Gå til indhold

OK25

Formand ser optimistisk på private lønstigninger

Det historiske lønløft til offentligt ansatte socialpædagoger lægger et pres på de private arbejdsgivere for også at hæve lønnen, hvis de vil kunne tiltrække socialpædagoger. Socialpædagogernes formand Benny Andersen forklarer, hvad overenskomstforhandlingerne kommer til at betyde for dig, der er privatansat

20. januar 2025

Artikel
Snart begynder overenskomstforhandlingerne for socialpædagoger på det private område. Socialpædagogernes formand Benny Andersen forklarer, hvad det alt sammen betyder for dig.

Forfatter: Lærke Øland Frederiksen

Foto: Rikke Rhein-Knudsen

Snart tager vi hul på overenskomstforhandlingerne for socialpædagoger på det private område. Og formand for Socialpædagogerne Benny Andersen er optimistisk. De markante lønstigninger, som blev sikret til socialpædagogerne på det offentlige område i foråret, vil lægge et pres på de private arbejdsgivere, hvis de fortsat skal kunne rekruttere og fastholde kvalificeret arbejdskraft i konkurrence med kommuner og regioner. 

Omvendt er der nogle grundlæggende væsensforskelle mellem overenskomster på henholdsvis det offentlige og private område. Overenskomsterne på det private socialpædagogiske område er fx en del af industriens overenskomster, der også påvirkes af faktorer som tysk økonomi og danske eksportmuligheder.

Vi har bedt Socialpædagogernes formand Benny Andersen forklare, hvad det alt sammen betyder for dig, der er socialpædagog på en privat arbejdsplads med overenskomst – og hvordan du selv kan få en finger med i spillet om lønkronerne.

LÆS OGSÅ: Her er kravene: Særligt 4 ting vil Socialpædagogerne kæmpe for

Hvad er det for et overenskomstforløb for privatansatte socialpædagoger, du kigger ind i? 

– Vi står et sted, hvor dansk økonomi har det godt, inflationen er heldigvis faldende, og der blev lavet nogle rigtig gode overenskomster på det offentlige område i foråret. Det er sådan noget, jeg er opmærksom på, når jeg forbereder mig til forhandlingerne. Og det er arbejdsgiverne også nødt til at tage bestik af, siger Benny Andersen.  

– Samtidig er vi i et marked, hvor de sociale tilbud konkurrerer om kvalitet. Hvis man vil være konkurrencedygtig på kvalitet, er to ting helt afgørende: Nok uddannede socialpædagoger og attraktive arbejdspladser. Der er indgået en politisk aftale om, at socialpædagoger skal være kernefagligheden på sociale tilbud. Vil man have det, skal man også have en overenskomst, der kan konkurrere med de offentlige tilbud. Derfor forventer jeg, at vi også laver en god aftale på det private område, siger han.

LÆS OGSÅ: Sådan er du stillet, hvis der bliver konflikt

Kan privatansatte socialpædagoger så forvente mere i løn? 

- Jeg er ikke i tvivl om, at de arbejdspladser, der har en god overenskomst, står stærkere i konkurrencen om de socialpædagoger, der er. Men der er nogle grundlæggende forskelle på det offentlige og det private område, som gør, at man ikke bare kan sætte lighedstegn mellem overenskomstresultatet fra foråret og de kommende overenskomstforhandlinger (se faktaboksen, red.). For på det private område aftaler man de specifikke lønninger lokalt. Rammerne, der skal sikre det bedste grundlag for de lokale forhandlinger, aftales til gengæld ved overenskomstforhandlingerne, siger han.

Hvis lønforhandlingen foregår lokalt, hvorfor er en overenskomst så vigtig? 

– Denne type overenskomst sikrer rammerne for, at medarbejderne på et privat botilbud får glæde af, at det går godt – og det er kun rimeligt. Men uden en overenskomst på det private område er du totalt overladt til dig selv. Du har ingen garanti for lønudvikling, løn under sygdom og barsel – og alt det andet, vi tager for givet. Vi forhandler også arbejdstidsregler og muligheder for efteruddannelse på det private område. Og der er intet til hinder for, at vi fx aftaler, at socialpædagoger med ti års anciennitet får et bestemt løntillæg, siger Benny Andersen. 

Hvad er set fra din stol vigtigt at opnå ved OK25? 

– For det første er det at gøre det private område konkurrencedygtigt med det offentlige. Det handler om løn og attraktive arbejdspladser med et godt arbejdsmiljø, hvor du har indflydelse på din arbejdstid og har mulighed for at efteruddanne dig, siger han.  

– For det andet er der på det private område en fritvalgsordning, som gør det muligt at vælge, at en del af lønnen går til enten løn, pension, seniorfridage eller anden frihed efter medarbejderens eget ønske. Den blev udvidet vedOK23 og er populær, så det kunne være, at vi skulle udvide den endnu mere, mener han.  

– For det tredje kunne jeg godt tænke mig, at vi og arbejdsgiverne forpligtede hinanden mere. At vi lavede nogle systemer, der sikrer rammerne om de lokale lønforhandlinger bedre, og forpligtede os på at indberette til hinanden, så vi kan følge lønudviklingen, siger han.  

Hvad er en minimal-lønsoverenskomst?

Overenskomsten for socialpædagoger på private tilbud er en såkaldt minimallønsoverenskomst. Det betyder, at man ikke aftaler specifikke lønninger i overenskomsten. I stedet aftales hele lønnen til medarbejderen på den enkelte arbejdsplads. Ved overenskomstforhandlingerne aftaler man til gengæld rammerne, der skal sikre det bedste grundlag for de lokale forhandlinger. Det kunne fx være aftaler om tillidsrepræsentantens rolle, og hvad der sker, hvis der ikke kan opnås enighed ved de lokale lønforhandlinger.

OK25

Følg med i forhandlingerne

Socialpædagogerne forhandler din overenskomst på det private område.

Følg forhandlingerne her
Bliv medlem