Arbejdsliv
Kørt fast i jobbet? Sådan kommer du videre
Synes du, der er dødvande i dit arbejdsliv? Trænger du til nye udfordringer – eller føler du dig ikke længere motiveret? Så giver Socialpædagogernes jobkonsulent og karriererådgiver Maria Hesselberg dig her 6 gode råd til at komme videre
28. januar 2025

Forfatter: Maria Rørbæk
Foto: Kasper Løjtved
Du har sikkert prøvet at have en dårlig dag på jobbet – eller en kortere periode, hvor du var utilfreds med noget.
Men hvis du i længere tid mærker ulyst og manglende motivation, skal du gøre noget ved det, lyder det fra Socialpædagogernes jobkonsulent og karriererådgiver Maria Hesselberg.
For følelsen af at være kørt fast på jobbet, kommer ikke af ingenting – og du skal ikke bare ignorere det. Det kan derimod være med til at forebygge stress og udbrændthed, hvis du tager din ulyst alvorligt og handler på den.
Her er Maria Hesselbergs seks gode råd til, hvordan du griber din situation an:
Analysér årsagen
Hvis du har en lidt diffus oplevelse af ulyst til arbejdet, gælder det om at finde ud af, præcis hvor skoen trykker. I stedet for at forholde dig til arbejdet som helhed, kan du kigge på enkeltdelene.
Du kan fx lave en liste over dine arbejdsopgaver og med sure og glade smileys markere, hvad der gør dig glad, og hvad du ikke kan lide. Hvad er godt og skidt ved dine relationer til borgere, kolleger, ledelse og samarbejdspartnere? Hvad der positivt og negativt ved rammerne for jobbet – fx arbejdstiden, beliggenheden og transporttiden?
Søg sparring
Gå ikke alene med dine tanker. Find sparringspartnere, der kan hjælpe dig til afklaring.
Som medlem af Socialpædagogerne kan du få gratis karriererådgivning af jobkonsulenter med viden og indsigt i det socialpædagogiske arbejdsmarked. Samtalerne er individuelle og tager afsæt i dine behov, men hvis problemet handler om en følelse af at være kørt fast i arbejdet, vil de typisk starte med at spørge ind til det, der dræner dig – og dét, der giver energi. På den måde får du en dybere forståelse for, hvad du ønsker at forandre og bevare.
LÆS MERE: Få gratis karriererådgivning hos Socialpædagogerne
Tal med din leder
Hvis du har et tillidsfuldt forhold til din leder, kan det være rigtig godt at inddrage ham eller hende. For tit skal forandring ske i samarbejde med lederen – især hvis du har brug for at ændre på rammer eller arbejdsopgaver.
Det kan føles sårbart og skræmmende at fortælle din leder, at du ikke er helt glad for dit arbejde, men prøv at dreje det i en mere positiv retning, så du fx ikke siger, at du keder dig, men at du har brug for mere faglig udvikling for at trives.
Afsøg mulighederne på jobbet
Det er langt fra sikkert, at du behøver skifte job for at få en positiv forandring i dit arbejdsliv. Måske kan du få nye arbejdsopgaver? Måske kan du slippe for det, der dræner dig for energi? Måske kan du søge en anden stilling i samme organisation? Måske kan du få efteruddannelse? Måske kan du gøre noget for at få mere kollegialt fællesskab? Måske kan du få mere fleksible rammer for en del af arbejdet?
LÆS OGSÅ: Helle kunne ikke arbejde på fuldt blus - fik nyt job uden at skulle sige op
Afsøg mulighederne uden for jobbet
Nogle gange kan en utilfredshed med jobbet dække over en mere generel utilfredshed med livet. Og nogle gange kan løsningen ligge uden for arbejdet.
Kan du ændre noget i dit privat- eller fritidsliv, der samlet gør dig gladere – uden at ændre noget på jobbet? Det kan fx være, hvis du egentlig er glad for dine arbejdsopgaver og dine kollegaer og bare trænger til, at der skal ske noget nyt i dit liv – et behov, du måske kan få opfyldt med en ny fritidsinteresse.
LÆS OGSÅ: Til hverdag er Mie socialpædagog - i sin fritid er hun landstræner
Søg nyt job
Hvis du når frem til, at et jobskifte er det rigtige for dig, skal du også bruge de erkendelser, du har gjort om, hvad der er godt og skidt ved dit nuværende job.
Jo mere afklaret, du er om dine ønsker og værdier, jo større chance er der for at ramme rigtigt. Hvis du springer alle de indledende øvelser over og går direkte til jobsøgning, er der stor risiko for, at nissen flytter med.