Uddannelse for ledere
Din kompetenceuddannelse som leder hænger tæt sammen med, hvilken lederuddannelse du tager. Her får du et overblik over de forskellige efter- og videreuddannelsesveje. Socialpædagogerne anbefaler, at du tager videregående voksenuddannelse.
Lederuddannelser udbydes af mange aktører: private udbydere, faglige organisationer, arbejdsgivere og i offentligt regi i videreuddannelsessystemet for voksne. Generelt vil vi anbefale, at du tager videregående voksenuddannelse. Begrundelsen er, at disse uddannelser er kompetencegivende og professionsrettede. Endvidere lever de op til nationale og internationale kvalitetsstandarder, ligesom der er mulighed for støtte.
De kommunale arbejdsgivere og de faglige organisationer har de sidste år både hver for sig og sammen arbejdet med ledelse, lederudvikling og lederuddannelse.
Kompetencegivende lederuddannelser i videreuddannelsessystemet for voksne findes på tre niveauer:
- Akademiuddannelsen i ledelse, som niveaumæssigt svarer til en kort videregående uddannelse
- Diplomuddannelsen i ledelse, som niveaumæssigt svarer til en mellemlang videregående uddannelse
- Masteruddannelsen i offentlig ledelse, som niveaumæssigt svarer til en lang videregående uddannelse. Masteruddannelsen i socialpædagogik har også visse lederes interesse
Forskellen mellem disse tre niveauer er ikke et spørgsmål om uddannelsens længde, men et spørgsmål om adgangskrav og slutkompetencer. Alle tre uddannelser har et samlet omfang på et fuldtidsstudieår (svarende til 60 ECTS-point). Uddannelserne kan tages på et år, men det typiske er at gennemføre uddannelsen på to til tre år, hvis man er i arbejde. Det er også muligt blot at tage enkelte moduler på uddannelserne.
Uddannelsen giver kompetencer til selvstændigt at analysere, planlægge og udføre ledelse i private og offentlige virksomheder nationalt og internationalt. Den består af en 1. del, der giver et fagligt og metodisk grundlag inden for ledelse samt en 2. del, der giver en faglig specialisering og kompetence. Det er en kort videregående voksenuddannelse (VVU).
Fleksibel akademiuddannelse – Som led i VVU (voksen videreuddannelse) -ordningen kan du gennemføre en akademiuddannelse som et fleksibelt forløb ved at sammensætte fag fra forskellige videregående voksenuddannelser eller anden uddannelse på samme niveau, udbudt under lov om åben uddannelse. Du kan fx sammensætte en uddannelse af både ledelses- og organisationsmoduler.
Du skal udarbejde en uddannelsesplan sammen med én uddannelsesinstitution, som udbyder uddannelse på samme niveau, men du har mulighed for at følge fag og moduler på forskellige uddannelsesinstitutioner.
Socialpædagogernes bemærkninger til akademiuddannelsen:
Akademiuddannelsen i ledelse indeholder relevante generelle ledelsesproblemstillinger i private og offentlige uddannelser med mulighed for specialisering på 2. del. Uddannelsen kan være relevant for ikke-pædagogisk uddannede medlemmer, men generelt må det formodes, at det vil være at foretrække at vælge lederuddannelser på højere niveauer.
Læs mere om uddannelsen på www.ug.dk
Uddannelsen henvender sig til nuværende og kommende ledere i den offentlige og private sektor. Den består af tre obligatoriske moduler, to valgfri moduler og et afgangsprojekt. Den foregår ved professionshøjskoler og på erhvervsakademier. Du kan læse mere om diplomuddannelsen i ledelse her
Adgangskrav til en diplomuddannelse
Adgangskravet er en bestået akademiuddannelse suppleret med to års relevant erhvervserfaring. Har du en mellemlang videregående uddannelse – fx pædagoguddannelsen – har du derfor umiddelbart adgang til en diplomuddannelse.
Socialpædagogernes bemærkninger til diplomuddannelsen i ledelse:
Diplomuddannelsen i ledelse henvender sig til nuværende og kommende ledere i den offentlige og private sektor. Den består af tre obligatoriske moduler: det personlige lederskab, ledelse og medarbejdere og ledelse og organisation. Dette er centrale områder i en generel lederuddannelse, og de valgfrie moduler og afgangsprojektet giver mulighed for at tone sin uddannelse og specialisere sig.
Ved valg af lederuddannelse lokalt vil det være en god idé at undersøge mulighederne for specialisering gennem valgfri moduler: Udbydes temaer og emner af relevans for det pædagogiske område? Det kunne tænkes, at de valgfri moduler i uddannelserne udbudt af professionshøjskoler, i højere grad havde indholdsmæssig relevans for socialpædagoger, ligesom underviserne ved disse uddannelsesinstitutioner i højere grad repræsenterer viden og erfaringer inden for den pædagogiske sektor.
En parameter du også bør overveje, er muligheden for at møde ledere fra andre sektorer inden for den offentlige og den private sektor. Dette må du undersøge lokalt.
Master of Public Administration er en toårig deltidsuddannelse med et omfang, der svarer til et års heltidsuddannelse. Uddannelsen er en videregående uddannelse på et internationalt niveau for nuværende og kommende ledere i den offentlige sektor, frivillige og faglige organisationer samt private virksomheder, der arbejder sammen med stat og kommune. Uddannelsen udbydes i forskellige udgaver:
- Master of Public Administration, MPA, CBS
- Master of Public Administration, MPA, Aalborg Universitet
- Master of Public Management, MPM, Syddansk Universitet
Master i socialpædagogik henvender sig til professioner med socialpædagogiske opgaver og til personer, som ønsker at udvikle ny viden og nye metoder inden for socialpædagogikken. Målgruppen omfatter fx socialpædagoger, pædagoger, socialrådgivere, lærere, ergo- og fysioterapeuter samt sygeplejersker.
Uddannelsen udbydes under lov om universiteter som en videregående deltidsuddannelse over to år af DPU:
Adgangskrav til en masteruddannelse
Når det gælder masteruddannelsen i socialpædagogik, er en professionsbachelor som pædagog, lærer, sygeplejerske, socialrådgiver, ergo- eller fysioterapeut adgangsgivende. Hvis du ikke er professionsbachelor, vil der normalt blive stillet krav om en bestået diplomuddannelse eller dele heraf. I visse tilfælde kan relevant erhvervserfaring kompensere for kravet om diplomuddannelse. Masteruddannelsen i offentlig ledelse kræver normalt to års erhvervserfaring foruden en professionsbachelor.