Plejemor: ’Jeg tuder øjnene ud af hovedet – og så går jeg i gang med at forberede mig på næste barn’

Forestil dig at have et udsat barn i pleje helt fra spæd, opnå den allerførste øjenkontakt og give det en ny start på livet – for så at skulle give slip på det igen og modtage et nyt. Det gør plejemor Anne , der trods alt det svære aldrig mister motivationen.

– Jeg er simpelthen landet på rette hylde. Jeg har et job, hvor jeg arbejder med mennesker, og hvor jeg får lov at bruge både min faglighed og personlighed. Det er en livsstil og en gave, synes jeg – og med fare for at komme til at lyde selvforherligende, så giver det mig bare så meget at få lov at være med til at give et barn muligheden for at bryde den sociale arv, siger hun.

Anne har været plejemor i mere end 20 år. Socialpædagogerne har mødt hende til en snak om, hvad det kræver af hende fagligt – og menneskeligt. Måske kan du genkende dig selv i hendes beskrivelse?

En ny start

Tidligere havde Anne børn i forskellige aldre i pleje. I dag modtager hun kun helt spæde babyer. Oftest henter hun dem på fødegangen, men det sker også, at børnene har nået at bo ganske kort tid med deres biologiske forældre.

Når Anne får en baby i pleje, ved hun, at det kun er for cirka halvandet år, indtil det er afgjort, om barnet skal i varig anbringelse eller bortadopteres. Det er specielle forhold at arbejde under, erkender hun, men det giver alligevel mening.

– Det gør selvfølgelig ondt, når barnet skal flytte. Jeg ved også, at det i den bedste af alle verdener ikke er godt med et ekstra skift for et barn. Men samtidig bliver jeg så enormt stolt over det arbejde, jeg har gjort – og som baby har gjort – som betyder, at den lille kan starte et liv næsten på linje med andre små børn, siger hun.

Mentaliserende tilgang

Anne begynder sit arbejde allerede det øjeblik, hun får at vide, at der vil blive født et barn, som hun skal have i pleje. Hun bruger som noget af det første en mentaliserende tilgang til at skabe en relation til de biologiske forældre.

For uanset om det er en hemmelig anbringelse, hvor de biologiske forældre ikke ved, hvor i landet barnet bor, eller om barnet er tvangsanbragt, så er det vigtigt for hende, at barnets biologiske forældre føler, at de har en form for medindflydelse.

– Selv når det er en hemmelig anbringelse, mødes jeg med bio-forældrene. Så får de bare kun mit fornavn. Det er vigtigt, at forældrene har set mig og får en fornemmelse af, hvem jeg er. Jeg spørger ind til forskellige ting – fx om de ønsker, at barnet skal leve økologisk, om jeg skal bede aftenbøn for barnet, og hvilken godnatsang de gerne vil have, at jeg synger, fortæller hun.

Det kræver i det hele taget gode mentaliseringsevner, at skulle hente en lille nyfødt på fødegangen – for Anne skal samtidig tage et barn fra nogle ulykkelige forældre.

– Du kan ikke finde mennesker mere sårbare end dem, jeg møder på fødegangen. Det er vigtigt for mig, at bioforældre aldrig er i tvivl om, at det er deres barn, og at jeg blot passer på det, indtil det skal noget andet, siger Anne, der som det første altid ligger hud mod hud i nogle timer med det lille barn.

HØR OGSÅ Socialpædagogernes podcast om mentalisering

Afskærmet fra omverden

I de tilfælde, hvor et spædbarn har nået at bo sammen med dets biologiske forældre, vil det ofte have lukket sig inde i sig selv, fortæller Anne. Da er det hendes fornemmeste opgave langsomt og nænsomt at arbejde henimod at få øjenkontakt med barnet, uden at det bliver ubehageligt for den lille.

De første måneder lever hun og plejebarnet meget afskærmet fra omverdenen. Der kommer næsten ikke andre mennesker i hjemmet, og Anne får sine indkøb bragt med bud. For alt drejer sig om at skabe en tryg relation mellem hende og barnet.

– Baby har levet ni måneder i mors mave, og nu skal den og jeg have opbygget en relation. Jeg skal stille og roligt præsentere barnet for verden og gøre det trygt, og så skal jeg være meget opmærksom på de udfordringer, jeg ser undervejs. Jeg skal reagere hurtigt og kende mine egne begrænsninger, så jeg kan trække på fagfolk. Det kan fx være i forhold til fysioterapi eller massage, siger hun.

Dagbog til plejebørnene

Når plejebarnets fremtid er afklaret, går Anne ind i en fase, hvor hun skal være endnu mere detaljeret i sine beskrivelser af barnet. Jo mere detaljeret beskrivelse, jo bedre et match kan der laves mellem barnet og plejefamilien eller adoptanten.

Selve overleveringen til en ny familie tager to-tre uger. Det er en stor opgave, som kræver meget af Anne.

– Det kræver, at du åbner dit hjem fuldstændigt op for nogle helt fremmede mennesker, og at den nye familie gør det samme, så barnet gradvist lærer at være i sit nye hjem. Man kan godt føle, at man invaderer hinanden, for man kommer meget tæt på hinanden på kort tid. Men jeg sørger for altid at italesætte det og er meget opmærksom på at være tillidsfuld og tillidsskabende, siger Anne.

Annes plejebørn får altid en dagbog med sig, som hun har skrevet i, siden hun fik at vide, at hun skulle have barnet i pleje. Dagbogen er vigtig ud fra både et menneskeligt og fagligt perspektiv, pointerer hun.  

– Her ligger jeg jo inde med en masse viden – også fra deres biologiske forældre i forhold til, hvad de har fortalt til mig. Det kan fx være, at et sæt biologiske forældre har bedt mig synge en bestemt godnatsang for deres barn, fordi de selv fik sunget netop den godnatsang som børn. Det kan give noget historie og få plejebarnet til at føle, at han eller hun faktisk betød noget for de biologiske forældre – selvom de ikke var i stand til at tage vare på det, siger hun.

LÆS HVORFOR psykolog Rikke Yde mener, at børnebevidning er vigtigt – og hvordan du laver børnebreve

Økonomi må ikke styre

Det er naturligvis følelsesmæssigt hårdt at tage afsked med et lille barn, som man har været plejemor for i halvandet år. Men for Anne er det en præmis, hun har lært at tackle.

– Jeg tager gerne en uges ferie langt væk. Og inden jeg tager afsted, har jeg ’pakket barnet væk’. Jeg skal ikke komme hjem og finde en sut under sofaen. Jeg har nogle dage, hvor jeg tuder øjnene ud af hovedet. Men så har jeg det faktisk bedst med at gå i gang med at forberede mig på næste barn, så jeg ikke kommer til at sidde og synes, at det er alt for synd for mig, at jeg savner det forrige plejebarn, siger hun.

Anne fortæller, at hun har en lønforsikring gennem Socialpædagogerne, så det aldrig er penge, der afgør, om hun er klar til at tage imod et nyt barn. Og hun medgiver, at det er et krævende arbejde, og at man skal være forberedt på at give 25 pct. mere end det, man forelægges.

Hun understreger også, at hun ønsker sig bedre vilkår generelt for plejefamilier. Bl.a. er hun utilfreds med, at der ikke er ens lønbetingelser for alle plejefamilier uanset geografi, ligesom hun efterlyser en pensionsordning. Alligevel fylder motivationen til at arbejde som plejefamilie mere end utilfredsheden. Derfor ønsker hun også, at plejefamiliefaget tales op.

Små og store successer

For den 54-årige plejemor har det aldrig været svært at bevare motivationen til arbejdet. Det skyldes bl.a., at hun har mulighed for konstant at udvikle sig både personligt og fagligt. Inden længe skal hun fx i gang med et dygtiggøre sig yderligere inden for neuropædagogik i forhold til stress og traumereaktioner hos børn. Men det, der for alvor gør en forskel, er de mange små og store succeshistorier, hun oplever.

Anne glæder sig bl.a. over en tidligere, nu voksen plejesøn, der i dag har egen virksomhed i nabobyen. Og forleden gjorde det hende glad, da hun fik en besked fra plejeforældrene til et af hendes tidligere plejebørn, at barnet, der endnu ikke er fyldt tre år, allerede har lært at cykle.

Og så er der selvfølgelig de særlige øjeblikke, som Anne er helt tæt på. 

– De øjeblikke, hvor jeg har oplevet at få den første rigtige øjenkontakt med et lille spædbarn, der ellers har været lukket inde. Ja, det kan bare slet ikke beskrives. Det er så fantastisk og det hele værd, siger hun.

Annes efternavn er anonymiseret på grund af hendes arbejde som plejemor, men redaktionen kender hendes fulde identitet.