Tiden før og under fødslen har stor betydning for det anbragte barn

For psykolog Henrik Dybvad Larsen begyndte interessen for fostret og fødslens psykologi med en undren: Han modtog den 9-årige Emilie, der var ekstremt hudfølsom, i sin psykologpraksis. Hendes tøj kløede, kradsede og irriterede, så hun næsten ikke kunne holde ud at have det på. Men der var ingen biologisk forklaring

I Henrik Dybvad Larsens samtaler med hende fandt han ud af, at Emilie havde været udsat for voldsom stress før, under og kort efter sin fødsel. For eksempel havde der været heftige skænderier mellem forældrene under graviditeten, fødslen havde været traumatisk, og kort efter fik moren brystbetændelse i en grad, så hun var ved at dø.  Her blev den lillebitte baby lagt op på sin bevidstløse mors mave.

– Normalt er det jo godt for et lille barn at ligge på morens mave, men når moren er bevidstløs og ikke kan reagere på barnets signaler, har det nok tværtimod været skadeligt. Og i kombination med den anden stress, Emilie havde været udsat for, kunne det forklare, hvorfor hun senere havde det så svært med berøring, siger Henrik Dybvad Larsen.

Han er forfatter til bogen: ’Fostret og fødslens psykologi. Barndom og forældreskab begynder ved undfangelsen.’ Og i begyndelsen af maj gæstede Landskonferencen for plejefamilier, der i år havde traumer og relationer som tema.

LÆS OGSÅ hvordan mønsterbryderen Thomas husker tilbage på livet som plejebarn

Mere end et ubeskrevet blad

Mødet med Emilie vækkede Henrik Dybvad Larsens interesse for den allertidligste psykologiske udvikling, der allerede begynder inde i maven og fortsætter under og lige efter fødslen. Og han vurderer, at det er en af de vigtigste faser i et menneskes liv.

– Et foster kan både huske, se, høre, smage, lugte og mærke, og det bliver i høj grad påvirket af omgivelserne. Scanninger viser fx, at et foster reagerer, hvis forældrene skændes, siger han.

Henrik Dybvad Larsen har sat sig godt ind i den nyeste forskning på området. Og sat på spidsen mener han, at fostertilstanden og fødslen kan påvirke barnet i to forskellige retninger: I det ene yderpunkt mærker fostret, at det er elsket og ønsket. Der er ro omkring det, og fødslen foregår rimelig ukompliceret. I det andet yderpunkt mærker fostret, at det er hadet og uønsket. Der er en masse stress og uro omkring det, og fødslen er voldsom og traumatiserende.

– I virkeligheden er det et kontinuum med grader af det ene eller det andet, men de to forskellige modpoler kan føre til, at barnet bliver født med to forskellige hjerner: Enten en overlevelseshjerne, hvor barnet er ængsteligt og har fået en grundlæggende tro på, at livet er farligt – eller en lærende hjerne, hvor barnet er trygt og tillidsfuldt med en grundlæggende tro på, at livet er godt, siger Henrik Dybvad Larsen.

Skade under graviditeten

Nogle plejebørn har allerede i fostertilstanden fået lagt psykologiske spor, der spænder ben senere i livet – fx hvis deres forældre har levet i et voldeligt ægteskab med meget råben og skrigen, hvis der har været misbrug eller et hårdt liv på gaden.

Derfor opfordrer Henrik Dybvad Larsen plejeforældre til at interessere sig for, hvad der er sket for plejebarnet før, under og lige efter fødslen.

– Mange gange kan man godt rette op på noget af den skade, der er sket i fostertilstanden og under fødslen, fx hvis barnet senere får en masse tryghed, tillid og kærlighed. Men nogle gange kan der også være sket uoprettelig skade, siger han.

Kolossal tålmodighed

Henrik Dybvad Larsen understreger, at den nye viden om fostret og fødslens psykologi ikke giver en opskrift på metoder og tilgange, der kan hjælpe plejebarnet – men måske kan en større forståelse være en hjælp for plejeforældrene, fordi det forklarer, hvorfor opgaven nogle gange kan være så stor.

– Det er en langtidsopgave, der kræver en kolossal tålmodighed efter ordsproget: Mange bække små, gør en stor å. Det er alle de små dagligdagsting, der er med til at give barnet en tryg tilknytning, siger han.

Lærte at tåle berøring

I Emilies tilfælde hjalp det meget, at hendes mor fik en forståelse for, hvorfor hun reagerede så voldsomt på berøring.

– Før blev moren meget irriteret på pigen og skældte ud, men det holdt hun op med, fortæller Henrik Dybvad Larsen.

Det stod også klart, at pigen havde brug for meget mere ro og tryghed end hendes jævnaldrende, og hun begyndte derfor at komme hjem til sin mormor om eftermiddagen i stedet for at gå i SFO. Her kunne hun være i trygge rammer og gå rundt i løst tøj. Og Henrik Dybvad Larsen hjalp mormoren til at forstå, hvordan hun bedst kunne hjælpe sit barnebarn ved at passe og pleje hende, spille spil og være rolig.

– Eksemplet handler om et barn, der boede hos sin biologiske mor, men de samme mekanismer gælder for børn, der kommer i pleje. Da Emilie blev født, blev hun marineret i stress og utryghed – og hun havde derfor i høj grad brug for at blive marineret i ro og tryghed. Og så lykkedes det hende faktisk at slippe af med overfølsomheden over for berøring.