Olivia er ikke længere i tvivl: Det føles så rigtigt at skulle være socialpædagog

Hvad skal jeg være?

Det spørgsmål har du sikkert også stillet dig selv engang. Og måske har du kredset om det i måneder eller år, før svaret pludselig stod lysende klart: Socialpædagog.

Sådan var det for Olivia Bülow. Hun er en af de mange unge, der har søgt ind på pædagoguddannelsen for at blive socialpædagog. 

– Opbygningen med praktikforløb passede lige til mig. Desuden giver uddannelsen så mange jobmuligheder og et arbejde med mennesker, som jeg synes er vildt spændende, siger hun.

Læs mere: Fortsat fald i ansøgere kalder på en ambitiøs, attraktiv og målrettet pædagoguddannelse

Og trods sine kun 22 år ved Olivia, hvad hun taler om. For tvivlen om, hvilken uddannelse hun skulle tage, har ført hende vidt omkring i velfærdsfagene. Hun har bl.a. taget vagter i hjemmeplejen, arbejdet som pædagogmedhjælper i en børnehave, været støtteperson for en med PTSD og undervist børn i ridning. I dag er hun ufaglært vikar på et rehabiliteringstilbud for voksne med PTSD eller andre former for traumer, hvor hendes far er forstander.

– Uden jeg lige har tænkt over det, har jeg på alle mulige måder hele tiden arbejdet med mennesker. Det var hyggeligt at være i en børnehave, men jeg blev altid draget af dem, der faldt uden for – hvor der var nogle komplikationer. Jeg synes, det er så spændende at prøve at forstå menneskers udfordringer, hvad der trigger dem – og hvorfor de reagerer, som de gør, for der ligger jo noget bag. Derfor vil jeg være socialpædagog, siger hun.

Det vil jeg også lære

Når man ser tilbage på Olivia Bülows rejse mod beslutningen om at blive socialpædagog, kan det synes lige for at hæfte sig ved, at hendes far er leder inden for socialområdet, og at hun på grund af ham er vokset op tæt på et opholdssted for anbragte unge, hvor hun kom en masse som barn og bl.a. holdt jul.

Alligevel var beslutningen alt andet end nem.

– Vi har talt meget om det herhjemme. I en periode ville jeg være sygeplejerske, men det er jo den pædagogiske indsats rundt om mennesket i hverdagen, der interesserer mig, siger hun og fortsætter:

– Jeg kan se på socialpædagogerne, at hvis en beboer fx får et angstanfald, ved de lige, hvad de skal gøre – de har viden og erfaring til at vurdere, om der er brug for ro eller snak. Den viden glæder jeg mig til at få. Så kan jeg se frem til at stå op til et arbejde, jeg er glad for, fordi jeg hjælper mennesker fremad. Det føles så meningsfuldt.