Ny på jobmarkedet? Kom godt i gang i dit første job
Har du lige skiftet studielivet ud med dit allerførste job som nyuddannet socialpædagog? Så kan det hele måske føles lidt overvældende med mange nye rutiner, opgaver og ansvar. Her får du 5 gode råd til at komme godt fra start
9. september 2024
Forfatter: Maria Rørbæk
Foto: Colourbox
Kan jeg nu klare det? Og er jeg overhovedet kvalificeret nok?
Den slags spørgsmål er slet ikke ualmindelige at stille sig selv, når man står ved overgangen fra at være studerende til at skulle ud i fast job som socialpædagog. For det kan være en stor omvæltning, som skaber usikkerhed. Og som færdiguddannet er forventningerne til dig ofte også anderledes, end da du var i praktik.
Her er fem gode råd til, hvordan du kan komme godt i gang på dit nye arbejde.
- Accepter at al begyndelse er svær
- Afstem forventningerne
- Stil spørgsmål
- Brug tid med kollegerne
- Husk din fagforening
Lad os gå dem igennem én for én – måske er der hjælp for dig at hente:
Få flere gode råd
Vi har samlet al brugbar viden til dig, der er nyuddannet socialpædagog. Du kan blandt andet se små videoer med unge socialpædagoger, der rådgiver andre nyuddannede om det første job.
Accepter, at al begyndelse er svær
Lad dig ikke slå ud, hvis det hele virker lidt overvældende i starten. Det er helt naturligt, og der er ingen, der forventer, at du kan det samme som en kollega med mange års erfaring. Indstil dig på, at det tager tid at lære en ny arbejdsplads og en ny borgergruppe at kende. Det er ikke spor usædvanligt, hvis du i den første tid føler dig træt og udmattet, når du kommer hjem fra arbejde.
Afstem forventningerne
Pas på, at du ikke har alt for høje og urealistiske forventninger til dig selv – eller omvendt undervurderer, hvor meget der rent faktisk kræves af dig i din nye rolle som uddannet pædagog. Det er en god ide, at du hurtigt får afstemt dine opgaver og roller med din nærmeste leder eller chef. Hvilke arbejdsopgaver forventer han eller hun, at du kan og skal løse? Og skal du gøre det alene eller sammen med andre? Hvis din leder ikke selv tager initiativ til det, kan det være en god ide at aftale et ugentligt eller månedligt møde, hvor I kan tale om, hvordan det går.
Stil spørgsmål
Bliver du i tvivl om noget, så spørg. Det er helt naturligt, at der er meget, du ikke ved – og måske kan dine spørgsmål endda få dine kollegaer og leder til at reflektere over deres egen praksis, så de også selv bliver klogere. Men husk også at stikke fingeren i jorden, inden du stiller spørgsmål, og overvej hvem, der bedst kan hjælpe dig. Er det en erfaren kollega, din leder, din tillidsrepræsentant – eller skal du spørge mere åbent på et møde?
Brug tid med kollegaerne
Udover din leder er dine kollegaer også vigtige for, at du kommer godt fra start. Brug derfor tid med dem og mød dem med åbenhed, nysgerrig og interesse. Hvis der er sociale arrangementer med kollegaerne, kan det også være en god ide at tage med.
Husk din fagforening
Gå til Socialpædagogerne med spørgsmål om dine løn- og arbejdsvilkår. På de fleste arbejdspladser er der en tillidsrepræsentant (TR), som er valgt af kollegaerne, og som Socialpædagogerne har uddannet i at varetage dine og kollegaernes interesser. Du kan fx bede din tillidsrepræsentant om hjælp til at forstå lønsedlen og sikre, at den er korrekt. Du kan også tale med din tillidsrepræsentant, hvis der opstår problemer i forhold til din ledelse, eller hvis du mener, at dine arbejdsvilkår er urimelige. Hvis der ikke er en tillidsrepræsentant på din arbejdsplads, kan du i stedet ringe til din lokale kreds i Socialpædagogerne.