Gå til indhold

Pension

Se hvad toldkrig og aktiefald betyder for din pension

Alle taler i disse dage om, hvordan Trumps toldkrig får aktierne til at styrtdykke, og hvad det betyder for vores pensionsopsparinger. Se her, hvad det betyder for din pension

9. april 2025

Artikel
Alle, der er ansat på en af Socialpædagogernes overenskomster, har deres pensionsopsparing hos PKA.

Forfatter: Lærke Øland Frederiksen

Foto: Colourbox

Du har måske hørt i medierne, at Trumps toldkrig, som har fået aktierne til at gå i rødt, kan gå ud over din pensionsopsparing. Og måske nærmer du dig selv pensionsalderen og begynder at tænke på, hvad du egentlig får udbetalt i pension.

Derfor har vi  spurgt PKA, hvad den aktuelle situation betyder for dig og alle andre socialpædagoger, der har deres pensionsopsparing i PKA. Og her er, hvad medlemsdirektør Tomas Frydenberg svarede:

– Med en pensionsopsparing i PKA kan du regne med en stabil og forudsigelig pension, fordi PKA bruger det, der hedder en gennemsnitsrente.

LÆS OGSÅ: Tjek din pension – og undgå overraskelser

Får det samme i pension

Og hvad er så lige en gennemsnitsrente? Det er det modsatte af en markedsrente, som mange andre pensionsselskaber bruger. De giver en høj pensionsudbetaling i gode år og en lavere pensionsudbetaling i dårlige år.

Men i PKA lægger de i stedet penge til side i år med høje afkast, så de kan udbetale det samme i pension, når der kommer år med lavere afkast. Altså et gennemsnit af de høje og de lave afkast.

– Det betyder, at du ikke skal bekymre dig, hvis du er socialpædagog på pension eller på vej på pension. Du får stadig det i pension, som du er blevet stillet i udsigt, siger Tomas Frydenberg.

Log på PKA.dk og se, hvad du kan få udbetalt i pension

Stor buffer

Lige nu er kontorenten i PKA 9 pct., og det er den højeste kontorente i mange år. PKA har meldt ud, at de forventer at kunne fastholde en god, stabil kontorente fremover på trods af den store usikkerhed på aktiemarkederne.

– Vi er i en alvorlig situation, så jeg kan ikke garantere, at kontorenten også vil være 9 pct. næste år. Men vi har en robust forretningsmodel og en stor buffer, så vi er godt rustet til at fastholde pensionerne, siger Tomas Frydenberg.

Bliv medlem