Gå til indhold

Valg til forretningsudvalg

Jeg vil kæmpe for større anerkendelse af den socialpædagogiske faglighed

Når Socialpædagogerne afholder kongres i november, skal der vælges nyt forretningsudvalg. En af de foreløbig syv kandidater, der stiller op til de fire poster, er Rita Malberg Slangerup. Hun opstiller som forbundsnæstformand – og her kan du læse lidt om hendes mærkesager og visioner

6. august 2024

Artikel
De delegerede på Socialpædagogernes kongres 12.-14. november vælger forretningsudvalget. En af dem, der stiller op til valg, er nuværende næstformand i Socialpædagogerne Storkøbenhavn Rita Malberg Slangerup. Hun opstiller som forbundsnæstformand.

Forfatter: Tina Løvbom Petersen

Foto: Nils Lund Pedersen

Valg til forretningsudvalg

Rita Malberg Slangerup, stiller op som 1. og 2. forbundsnæstformand.

45 år, næstformand i Socialpædagogerne Storkøbenhavn siden 2019.

Uddannet socialpædagog. Har arbejdet inden for voksen-handicapområdet og været TR i mange år. Faglig sekretær siden 2017.

Hvad vil du som medlem af et nyt forretningsudvalg arbejde for? Nævn tre konkrete mærkesager:

  1. Mere magt til fagprofessionen. I det ligger bl.a. et opgør med forældede styringsparadigmer i forhold til, hvordan man tilrettelægger og planlægger arbejdet. Hvis vi skal sikre et godt arbejdsmiljø og en fornuftig work-life balance for vores medlemmer, er det vigtigt, at vi sikrer reel medbestemmelse. For det, ved vi, er afgørende, hvis man skal føle mening i sit arbejde.
  2. Mere differentieret medlemskab af Socialpædagogerne. Vi ved, at medlemmerne i løbet af et arbejdsliv havner i forskellige livssituationer – bliver gift, skilt, ramt af sygdom eller står som nyuddannede og føler, at medlemskabet er for dyrt. Jeg vil gerne sikre, at man uanset hvor, man står i livet, kan forblive medlem af Socialpædagogerne. Vi skal afsøge muligheden for differentieret medlemskab, der tager hensyn til forskellige livsfaser. Hvorfor har vi fx ikke et fleksmedlemsskab?
  3. Vi skal have meget mere anerkendelse af faget og den socialpædagogiske faglighed. Skal flere unge uddanne sig til socialpædagog, skal vi øge kendskabet til faget og vores faglighed. Jeg er vild med kampagnen ’Faglighed forandrer liv’, men jeg mener, at vi skal sætte meget tidligere, så vi rammer de unge med budskabet allerede i folkeskolen og i gymnasiet. Fx kunne vi arbejde på at bruge den obligatoriske erhvervspraktik til at øge kendskabet til vores fag.

Hvordan vil medlemmerne kunne mærke, at du bliver valgt?

Jeg håber, at de med mig kan mærke et fornyet syn på, hvordan vi skal være en fagforening, der følger med tiden – og er der for medlemmerne. Jeg er selv medlem, og nogle gange har jeg da svært ved at forstå nogle af de beslutninger, der tages. Jeg føler indimellem, at beslutninger træffes i et lukket rum – så jeg vil bidrage til, at Socialpædagogerne er mere synlige og åbne om, hvorfor vi gør tingene, som vi gør. Og så vil man med mig kunne mærke, at vi er en fagforening, der taler socialpædagogik og det socialpædagogiske fag uden at være tilknyttet et parti.

Hvor ser du Socialpædagogerne om fem år?

Til den tid har vi bremset den kedelige tendens med at miste medlemmer. Faktisk satser jeg på medlemsfremgang. Og det vil ske, fordi Socialpædagogerne er et forbund, hvor medlemmerne aldrig er i tvivl om, hvilke mærkesager vi kæmper for. Og fordi man er medlem i Socialpædagogerne, fordi det ikke giver mening ikke at være medlem. Vi er også en mere proaktiv fagforening om fem år. Vi har så travlt med at være dem, der altid er gode venner med beslutningstagerne. Men vi skal ikke være bange for at tage de principielle kampe. Det er vigtigt – for uanset, om vi taber opgøret eller ej, skal medlemmerne vide, hvor vi står. 

Kort om forretningsudvalget

Forretningsudvalget er forbundets daglige politiske ledelse og består af forbundsformanden, to forbundsnæstformænd og forbundskassereren.

De delegerede på Socialpædagogernes kongres 12.-14. november vælger forretningsudvalget.

Læs mere om kongressen på sl.dk/kongres24

Bliv medlem