Ledelse
4 gode råd: Sådan giver du arbejdspladsen en stærk faglig profil
Da Flemming Klein kom til som ny forstander på Camillehusene i 2022, havde han klar vision: Han ville give tilbuddet en tydelig faglig profil. I dag er han tæt på målet – og fremhæver fire ting, der er afgørende for, at du som leder kan lykkes med at styrke fagligheden
13. oktober 2025
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Foto: Tina Løvbom Petersen
Et tårnhøjt sygefravær. Stor personaleomsætning. Et udfordret arbejdsmiljø. Og en faglighed, der var præget af intuition frem for systematik.
Det var den virkelighed, Flemming Klein skulle forholde sig til, da han i 2022 kom til som ny forstander på Camillehusene i Gentofte – et specialiseret tilbud til børn og unge.
– Min vision var at give Camillehusene en tydelig faglig profil, som matcher den målgruppe, vi har – og som matcher de ressourcer, vi har til rådighed, siger Flemming Klein i Socialpædagogernes podcast ’Sammen om ledelse’.
I episoden 'Vision: Flemming Klein satsede alt på faglig ledelse' fortæller han, hvad han har gjort for at føre sin vision ud i livet – og her får du Flemming Kleins fire vigtigste pointer i forhold til, hvordan han er lykkes med at skabe en faglig turnaround:
Få fundamentet på plads
Ligesom når man bygger et hus, kan man ikke starte med at lægge taget på. Fundamentet skal på plads først, understreger Flemming Klein.
For en socialpædagogisk arbejdsplads som Camillehusene var fundamentet den økonomiske situation og medarbejdersituationen. Derfor var et vigtigt første skridt at få stabiliseret økonomien og skabe ro omkring ansættelsesforholdene.
Flemming Klein prioriterede derfor egne vikarer og investerede i faste medarbejdere, så personaleomsætningen blev bremset – og vikarforbruget mindre.
Først når der er ro på personalefronten, kan I ifølge Flemming Klein begynde at arbejde med fagligheden.
Invester i fagligheden
I kan styrke fagligheden ved at give ufaglærte medarbejdere mulighed for at blive uddannet – fx gennem pædagoguddannelsen eller en merituddannelse.
Og næste skridt kan så være at prioritere fælles uddannelse, foreslår Flemming Klein.
På Camillehusene har de valgt, at alle medarbejdere og ledere skal gennemgå den samme neuropædagogiske grunduddannelse hen over et halvt år.
Ifølge Flemming Klein er et sådant uddannelsesforløb med til at skabe et fælles fagligt sprog. Det har på Camillehusene betydet, at arbejdet ikke længere er baseret på intuition – men på en systematik, der bygger på høj faglighed, hvor man som medarbejder er i stand til at sætte ord på, hvad man gør, hvad der virker – og hvorfor.
LYT OGSÅ: Sådan fik Dildhaven et fælles fagligt sprog gennem low arousal
Ansæt faglige ledere
Flemming Kleins tredje råd er: Investerer i faglig ledelse – og nok af den.
På Camillehusene har han prioriteret at ansætte tre faglige ledere, som alle er socialpædagoger og har erfaring fra døgnområdet. Deres vigtigste opgave er at være til rådighed for medarbejderne.
Det betyder i praksis, at al personaleledelse som fx tjenstlige samtaler, omsorgssamtaler, hyring og fyring helt er taget ud af de faglige lederes funktion og i stedet placeret hos forstander og stedfortrædende forstander. Det frigiver tid til, at de faglige ledere kan være tæt på kerneopgaven – så medarbejderne, når de har brug for hjælp, vejledning og sparring, kan række ud til en faglig leder.
LÆS OGSÅ: Svært at rekruttere? Brug Socialpædagogernes jobformidling og find de rette kandidater
Dyrk fællesskabsfølelsen
I en større forandringsproces kan det være en god idé at sætte fokus på samarbejdskulturen på arbejdspladsen.
Og det gør man ifølge Flemming Klein fx ved at melde klart ud, at der ikke er noget ’dem og os’ eller ’medarbejdere mod ledelse’, men at alt foregår i et samarbejde. At man har en fælles opgave på arbejdspladsen og er fælles om at træffe beslutningerne.
Selv arbejder Flemming Klein meget med distribueret ledelse, hvor medarbejderne har stor frihed i opgaveløsningen, så længe opgaven er tydeligt beskrevet. Det gør han ud fra et mantra om, at større medansvar giver større arbejdsglæde.