OK26
Sådan er du stillet, hvis der bliver konflikt
Forhandlingerne om overenskomster for offentligt ansatte socialpædagoger er i gang. Socialpædagogerne arbejder som altid benhårdt på at lande en god aftale om dine løn- og ansættelsesvilkår de kommende år. Men hvis forhandlingerne går i hårdknude, kan det ende i enten strejke eller lockout. Se, hvordan du så er stillet.
7. januar 2026
Forfatter: Lærke Øland Frederiksen
Fornuftige arbejdstider, en rimelig løn og retten til løn under barsel. Det er vilkår, der ikke bare dumper ned fra himlen, men som Socialpædagogerne forhandler på plads med arbejdsgiverne ved overenskomstforhandlingerne. Og vi arbejder netop nu benhårdt for at lande en god aftale om dine løn- og ansættelsesvilkår de kommende år.
Hvis Socialpædagogerne mod forventning skulle blive omfattet af en konflikt, vil de medlemmer, der er berørt af enten strejke eller lockout, modtage konfliktunderstøttelse fra Socialpædagogernes strejkekasse. Konfliktunderstøttelsen svarer nogenlunde til din almindelige løn (ekskl. pension, feriegodtgørelse og resultatløn).
Du skal have været medlem af Socialpædagogerne i mindst en måned for at være berettiget til konfliktunderstøttelse. Er du ikke allerede medlem, betyder det, at du skal melde dig ind i Socialpædagogerne senest d. 28. februar 2026, hvis du vil være sikker på at kunne få konfliktunderstøttelse under en eventuel konflikt i forbindelse med OK26.
Kender du forskel på strejke og lockout?
Lønmodtagerorganisationerne har retten til at varsle strejke over for arbejdsgiverne. Det betyder, at medlemmerne af Socialpædagogerne skal nedlægge arbejdet fra strejkens start. Under strejken betragtes de strejkende ikke som ansatte på arbejdspladsen og modtager ikke løn.
Hvis arbejdsgiverne i forbindelse med overenskomstforhandlingerne varsler lockout, så betyder det, at alle ansatte, som er medlemmer af Socialpædagogerne, er lockoutede fra deres arbejdsplads under konflikten, og de vil ikke modtage løn.
Derfor er det vigtigt at være medlem af Socialpædagogerne for at få ret til konfliktunderstøttelse under strejke eller lockout.
Følg med i forhandlingerne
Socialpædagogerne forhandler nye overenskomster for offentligt ansatte socialpædagoger. De fastlægger din løn og dine vilkår de kommende år.