Ledere
Ledere om nyt advisory board: Vi bliver hørt – og vores fagforening bliver mere tydelig
Socialpædagogernes advisory board for ledere blev skudt i gang med 14 engagerede ledere, der satte pædagoguddannelsen på dagsordenen. Se, hvad fire af lederne tog med sig hjem
13. september 2024
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Foto: Line Marie Sommer
De kommer fra vidt forskellige typer arbejdspladser – og forskellige dele af landet. Men de 14 socialpædagogiske ledere, der mandag 26. august deltog i det allerførste møde i Socialpædagogernes nye advisory board, fandt hurtigt hinanden hen over bordet, da de blev inviteret til at dele ud af deres viden, erfaringer og perspektiver i forhold til den kommende reform af pædagoguddannelsen.
– Det er fedt, at vi er så bredt repræsenteret på tværs af forskellige arbejdspladstyper. Og jeg har bemærket, hvor enige vi egentlig er ikke kun i forhold til ønsker og drømme for uddannelsen, men også i forhold til den hverdag, vi står i, sagde Frank Hedegaard, forstander på Blindecenter Bredegård i Fredensborg.
– Vi er mere bredt sammensat i den her gruppe end i mange andre af de lederfora, jeg har deltaget i. Og fordi vi vælger at sætte fokus på ét emne, kommer vi mere i dybden. Samtidig oplever jeg, at der er god tillid i rummet, og at vi alle har modet til at sige det, vi har på hjerte, supplerede Vivi Lauritsen, forstander på Voksne med Handicap i Ballerup Kommune.
Læs også: Nyt advisory board giver socialpædagogiske ledere en stærkere stemme (sl.dk)
Inspiration og faglige perspektiver
Ideen med at oprette et advisory board for socialpædagogiske ledere bygger på tilbagemeldinger fra lederne selv, forklarer forbundsnæstformand i Socialpædagogerne Verne Pedersen:
– Vi har fået en klar melding om, at vores ledere gerne vil være mere direkte i kontakt med os som deres fagforening og have mere indflydelse på vores arbejde – og det første møde i boardet viser, at vi har ramt rigtigt. For det var et meget inspirerende møde, hvor al den viden og indsigt, lederne sidder med, kom i spil, siger hun og tilføjer, at Socialpædagogerne sætter rammen for møderne – men at det derudover mest handler om at lytte:
– Lederne har så meget viden og indsigt, som kan være med til at kvalificere vores arbejde, og de gav os konkret inspiration og gode faglige perspektiver. Og fordi de kommer fra forskellige typer arbejdspladser, inspirerer lederne også hinanden, ligesom de bliver klogere på, hvad vi arbejder med politisk i Socialpædagogerne.
Kort om advisory board
- Som et nyt initiativ nedsætter Socialpædagogerne advisory boards, hvor socialpædagogiske ledere inviteres til at byde ind med en ledervinkel og lederperspektiver på højaktuelle temaer inden for uddannelsespolitik, socialpolitik, ledelse, uddannelsespolitik og andet, der kan bidrage til at udvikle det socialpolitiske felt.
- Boardet mødes tre gange om et konkret emne. Deltagerne udvælges på baggrund af indstillinger fra kredse og forbundssekretariat samt det aktuelle emne.
- Det allerførste møde fandt sted 26. august, hvor 14 ledere satte deres viden, erfaringer og perspektiver i spil i forhold til en reform af pædagoguddannelsen.
- Næste emne, der sættes på dagsordenen i et nyt sammensat advisory board, er socialtilsynet.
Et rum hvor vi kan tale frit
For de ledere, som måske har været bekymrede for, at lederlandsudvalget nu er nedlagt, viste advisory board-mødet, at det forum kan noget andet:
– Da man nedlagde lederlandsudvalget, var vi lidt usikre på, hvad der ville ske, når man sætter mennesker sammen, der ikke kender hinanden. Ville man så kunne føle sig tryg ved fx at være kritisk? Men det har været rigtig fint at deltage og opleve det her rum, hvor alle taler åbent og frit, lød det fra leder i Struer Kommune Bo Bakbo-Carlsen.
Også afdelingsleder på specialdøgninstitutionen Ternevej i Horsens Tina Naldal så gode takter ved at mødes på denne måde:
– Efter mødet her føler jeg virkelig, at jeg har meget at fortælle om til andre ledere og kolleger, fordi emnet, vi snakker om, er aktuelt. Men også fordi, det er en meget konkret måde at gøre fagforeningen synlig på og vise, at Socialpædagogerne også er for ledere, og at vi har mulighed for at byde ind og være konkrete og aktuelle i det, vi taler om.