OK24
Din løn stiger – og har fået et ekstra løft
Der er atter lønstigninger på vej til alle socialpædagoger på det offentlige område, når november-lønnen tikker ind. Og såkaldte ’ultimoforhandlinger’ har givet lønstigningen et ekstra nyk opad
24. oktober 2025
Forfatter: Lea Holtze
Siden de nye overenskomstaftaler på det offentlige område blev stemt igennem med et kæmpestort JA i foråret 2024, er lønnen til socialpædagoger i kommuner, regioner og staten steget flere omgange. Med november-lønnen sker det igen: Her stiger socialpædagogers grundløn med 0,2 pct.
Men ikke nok med det.
For ved OK24 blev det desuden aftalt, at der i slutningen af overenskomstperioden – altså nu – skulle være en ekstra forhandling om en eventuel lønregulering på det offentlige område i efteråret 2025 – en såkaldt ’ultimoforhandling’. Den er nu afsluttet, og takket være den får lønstigningen et ekstra nyk opad.
Det betyder, at:
- socialpædagoger i kommuner alt i alt stiger 0,73 pct.
- socialpædagoger i regioner alt i alt stiger 0,70 pct.
- socialpædagoger i staten alt i alt stiger 1,31 pct.
Hvad er en ultimoforhandling?
En ultimoforhandling er en ny mekanisme, der blev aftalt ved OK24. Her bliver der rettet op på en eventuel ubalance, hvis lønningerne i den offentlige sektor har udviklet sig mindre eller mere end i den private sektor, sådan at lønudviklingen i de to sektorer er parallel.
Der er altså ikke tale om, at parterne lægger arm omkring et forhandlingsbord, men om en teknisk beregning af, om lønnen skal have et ekstra nyk op eller ned.
Ordningen gælder for både kommuner, regioner og stat. Der rettes op på en eventuel ubalance inden for hvert af de tre områder – derfor er resultatet af ultimoforhandlingen ikke ens for de tre områder.