Sådan kan du være opmærksom på sorg

En borger på et bosted ændrer pludselig spisevaner og begynder at samle ugeblade og andre ting til huse. Eller måske har borgeren pludselig svært ved at sætte handlinger i gang, som han ellers var så glad for.

Observationerne får Niels Bonnerup til at stoppe op: Kan der mon være sket noget det seneste års tid i borgerens liv? Kan han have mistet en nærtstående? tænker han for sig selv.

Niels Bonnerup er specialpædagogisk konsulent tilknyttet Professions­sekretariatet på Området for Voksne med Udviklingshandicap – Sødisbakke – og har i det meste af sit arbejdsliv beskæftiget sig med det specialpædagogiske felt.

Og et emne, han særligt har fordybet sig i, er sorg. For når mennesker med udviklingshandicap sørger, er tabet ikke altid åbenlyst for andre mennesker. Derfor kan den ændrede adfærd ofte blive misforstået, forklarer han.

– Derfor er sorg et af de perspektiver, vi som fagpersoner er meget opmærksomme på, siger han.

Sorgreaktioner viser sig ofte med en forsinkelse, tilføjer Niels Bonnerup og giver et eksempel, hvor en borger til sin mors begravelse umiddelbart reagerede på glæden ved at være omgivet af hele sin familie – som til lykkelige familiebegivenheder.

– Hun genkender situationen fra barnedåb og bryllupper, hvor alle fætre og kusiner er samlet. Derfor reagerer hun med glæde og har en fest trods den sørgelige anledning. Men senere kommer søsteren forbi med nogle af morens hjemmebagte småkager, og i det øjeblik, borgeren tager en småkage i munden, bryder hun helt sammen.

Læs, hvordan socialpædagog Maria Gaia Gommesen var helt tæt på, da en borger tog afsked med sin mor.

Tilbyd fysisk nærhed

Denne type reaktion betegner Niels Bonnerup som en ’sensorisk erkendelse’. Han pointerer, at sorg også har en vigtig betydning for det fysiologiske.

– Savnet og fraværet af en livsvigtig relation kan medføre en konkret fysisk smerte. Vores krop fortæller os, at der er en vital, social forudsætning for vores overlevelse, som pludselig mangler, siger han.

Der er dele af vores autonome nervesystem, der kommer i spil, når vi sørger. Ifølge Niels Bonnerup er det autonome nervesystem vores ’maskinrum’, der både kan rejse vores alarmberedskab – og være ro-givende, når vi er sammen med mennesker, vi føler os trygge og sikre sammen med. Den viden kan man bruge, når man som socialpædagog skal interagere med en borger i sorg. 

– Vi er disponerede for at berolige os selv, når vi er sammen med andre mennesker, som vi føler os sikre sammen med. Derfor kan det bare at sidde sammen, se tv eller spille kort være en måde at berolige på. I samværet kan vi samtidig være opmærksomme på vores egen fremtræden, stemmeklang, kropslige energi og mimik, siger han og opfordrer til, at man som socialpædagog overvejer, hvordan man kan tilbyde fysisk nærhed og forbundethed i interaktionen med en borger i sorg. Fordi det for mennesker med svære udviklingshandicap ser ud til i særlig grad at være brugbart til at formidle oplevelsen af at høre til sammen med nogen.

 – Med vores øjne, hænder, nærvær og tilgængelighed kan vi forstærke oplevelsen af kontinuitet efter tabet. Du er ikke væk. Du hører til et sted, nemlig lige her, siger Niels Bonnerup.

Hvem er jeg nu?

Det er ikke kun begivenheder i en kaliber som dødsfald i nærmeste familie, som udløser sorgreaktioner. For mennesker med udviklingshandicap er der mange potentielle tab i livet – fx de mange professionelle, der bevæger sig ind og ud af en borgers liv.

Det kan være alt lige fra kontaktpersoner til buschauffører, naboborgere og sygeplejersker – mennesker, som borgerne knytter sig til, og som har stor betydning for borgernes liv. 

– Når vi sørger, mister vi noget af vores identitet. Sorg er følelsen af det elskede, der er forsvundet. Det er et tab af nogen eller noget, men også et tab af identitet: Der er lidt af mig, der ikke er der mere og efterlader spørgsmålet: ’Hvor kan jeg gå hen nu og blive den, jeg gerne vil være?’ forklarer Niels Bonnerup.

Her kan den socialpædagogiske faglighed spille en rolle bl.a. ved at skabe kontinuitet i borgerens liv.

– Vi kan hjælpe med at få skabt en oplevelse af, at den, som sørger, nok er i sorg – men at vedkommende stadig er i sikkerhed. Gennem systematiske små sociale opmærksomheder kan vi som fagpersoner hjælpe med at få plantet en oplevelse af kontinuitet hos borgeren.

Dyrk livshistorierne

En måde at skabe kontinuitet på er at arbejde med livshistorier. Helt konkret kan det være et fotoalbum, hvor man sammen kan genbesøge borgerens historie og se, hvem man også var engang.

– Man kan lukke og åbne et fælles tredje, hvor hovedpersonen kigger på sig selv, mens en anden kigger på hovedpersonen. Det er med til at forstærke identiteten, siger Niels Bonnerup.

Kontinuitet kan også skabes ved at tænke i fysiske genstande, som indeholder betydning og identitet. Niels Bonnerup giver et eksempel med en borger, som gennem en årrække har været på et beskyttet værksted, der skal lukkes. Når borgeren skal flytte til et nyt aktivitetstilbud, bliver opgaven at tænke i, hvad der kan overføres både fysisk og mentalt, så der skabes kontinuitet i hans liv – og så flytningen ikke bliver et identitetstab.

– Den mestring og identitet, borgeren har opbygget i værkstedet, hvor han var den, der vidste, hvor værktøjet var, bar sin kedeldragt med stolthed og havde rollen som den erfarne, den risikerer jo at forsvinde i det nye tilbud. Derfor valgte vi i den konkrete situation at tænke i overgangsobjekter: Kan vi tage et arbejdsbord med eller det køleskab, hvor madpakken har ligget på sin faste plads? Eller kan vi tage arbejdstegninger eller nogle af de opgaver, han lavede i værkstedet, med for at sikre kontinuitet? siger Niels Bonnerup og fortsætter:

– Målet er, at borgeren tænker: ’Jeg savner de andre. Jeg savner den, jeg var, da jeg var sammen med dem. Jeg savner at lave det, jeg gjorde. Men i dag samlede jeg søreme en reol på mit nye arbejde sammen med Jens!’

En markeret spejling

For der skal være rum til tabet og sorgen. Og når man som personale er sammen med en person med udviklingshandicap i sorg, kan det være vigtigt, at man signalerer, at man selv kan tåle at være i det svære, fx i en markeret spejling, som Niels Bonnerup kalder det:

– Man kan lægge en arm om personen eller bare sidde ved hans side og vise: ’Jeg går ikke i stykker. Jeg kan se og forstå, at du sørger, og jeg skal nok passe på dig.’

Sorg kalder nemlig først og fremmest på medmenneskelighed – ikke på behandling, mener han og uddyber, at sorg er ikke en sygdom, men en del af vores emotionelle grundregister. Den er derfor ikke i udgangspunktet behandlingskrævende, når der foregår en håndtering og bearbejdning i de sociale fællesskaber, som man lever i. 

Men sorg kan i nogle sammenhænge være voldsom, uhåndterlig og forlænget. I det aktuelle diagnosesystem ICD11 er ’prolonged grief disorder’ – eller på dansk ’forlænget sorglidelse’ – blevet en egentlig diagnose.

En god mentaliseringsevne

At hjælpe en borger med at bearbejde den naturlige sorg forudsætter en god mentaliseringsevne – at forstå og mærke, hvordan det må være at være den anden. Og det kalder også på, at man som fagprofessionel er opmærksom på sine egne reaktioner og sin egen sorghistorie.

Som socialpædagog kan man derfor ikke tage sig selv ud af ligningen, når man arbejder relationelt. Personalets egne holdninger til sorg har betydning – og det kan være svært at være i, hvis man konfronteres med sin egen sorghistorie, siger Niels Bonnerup.

Derfor er det vigtigt, at man som personalegruppe kan sparre med hinanden og tale med hinanden i et psykologisk sikkert rum, hvor man kan udfolde, hvordan man kan blive brugbar for borgeren, når livet er svært for vedkommende.

Og så skal man konkretisere sin faglige indsats.

– Man må have et sprog for at tale instrumentelt om, hvad man gør. Det er ikke nok blot at sige, ’det er relationen’, hvis man lykkes med at støtte i det svære. Man må øve sig i at se sig selv som et instrument eller et redskab og sætte ord på, hvad det egentlig er, man gør, når man ’har en god relation’, siger Niels Bonnerup og tilføjer:

– Lad være med at afvise sorg som noget, andre tager sig af.

Han råder også til, at man på arbejdspladsen har planlagt, hvad der skal ske, når en borgers nærtstående dør. Han anbefaler, at man med fordel kan lave sorgplaner for præcis, hvem der gør hvad, når fx en forælder dør. Hvem der har kontakten til familien, hvem der har ansvar for det praktiske, hvem der taler med præsten osv. Også for de pårørendes skyld. For forældre til borgere har naturligvis ofte en bekymring for, hvordan det skal gå deres barn, når de selv dør.

– Det er en helt legitim bekymring hos de pårørende, og her gælder det om at være meget transparent og lyttende. Man kan fx tale med forældrene om, hvordan vi hjælper den pårørende, når de ikke er der mere.