Oplever I konflikter med pårørende? Forstander Lone Nørholm fandt nøglen til det gode samarbejde

Da en far til en beboer på Bofællesskabet Cecilie Marie i Hvalsø rejste sig på et fællesmøde og åbent fortalte, hvordan han havde fået et nyt syn på samarbejdet, vidste Lone Nørholm, at arbejdspladsen havde rykket sig et pænt stykke væk fra de konflikter, der tidligere prægede pårørendesamarbejdet.

– Det var en far, med hvem dialogen havde været svært og konfliktfyldt. Og her stod han pludselig og sagde, at mens han som far først og fremmest var optaget af, at hans søn har det bedst muligt, så forstod han nu, hvordan personalet jo også skulle have øje for alle de andre beboere og ikke kun hans barn, fortæller Lone Nørholm. Hun er forstander på Cecilie Marie, der har 20 voksne beboere med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne – og 40 medarbejdere.

Frustration på begge sider

Scenen var en noget anden, da hun i 2019 tiltrådte som ny forstander og hurtigt fornemmede, at der var knas i samarbejdet mellem medarbejderne og de pårørende.  

– Jeg oplevede en topfrustreret personalegruppe præget af stress- og langtidssygemeldinger – og en pårørendegruppe der også var frustreret, fordi de ikke følte, vi mødte deres behov. De pårørende troede, vi kunne levere meget mere, end vi kunne og måtte – og der var slet ikke forventningsafstemt i forhold til, hvad det vil sige at have et barn boende på et bofællesskab, fortæller Lone Nørholm.

Fokus på det etiske landskab

Hun valgte resolut at tage fat om problemet med det dårlige pårørendesamarbejde. Og nøglen til at få løsnet op for knuderne blev at arbejde med de tre former for etik, der tilsammen udgør ’Det Etiske Landskab’: nærhedsetikken (’Jeg føler’), pligtetikken (’Jeg skal’) og konsekvensetikken (’Jeg handler ud fra flertallets interesser’).

LÆS OGSÅ: Det etiske landskab giver redskaber til at håndtere dilemmaer

Første skridt var medarbejderne

– I samarbejde med firmaet Etikos blev første skridt at klæde personalet på og styrke den enkeltes bevidsthed om, hvor man selv er – og den fælles bevidsthed om, hvor vi i personalegruppen er forskellige i vores tilgang. At få belyst, hvad det betyder, når vi slår os på hinanden, fordi vi ser forskellige på tingene – og hvordan vi kan få et fælles sprog, forklarer Lone Nørholm, som hurtigt mærkede, hvordan medarbejderne fik et fælles fagligt sprog.

– Vi har talt meget om den historik og sårbarhed, de pårørende kommer med og arbejdet med at forstå de pårørendes perspektiv, og det har flyttet rigtig meget i samarbejdet. Personalet er blevet mere bevidste om, hvad der udfordrer dem – og fået redskaber til, hvordan de forbliver i fagligheden, selv når de møder pårørende, der er følelsesmæssigt fyldt op.

LÆS OGSÅ: Sådan kan I bruge etik til at håndtere dilemmaer i samarbejdet

Også de pårørende blev undervist

Næste skridt var at lade de pårørende dykke ned i de etiske perspektiver – også selvom mange af dem ifølge Lone Nørholm var ret skeptiske.

– Der var meget stille i lokalet første gang, de pårørende blev undervist. For her stod pludselig en fagperson og fortalte dem, at mens de som pårørende var mest optaget af deres eget barn, så skulle man som medarbejder altid balancere på alle tre ben i det etiske landskab – og have øje for mange beboeres behov. Og at man som pårørende skulle respektere de forskellige perspektiver, lyder det fra forstanderen.

LÆS OGSÅ: Dilemmaer på arbejdspladsen

Et helt andet sted i dag

Præcis som med medarbejderne oplevede Lone Nørholm, at konflikterne i pårørendesamarbejdet blev færre i takt med, at de pårørende blev mere bevidste om, hvor de selv stod i det etiske landskab.

LÆS OGSÅ: 6 tips til det gode pårørendesamarbejde

– Som den far, der rejste sig op på fællesmødet, fik mange pårørende øjnene op for, at de dybest set altid er i det nærhedsetiske og optaget af, hvordan lige netop deres barn kan få et bedre liv. Og de fik en større forståelse for, at medarbejderne ofte har andre perspektiver og andre hensyn, siger hun og understreger, at der i dag er et helt andet samspil mellem personalet og de pårørende:

– Jeg tænkte over det på vores seneste pårørendemøde. Hvordan vi nu kan snakke om de svære ting, hvordan vi griner og hygger – og hvordan dialogen er båret af respekt og forståelse. Vi ved, hvad vi hver især står for – og tager nu afsæt i, at vi er her om en fælles opgave.