En mønsterbryder ser tilbage på livet som plejebarn

Da Thomas de Oliveira var 10 år gammel, forsvandt hans far sporløst, og hans mor kunne ikke tage sig af ham. ’Vi finder nogle gode mennesker, du kan være hos,’ sagde hans sagsbehandler, men Thomas de Oliveira rystede på hovedet.

– Det behøver I ikke. I kan bare give mig en lejlighed.

Den nu 28-årige Thomas de Oliveira griner lidt af historien, men bliver så alvorlig:

– Det siger noget om, hvor meget jeg har skullet klare på egen hånd. Og jeg kan godt forstå, at det måske ikke var helt let at få mig ind i en plejefamilie, hvor alting var meget anderledes end det, jeg kendte fra mine forældre. Jeg var vant til at gå ud og lege, som jeg ville, og komme hjem, som jeg ville. Og min far var altså ikke sådan en, der lavede mad. Hvis jeg ikke var med ham på værtshus, måtte jeg selv gå over i Fakta og købe kyllingepølser eller hakkebøffer på dåse, som jeg smed på panden.

Mønsterbryder

I dag kan Thomas de Oliveira både titulere sig direktør, iværksætter, foredragsholder og mentor, og hans liv har taget en kraftig u-vending siden hans barndom. Det fortalte han 120 plejeforældre om på Socialpædagogernes Landskonference for plejefamilier den 6.-7. maj.

LÆS OGSÅ: Tiden før og under fødslen har stor betydning for dit plejebarn

Begge Thomas de Oliveiras forældre var psykisk syge, og hans mor var desuden mærket af en traumatisk barndom i Brasilien.

– Men jeg er sikker på, at de gjorde det, så godt de kunne, og jeg følte mig især meget elsket af min far, siger Thomas de Oliveira.

Derfor var det ekstremt hårdt, da faren under en indlæggelse på en åben psykiatrisk afdeling gik en aftentur for aldrig at komme tilbage. Det blev begyndelsen på en række brudte anbringelser: Først i én plejefamilie, så i en akutanbringelse, dernæst i en anden plejefamilie og til sidst på en døgninstitution.

– Når jeg ser tilbage, er jeg helt sikker på, at mine to plejefamilier hver på sin måde har været med til at skubbe mig i den rigtige retning. Men der er også noget, jeg ville ønske, var anderledes, siger Thomas de Oliveira.

Masser af omsorg

I den første plejefamilie oplevede Thomas de Oliveira en oprigtig omsorg og interesse.

– Jeg følte virkelig, at de godt kunne lide mig. Og de gjorde meget for mig, som de slet ikke behøvede. Fx tog min plejefar mig med på lange cykelture, og jeg har stadig et billede af os, hvor vi sidder sammen og spiser Læsøs største is. Min plejemor var også meget omsorgsfuld, men jeg tror hverken mine plejeforældre eller min sagsbehandler forstod, hvor mærket jeg var af min opvækst – og hvor hård den egentlig havde været. Fx tror jeg ikke, de var klar over, at jeg tit havde overnattet udenfor på gaden, siger Thomas de Oliveira.

Thomas de Oliveira havde været vant til, at han ikke kunne stole på sin mor, og derfor kunne der komme voldsomme konflikter, hvis han heller ikke følte, han kunne stole på sine plejeforældre – også når det handlede om små ting, som at der kom karbonader på middagsbordet, selv om han havde fået lovning på frikadeller.

Til sidst løb en konflikt helt af sporet.

The hamster case

Da Thomas de Oliveira boede hos sin far, havde han en lille hamster, som gav et stort fællesskab mellem ham og faren. Da faren forsvandt, fik Thomas de Oliveira hamsteren med i plejefamilien, og efter et halvt år blev faren fundet død. Kort forinden var Thomas de Oliveiras farmor også død, og til sidst døde hamsteren.

– Jeg måtte ikke få en ny hamster. Men jeg var jo vant til at klare mig selv, så jeg købte bare et nyt hos dyrehandleren og skjulte det i et skab på mit værelse. Da min plejemor opdagede det, blev hun vred og sagde, at jeg ikke måtte lyve og skjule ting for hende, og så stak jeg af. Hjem til min mor, hvor min plejemor havde kørt hamsteren ud. Jeg barrikaderede mig på badeværelset med min hamster. Det skulle ingen tage fra mig! Og det endte faktisk med, at politiet kom, fordi ingen kunne få mig ud af badeværelset.

Thomas de Oliveira nægtede at vende tilbage til plejefamilien uden hamsteren, og til sidst kom han i stedet først på en akutinstitution og siden i en anden plejefamilie.

Flyttede som teenager

Også i den anden plejefamilie endte anbringelsen med at bryde sammen, dog først efter flere år. Det var da Thomas de Oliveira blev teenager og træt af regler og livet på landet.

– Jeg tænkte, at jeg overhovedet ikke havde brug for mine plejeforældre, og jeg insisterede på at få lov til at flytte på døgninstitution. Til sidst gav min sagsbehandler mig lov, men jeg skulle aldrig være flyttet! På døgninstitutionen mødte jeg andre unge med store problemer og endte selv i et hashmisbrug.
I dag tænker Thomas de Oliveira, at både den første og den anden plejefamilie skulle have haft mere støtte, så de bedre havde kunnet rumme og forstå ham.

– Der bør afsættes mange flere ressourcer fra kommunens side til at følge op på, hvordan det går i plejefamilien, så både plejebarn og plejeforældre kan få hjælp til at løse de små og store konflikter, inden det går i hårdknude. Fx var der selvfølgelig en grund til, at hamstret betød så helt utrolig meget for mig: Det mindede mig om min far, og jeg kunne ikke klare, at jeg både skulle undvære min far, min farmor og min hamster.

Tog gode ting med sig

At Thomas de Oliveira alligevel endte med at komme på ret kurs, er der mange grunde til. Bl.a. har han gennem sit voksenliv mødt mange mennesker, der har hjulpet ham. Og han har også selv gjort en stor indsats med flere psykologforløb. Men han er også helt sikker på, at begge plejefamilier har gjort en positiv forskel.

I den anden plejefamilie lærte han at skabe struktur i sit liv og fik personlige færdigheder som fx høflighed.

I den første plejefamilie fik han især dryp af kærlighed, der var med til at give selvværd og tillid til verden.

– Som barn er der meget, man ikke kan forstå – men som voksen kan jeg godt se alt det gode, de gjorde for mig. Og jeg tror, det betaler sig at gøre en enorm indsats for at få det til at fungere i en plejefamilie.