vil du først have ret til lønforsikring, når du får en helt ny dagpengeret. Selvforskyldt ledighed kan derfor hurtigt koste dig tusindvis af kroner, og vi vil anbefale dig at tage fat i Socialpædagogerne og a-kassen, inden du træffer det valg.

Tavlen viskes først ren, når du får en ny dagpengeret (indplacering). Som fuldtidsforsikret gælder det, at du får en ny dagpengeret efter 1924 timers arbejde. Er du deltidsforsikret er kravet 1258 timer.

Hvis du er nyuddannet

Du har ikke ret til lønforsikring, hvis du er nyuddannet. Hvis du er nyuddannet og endnu ikke er kommet i arbejde, er dit medlemskab af fagforeningen gratis. Vi opkræver ikke de 46 kr. i lønforsikring fra dig, før du får et arbejde og skal begynde at betale til fagforeningen.

Du skal betale til lønforsikringen i et år og have arbejdet mindst 1924 timer (1258 timer, hvis du er deltidsforsikret), før du kan få udbetaling fra lønforsikringen.

Hvis du er på barsel

Dagpenge fra a-kassen og lønforsikring følges ad. Så længe du er på barselsorlov, kan du ikke få dagpenge fra a-kassen. Det skyldes, at du ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, mens du er på orlov. Derfor kan du heller ikke få udbetalt lønforsikring.

Hvis jeg bliver overflyttet og allerede har en lønforsikring

Som hovedregel skal du betale de 46 kr. til Socialpædagogernes lønforsikring i mindst 12 måneder, før du har ret til en udbetaling. Men hvis du allerede før overflytningen har betalt til en anden lønforsikring, kan vi overføre din anciennitet. Det har betydning, hvis du mister dit job inden for det første år efter overflytningen.

Din nuværende lønforsikring skal dog være sammenlignelig med Socialpædagogernes lønforsikring. Det er den, hvis du:

  • Har ret til udbetaling i mindst seks måneder
  • Udbetalingen af dagpenge samt forsikringssum dækker 80% af din tidligere løn

Det er vigtigt, at du betaler til din nuværende lønforsikring helt frem til det tidspunkt, hvor du bliver overflyttet til os. Vi kan nemlig kun overføre din anciennitet, hvis den ikke bliver brudt.

Kontakt vores Medlemsservice på telefon 7248 6030, hvis du har spørgsmål.