Gå til indhold

Generalforsamling Sydjylland

Sammenhold i en tid præget af store forandringer

I Sydjylland er der fokus på at ruste kredsen til fremtiden gennem bl.a. et tæt samarbejde med Lillebælt. Men på kredsens generalforsamling var der også stolthed hos formand Finn Harald Rasmussen over, at kredsen er lykkes med at på politikerne i tale om faglighed og rekruttering

30. september 2024

Artikel
På generalforsamlingen i Socialpædagogerne Sydjylland meddelte kredsformand Finn Harald Rasmussen, at han går på efterløn med udgangen af januar 2025. Her er han flankeret af 1. næstformand i Sydjylland Jacob Bøegh (tv) og 2. næstformand Mona Køhlert.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Privat

– Vi står i en alvorlig tid. Medlemstallet er faldende, forventningerne til fagforeningen og kompleksiteten i organisationens opgaver er stigende – og økonomien er under pres. Udfordringerne kan ikke håndteres ved at lave mindre justeringer og tilpasninger. Situationen kalder på, at vi har ambitionen til at etablere nye måder at levere til medlemmerne i fremtiden.

Det var med disse ord, kredsformand i Socialpædagogerne Sydjylland Finn Harald Rasmussen indledte generalforsamlingen, der blev holdt mandag 23. september på Hotel Harmonien i Haderslev.

Men, understregede kredsformanden, der er stor vilje til at handle, vi mærker opbakning fra medlemmerne – og kredsen er allerede godt i gang med at fremtidssikre sig:

– Vi har gennem et par år etableret et tæt samarbejde med kreds Lillebælt, og det har vi gjort, fordi det giver god mening, og fordi de mindsker sårbarheden i begge kredse. Det betyder bl.a., at vi afholder fælles bestyrelsesmøder og personalemøder, vi har fælles telefonindgang og fælles medlemsrådgivning – og vi har udarbejdet fælles personaleværdier. Så uanset hvad der besluttes på kongressen i forhold til kredssammenlægninger, så fortsætter vi det gode samarbejde.

Vi skaber resultater

Som led i fremtidsplanerne fortalte Finn Harald Rasmussen på generalforsamlingen, at han går på efterløn pr. 31. januar 2025, og at der ikke vælges en ny kredsformand. Og han takkede for årene som kredsformand i Danmarks bedste fagforening.

– Jeg er stolt af, at det lykkes mig at skabe så meget positivt i vores kreds. På kredskontoret har vi et rigtig godt arbejdsmiljø på trods af, at vi har skullet skære ned. Og vi er i den grad lykkes med skabe resultater gennem politisk interessevaretagelse – bl.a. gennem dialogmøder, som vi nu har fået etableret i samtlige af kredsens kommuner, fortæller Finn Harald Rasmussen, som fremhæver Tønder Kommune som et af de mest synlige resultater.

– At pædagoguddannelsen er kommet op at stå i Tønder, det er vokset ud af vores dialogmøde med kommunen, og det er jeg stolt af. For nylig har vi også indledt et formaliseret samarbejde med UC Syd i Haderslev om rekruttering til såvel arbejdspladser og uddannelsen, og den slags resultater føles rigtig godt at aflevere.

 

Anerkendelse fra Benny Andersen

Også formand for Socialpædagogerne Benny Andersen udtrykte stor anerkendelse af kredsens resultater i sin tale på generalforsamlingen:

– Lokalt er det lykkedes en række steder at sætte kravet om flere uddannede socialpædagoger på dagsordenen, og der er også kommet en række konkrete resultater. Her er samarbejdet med Tønder kommune er et rigtig godt eksempel, lød det fra formanden, som også i sin tale satte ord på både faget og fagforeningens betydning.

– Det at være socialpædagog er verdens bedste fag. Og I fortjener den allerbedste fagforening. En fagforening der er relevant i hverdagen i jeres arbejdsliv og i forhold til jeres fag. En fagforening der er der, når I har problemer. En fagforening der skaber resultater hver dag og har indflydelse. Vi skal være en resultatfagforening. Og det er det, vi arbejder på hver dag, sagde Benny Andersen og fortsatte:

– Og det lykkes også at skabe resultater. Lad mig bare nævne det historiske lønløft. Aftalen, der sikrer, at socialpædagoger skal være den største faggruppe på området. Den nye arbejdsskadereform, som har stor betydning for de socialpædagoger, der bliver udsat for en arbejdsskade. Alt sammen aftaler og resultater, der kun er kommet, fordi vi har indflydelse.

Bliv medlem