Maria var med, da Knud sagde farvel til sin mor: Vi skal turde gå tæt på

De var der alle sammen. Den nærmeste familie, beboere og medarbejdere. Der var bestilt lækker mad til levering udefra, og alt var gjort så fint og festligt som muligt.

Men dagens hovedperson, ’Knud’, en 50-årig mand, der bor på et botilbud for voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, savnede det menneske, der var hans hovedperson. Hans mor.

Derfor forlod han selskabet i sin kørestol og trillede ud mod parkeringspladsen, hvor han forgæves spejdede til højre og venstre for at se, hvor hans mor blev af.

– Det var meget gribende. For anledningen til, at vi var samlet omkring Knud den dag, var en ceremoni for at ære hans mor, som netop var gået bort. Knud vidste det ikke, og vi ønskede at informere ham om morens død i trygge rammer, hvor han var omgivet af mennesker, der holder af ham – og som kendte hans mor.

Sådan fortæller socialpædagog Maria Gaia Gommesen.

Det var hende, der forsigtigt førte Knud tilbage til selskabet og fortalte ham, hvorfor der skulle være fest:

– Jeg stillede mig ved hans side, lagde armen om hans skulder og slog på glasset. Så fortalte jeg, at hans far havde bedt mig om at holde en tale – og at vi var samlet for at sige farvel til Knuds mor. At hun ikke var her mere, men at vi i dag sammen skulle fejre den kærlighed, de har haft, siger Maria Gaia Gommesen.

Læs også 'Sådan kan du være opmærksom på sorg' - og få gode tips til, hvordan du opdager tegn på sorg. 

Besøg hos døende mor

At opleve sorg i løbet af livet er uundgåeligt. Men for mennesker som Knud, som har funktionsnedsættelser og er nonverbal, kræver det mere end ord at forklare det, man ved, vil gøre ondt. Derfor var selve ceremonien for hans mor en del af en nøje planlagt proces, der tog form for Maria Gaia Gommesen allerede fra det tidspunkt, hun fik at vide, at Knuds mor havde fået konstateret kræft.

– Moren er altid kommet på botilbuddet regelmæssigt, og alle omkring dem har mærket, hvor tætte hun og Knud er. Så da hun blev ramt af kræft, og besøgene meget hurtigt blev færre og færre, oplevede jeg, hvordan Knud blev urolig. Han kørte tit ud til døren og ventede på sin mor og sad mange gange bare og kiggede ud ad vinduet. Der manglede helt klart noget i hans liv, fortæller Maria Gaia Gommesen.

Sygdomsforløbet gik stærkt, og selvom Knuds mor løbende ringede og gav en opdatering på sin tilstand, var hun for syg til selv at komme på besøg. Efter tre måneder ringede moren derfor til bostedet for at spørge, om Knud med en ledsager kunne komme på besøg i sit barndomshjem.

– Selvfølgelig, lød vores svar. Og det blev så mig, der tog med som ledsager, fortæller hun.

Inddrag i samtalen

For Maria Gaia Gommesen er det vigtigt, at man som socialpædagog tør gå tæt på også i de svære situationer.

– Jeg vidste jo, at det her besøg formentlig var sidste gang, Knud så sin mor. At vi blev nødt til at have de svære samtaler nu, fordi hun var tæt på at dø. Og Knud viste mig tydeligt med sin adfærd, at han godt kunne mærke, at det her var et anderledes besøg. Han ville både helt tæt på sin mor, og samtidig skubbede han hende væk – det var svært for ham at være i, fortæller hun.

Knuds mor fortalte under besøget, at hun ikke ønskede, at hendes søn skulle deltage i begravelsen. Hun mente, det ville være for meget stimuli for ham. For Maria Gaia Gommesen blev det anledningen til at spørge moren direkte, hvad hun så tænkte kunne være godt for Knud.

– I en svær samtale som den, vi havde sammen, er det vigtigt ikke at tale hen over hovedet på borgeren. Så mens vi tre sad tæt sammen, kiggede jeg på Knud og sagde: ’Når jeg kigger på dig, kunne det så være en idé, at vi holder en mindeceremoni den dag, hvor mor er blevet bisat? En fest for at ære alt det, I har haft sammen?’, forklarer Maria Gaia Gommensen.

Hun vidste, at moren var bekymret for, hvad der skulle ske med hendes søn, når hun ikke længere var der. Men den dag fik de sammen planlagt, hvordan dagen skulle foregå, og moren fik understreget, hvor vigtigt det var for hende at vide, at Knud ville være omgivet af mennesker, han er tryg ved. Han skulle ikke være alene.

– Det var så fin en samtale. Men jeg må også være ærlig og sige, at da jeg kom hjem til bostedet og skulle fortælle mine kolleger om den plan, Knuds mor og jeg havde lagt, kom reaktionen. Og gråden. At have været helt tæt på i det sidste øjeblik, de havde sammen. At stille mit nervesystem til rådighed for Knud, hele tiden aflæse hans adfærd – og skabe rum for, at han kan være i det. Det vil jeg altid huske.

Billeder bygger bro

Under det sidste besøg hos moren sørgede Maria Gaia Gommesen for at få taget en masse billeder med Knuds iPad – og det samme gjorde hun til mindeceremonien efter morens død. For billeder kan bygge bro i det, der er svært.

– Vi tager jævnligt iPad’en frem og kigger på billederne, og så kan Knud selv lægge fingeren på det billede, han gerne vil snakke om.

Både hun og kollegerne har i tiden efter været ekstra opmærksomme på Knud ud fra en viden om, at bearbejdelse af sorg og savn kan vise sig på mange måder – og over lang tid.

– For os er det vigtigt ikke at hemmeligholde noget og at sørge for, at der altid er et rum og en mulighed for, at Knud kan udtrykke sine følelser. Og jeg fornemmer helt klart, at han i dag har opnået en form for forståelse for, hvad der er sket. Vi ser det fx ved, at han, når familien kommer på besøg, ikke længere kigger bag ryggen af dem for at se, om mor ikke også er med.

’Knud’ er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med borgerens rigtige navn.