Plejeforældre: ”Vi er ikke bange for at kigge ind i os selv”

Måske kender du følelsen? Følelsen af, at det til tider kan føles sårbart, at du som plejeforælder har et arbejde, hvor ikke alene din faglighed, men også din måde at være i verden på skal vurderes og evalueres af din arbejdsgiver.

Det gør Ina og Kim Christensen, der tidligere på måneden holdt oplæg om deres liv som plejefamilie ved Plejefamiliernes dag og årsmøde i Socialpædagogerne Sydjylland. 

– At være plejeforælder er lidt som at være musiker og spille koncert. I det øjeblik, man stiller sig op på scenen, er man jo nærmest nøgen. Alles øjne er rettet mod dig, og du må bare håbe, at publikum kan lide det, du giver dem. Det er utrolig sårbart. For selvom man giver alt, man har, ved man aldrig helt, om det er godt nok, siger Kim Christensen, der ligesom sin hustru er fritidsmusiker. 

LÆS OGSÅ: ’Jeg tuder øjnene ud af hovedet – og så går jeg i gang med at forberede mig på næste barn’ 

Hele dig selv på job

Kilden til sårbarheden er, at man som plejefamilie er i en rolle, hvor man ikke kan adskille privatperson fra fagperson, mener parret.

– Som plejeforælder slår ikke ting ind på et kasseapparat og arbejder for et godt økonomisk resultat på bundlinjen. Du investerer dig selv som menneske med hele din integritet og alt det, du har med af moralbegreber, etik osv. Det er også det, du måles og vejes på, og da kan man føle sig meget sårbar, siger Ina Christensen.

Hun peger på en konkret situation, hvor hun selv mærkede sårbarheden meget tydeligt. Parrets yngste plejebarn havde børnesamtale med sin rådgiver, og under samtalen fortalte barnet, at plejemor lukkede det inde i hønsehuset, når hun blev vred.  

– Rådgiver kendte heldigvis barnet og dets udfordringer, så det blev en parentetisk udtalelse i en længere dialog om barnets trivsel. Alligevel følte jeg, at jeg blev ramt af noget, som føltes som århundredets injuriesag. Hele min person og min integritet stod for skud, og jeg følte mig mega sårbar, fortæller Ina Christensen. 

LÆS OGSÅ om plejemor og familieplejekonsulent: ’Vi løfter anbringelsen sammen’

Vi besluttede at være modige

Men netop sårbarheden har Ina og Kim Christensen bevidst valgt ikke at give for megen magt i deres liv som plejefamilie, der tog sin start for otte år siden. 

De besluttede, at de ville være modige. Og deres grundindstilling blev, at det altid er muligt at udvikle sig både som fagperson og menneske. De er også bevidste om, at selvom de hver dag yder deres ypperste i rollen som plejeforældre, vil de stadig komme til at begå fejl. Men fejlene er ikke farlige og behøver ikke gemmes væk – for de indeholder et udviklingspotentiale.

– Man skal i vores optik ikke være bange for at erkende fejl, hvis man gerne vil lykkes som plejefamilie. Det handler om at være modig og turde at se på sig selv, når noget ikke virker i forhold til et barn, siger Kim Christensen. 

Nysgerrighed er vores fundament

Ud over mod er nysgerrighed også et kernebegreb for ægteparret. Forudsætningen for at kunne udvikle sig er nemlig, at man er nysgerrig på både sig selv, plejebarnet og selve relationen, mener de.

– Vi skal være nysgerrige på, hvad det er for projektioner, vi selv sender ud, og hvad vi får tilbage. Og så skal vi være villige til at lære af det. På den måde vil jeg næsten sige, at nysgerrighed er det vigtigste fundament for at være plejefamilie, siger Ina Christensen. 

Bad om hjælp

Siden Ina og Kim Christensen trådte ind i faget, er de gået fra at være netværksplejefamilie til ret hurtigt at blive godkendt som specialiseret plejefamilie. Det i sig selv har været en oplevelsesrig rejse med en til tider stejl læringskurve, hvor de har indhentet viden fra kurser, litteratur og studier – og så har de spurgt folk til råds, der vidste mere end dem. 

Og når der har været konkrete udfordringer med et barn, har de været bevidste om ikke at gå alene med det, der fyldte. I stedet har de rakt ud efter hjælp i tillid til, at de og systemet altid spiller på samme hold. 

Som fx da et af deres plejebørn havde så massive problemer i relationen til sin biologiske familie, at de var nødt til – sammen med rådgiver og skoletilbud – at række ud efter et VISO-forløb. 

– Vi har jo alle det samme mål for øje; at gøre det bedst mulige for plejebarnet. Og når der er noget, vi er udfordret på, så skal vi selvfølgelig bede om hjælp uden at frygte, at vi af den grund bliver set som inkompetente. Så nej, vi er bestemt ikke bange for at række ud, siger Kim Christensen og fortsætter:

– Hvis vi gerne kontinuerligt vil forbedre os og gøre det bedst mulige for vores plejebørn, så kræver det, at vi får feedback på det, vi går og foretager os. Det kan vi få bl.a. ved tilsynene, siger Kim Christensen. 

Vi skal være stolte af os selv

Selvom Ina og Kim Christensen genkender den sårbarhed, der er forbundet med at være plejefamilie, tror de på, at man selv kan gøre noget for at få sårbarheden til at fylde mindre. De taler i den forbindelse om at ”træde frem i lyset” med stolthed og tale deres rolle som plejefamilie op.

– Plejefamilier er jo blevet ansat til at udfylde en vigtig rolle. Ikke kun i forhold til et sårbart barn eller en ung, men også i forhold til samfundet generelt. Når et barn bliver matchet med en plejefamilie, så er det i min optik fordi, der er nogen, som har vist en kæmpe tillid og sagt, at de tror på lige netop dén plejefamilie, siger Ina Christensen og fortsætter:

– Det er det, vi arbejder ud fra – vi prøver ikke at være noget, vi ikke er. Vi er valgt, fordi vi er dem, vi er – det er da en fin anerkendelse at få, synes jeg – og noget, som alle plejefamilier burde være stolte af. 

LÆS OGSÅ: "Det er livsbekræftende at gøre en forskel"

Der er ikke en manual for alt

De to plejeforældre har imidlertid også oplevet modstand i deres samarbejde med anbringende kommuner. Når det er sket, har det typisk handlet om noget mere lavpraktisk. Fx har de måttet kæmpe med en kommune om et pengebeløb, de havde ret til. 

Som mange andre plejeforældre samarbejder Ina og Kim Christensen desuden med flere forskellige kommuner og oplever, at der kan være meget stor forskel på, hvordan kommunerne tolker de politiske retningslinjer på anbringelsesområdet. 

– Så føler vi, at det er vores ansvar at sætte os grundigt ind i, hvordan vi løser opgaven ud fra retningslinjerne i den pågældende kommune. Det gør vi i de indledende dialoger med rådgiver og/eller matchkonsulenten, siger Kim Christensen og uddyber: 

– Vi har med det socialpædagogiske område og i visse tilfælde med behandlingsområdet at gøre, så selvfølgelig skal vi indhente viden om, hvordan kommunen tænker, at vi bedst muligt hjælper barnet, siger Kim Christensen. 

Så siger vi pænt ”nej tak”

Hvis Kim og Ina Christensen ikke har en god mavefornemmelse omkring et samarbejde med en kommune, er de dog heller ikke bange for at lytte til den.  

– Så siger vi pænt ’nej tak’ til et samarbejde. På den måde kan man sige, at man ikke kun matcher et barn med en plejefamilie. Matchet handler også om forventninger til samarbejdet med kommunen og det, den står for på anbringelsesområdet, siger Kim Christensen.  

Når de slipper min hånd

Lige nu har parret tre børn i pleje i alderen otte til 15, hvor matchene er så gode, at de håber, børnene bliver boende hos dem til den dag, de flytter hjemmefra. At se plejebørnene vokse og udvikle sig er en kæmpe gave og samtidig en indikator på, at de som plejeforældre gør det godt. Og særligt et bestemt øjeblik rører altid ekstra meget.

– Det øjeblik, hvor plejebarnet slipper min hånd og bevæger sig ud – uanset om det er i supermarkedet eller på legepladsen – så ved jeg, at vi er ved at være på rette vej. At vi har gjort noget rigtigt. For så er der opstået den vigtige relation og tillid mellem mig og barnet, hvor barnet føler sig tryg nok til at gå alene ud i verden i en tro på, at jeg er der, når det vender tilbage, siger hun.