Neuroaffektiv udviklingspsykologi
Sådan støtter du selvregulering: 3-trinsguide fra Susan Hart
Selvregulering er nøglen til at mestre sociale relationer og udfordringer. Og der er 3 ting, du skal have for øje, hvis du vil støtte udsatte børn, unge og voksne i at udvikle evnen til selvregulering, siger psykolog Susan Hart. Få hendes råd her
26. februar 2025
Forfatter: Frederikke Halling Hastrup
Foto: Line Marie Sommer
Måske, du har hørt Susan Hart fortælle, hvordan arv og miljø påvirker vores evne til selvregulering i dette afsnit af Socialpædagogernes podcast?
Vi har spurgt hende, hvad du gør, hvis du som socialpædagog eller plejeforælder arbejder med et udsat menneske, som har svært ved at regulere sig selv.
Hvad er selvregulering?
Men lad os først få styr på, hvad selvregulering er: Det et evnen til at styre sine tanker, følelser, adfærd og impulser. Og dermed er det en afgørende færdighed for at kunne navigere i sociale relationer, håndtere stress og udfordringer og være i balance rent mentalt.
Når du arbejder med andres selvregulering, hjælper du dem altså med at udvikle disse vigtige færdigheder – noget som i sidste ende kan føre til bedre trivsel, øget selvstændighed, sunde relationer og personlighedsudvikling.
Den neuroaffektive trekant
Men hvor skal du starte? Hvad skal du være opmærksom på, for at du som socialpædagog støtter det andet menneske bedst muligt i at udvikle bedre selvregulering?
I meget korte træk handler det om at forstå udgangspunktet for personens adfærd, finde frem til hvor der er udviklingspotentiale, og hvordan du kan arbejde hen imod den udvikling – og hvordan du selv spiller en rolle i forhold til barnet, den unge eller voksne.
Og ifølge Susan Hart kræver det altså: en forståelsesramme, vurderings- og interventionsmetoder og selvagens. Tre ting, der tilsammen udgør ’den neuroaffektive trekant’.
Her får du hendes trin-for-trin guide til at forstå, hvordan du bruger den til at arbejde med selvregulering:
Find en forståelsesramme – fx neuroaffektiv udviklingspsykologi
For det første er det vigtigt at have en forståelsesramme – en teoretisk ramme, der hjælper dig til at belyse og forstå, hvorfor barnet, den unge eller voksne, du arbejder med, agerer eller reagerer, som han/hun gør.
Susan Hart har udviklet neuroaffektiv udviklingspsykologi, som er en forståelsesramme, der kombinerer neurovidenskab, tilknytningsteori og udviklingspsykologi. Den giver en dybere forståelse af, hvordan følelser og adfærd udvikler sig – og helt centralt er, at vi mennesker er født sociale, men har brug for kontakt med andre til at udvikle os kognitivt og følelsesmæssigt.
I neuroaffektiv udviklingspsykologi opdeler man hjernens udvikling i tre niveauer: det autonome/sansende, det limbiske/følende og det præfrontale/tænkende niveau. Opdelingen er ikke udtryk for en fysisk tredeling, men skal ses som en hjælp til at forstå, hvordan hjernens funktioner udvikler sig og spiller sammen.
Susan Hart beskriver teorien som det landkort, du skal orientere dig i for at finde ud af, hvorfor et menneske gør, som det gør. Og til at navigere i landkortet, bruger du nogle helt særlige kompasser.
Brug vurderings- og interventionsmetoder
Det næste led i at kunne støtte et menneskes evne til selvregulering handler om vurdere, hvor personen befinder sig i deres følelsesmæssige udvikling – og dermed hvor den nærmeste følelsesmæssige udviklingszone er, fortæller Susan Hart.
Herefter skal du så også finde frem til den metode, der giver mest mening at arbejde med i forhold til det menneske, du står overfor (interventionsmetoder).
Der findes en række vurderings- og interventionsmetoder, der knytter sig til den neuroaffektive udviklingspsykologi. For eksempel:
Vurderingsmetoder
- EMS (Emotional Mentalizing Scale)
- NAA (Neuroaffektiv Analyse)
- Marschak Interaction Method Psychometrics (MIM-P)
Interventionsmetoder
- NUSSA (Neuroaffektiv Udviklingspsykologisk Struktureret Social Aktivitet
- UNG (Udviklingspsykologisk Neuroaffektiv Gruppeaktivitet)
Læs mere på Susan Harts hjemmeside: https://neuroaffect.dk/
Selvagens – vær bevidst om dig selv
Det sidste ben i den neuroaffektive trekant – og altså sidste led i rækken af ting, du skal være opmærksom på, hvis du vil støtte et menneskes selvregulering, er selvagens.
Det handler om, hvordan du er til stede i rummet med det menneske, du gerne vil støtte. At du skal være bevidst om, hvordan du som socialpædagog eller plejeforælder selv påvirker relationen og interaktionen med den person, du arbejder med – både i forhold til kropssprog, hvordan du skaber tryghed og tillid og i det hele taget, hvordan du bruger dig selv og reagerer; også, når noget er svært.
Relationsarbejdet handler nemlig om at kunne navigere i det 8-tal, der findes mellem dig og den person, du arbejder med, som Susan Hart beskriver det: at du har blik for, hvad du gør i forhold til det, den anden gør i forhold til det, du gør – osv.
LYT OGSÅ: Dyk ned i selvagens – og forstå betydningen af din egen rolle i relationsarbejdet
