Som leder har Patrick gjort op med tarzankultur og synsninger

Det var en af de der morgener, hvor alt syntes lidt kaotisk. En sygemelding var tikket ind, så medarbejderne var i undertal. To borgere havde en svær morgen og reagerede med larm og skrig, frustrerede kolleger bad om hjælp – og tilbudsleder Patrick Hougaard besluttede sig hurtigt for at give en hånd med på gulvet.

I de minutter, hvor han havde dagens første lille pusterum, ramte tanken ham.

Det her var jo præcis som i gamle dage.

– Da jeg tiltrådte som helt ny leder af Farupvej 8C i december 2017, oplevede jeg næsten dagligt den her lettere kaotiske stemning med et ekstremt højt lydniveau, følelsen af panik og udadreagerende borgere. Der var et syn på borgere, der mere handlede om at overleve og regulere, end det handlede om pædagogik – og medarbejderne var specialister i enkelte borgere, men havde ikke en fælles faglig retning, fortæller han.

De ’gamle dage’ var også en tid, hvor mængden af grænseoverskridende hændelser var voldsom – dvs. alle de gange, der blev registreret fx trusler om vold, fysisk vold, verbale krænkelser, høje lyde fra borgerne eller chikane.

– Alene i 2018 blev der registreret 4.875 grænseoverskridende hændelser. Det svarer til, at medarbejderne 10 til 15 gange om dagen bliver udsat for spyt, spark, skub, skældsord eller selvskadende adfærd. Der var lige lovlig meget tarzankultur, hvor man fx gik ind til borgere, der var i affekt og kastede rundt med tingene – og hvor det endte med en magtanvendelse, eller at medarbejderne selv blev slået.

Men hvad er så forklaringen på, at antallet af grænseoverskridende hændelser i 2022 var bragt helt ned på 164 registreringer på et år? Og hvorfor modtog botilbuddet i februar i år Esbjerg Kommunes arbejdsmiljøpris bl.a. for at have skabt et godt arbejdsmiljø – med Patrick Hougaard i spidsen? Det er fagbladet Socialpædagogen taget til Ribe for at finde ud af.

Lidt af en ordkløver

De moderne røde etplansbygninger, der udgør Farupvej 8C, ligger i udkanten af Ribe – placeret midt i den vestjyske natur. Her bor 12 borgere, som er håndplukket til at bo netop her. De har alle tidligere været visiteret til individuelle tilbud med 1:1 støtte – men bor nu i hver sin lejlighed. Nye rammer – men stadig individuel tilgang, forklarer Patrick Hougaard.

– Man kan se det som 12 små satellittilbud under samme tag, siger han.

Fælles for borgerne er, at de er voksne med udviklingshandicap med forskellige tillægsdiagnoser inden for psykiatrien – og alle med uhensigtsmæssig adfærd. Men ikke problemskabende adfærd, understreger tilbudslederen.

– Indrømmet. Jeg er lidt af en ordkløver. Og derfor har det også fra start været meget vigtigt for mig at skabe en fælles bevidsthed om, at det altså betyder noget, hvilke ord vi bruger, siger han og uddyber:

– Hvis vi siger, at borgerne har en problemskabende adfærd, så tillægger vi det en værdi. Vi tillægger borgeren en hensigt med det. Jeg vil hellere snakke om, at borgernes handlinger og adfærd kan være uhensigtsmæssig – men at det er kontekstbestemt. Hvis fx en borger har udfordringer med at have tøj på, så er det jo ikke i sig selv uhensigtsmæssigt, når han går rundt her på matriklen. Men det bliver det, hvis han vælger at tage i Føtex uden tøj på.

Læs også: Et tæt TRIO-samarbejde mellem Patrick Hougaard, TR og AMR er nøglen til at sætte en fælles faglig retning

Fokus på energiforvaltning

Skal man helt ind til kernen af den faglige omvæltning, Patrick Hougaard har stået i spidsen for på Farupvej 8C, handler det meget om at tilpasse forventningerne til beboerne. Om at anerkende behovet for rutiner. Og om at sætte fokus på begrebet ’energiforvaltning’.

– Hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så har jeg fx helt faste morgenrutiner, hvor jeg dag efter dag gør tingene på helt samme måde. Og når shampooen pludselig er tom, bruger jeg energi på at hente den et andet sted. Det kan jeg selvfølgelig godt som et nogenlunde velfungerende menneske. Men hvis jeg bliver udsat for ting, der skal gøres på nye måder alt for mange gange i løbet af en dag, så kan min verden altså også godt vælte. Og det er det, vi ser, når folk råber i bilen eller skælder ud på kassedamen – det er, når vi løber tør for energi, forklarer han og fortsætter:

– Vi kigger ind i neuropædagogikken her: Hvad kan vores hjerne kapere i løbet af en dag? Hvordan fungerer vores hjerne bedst? Jamen det gør den ved at lære mest muligt som vaner.

Det er den tankegang, Patrick har forsøgt at oversætte i den faglige tilgang til borgerne – og med sit fokus på energiforvaltning.

– Borgerne er jo dybt afhængige af fagprofessionel støtte til alle dagens rutiner, så prøv lige at forestille dig, hvis de hver morgen skal klædes på, bades eller spise morgenmad på nye måder alt efter, hvem der lige er på arbejde? Tænk på, hvor meget energi, de skal bruge på at skulle forholde sig til nye rutiner. Og hvad mon der sker, når forudsigeligheden skrider? Så reagerer borgerne selvfølgelig – og ofte med uhensigtsmæssig adfærd, siger han.

Forudsigelighed er vigtig

Noget af det første, Patrick Hougaard introducerede som leder, var døgnrytmeplaner for alle borgere. Her beskrives helt ned i detaljer, hvad en borger skal i løbet af en dag – og hvordan vi gør. Lige fra toilettræning til pauseaktiviteter. Planerne bygger på faglige observationer og kendskab til det enkelte menneske.

 – Og vi videndeler og justerer hele tiden ud fra, hvad der virker. Det sikrer stabilitet – og vi oplever tydeligt, at det gør borgerne mere trygge, siger Patrick Hougaard og tilføjer, at den nye praksis med forudsigelighed og genkendelighed også gør det rarere at gå på arbejde for medarbejderne.

– Da jeg lancerede tanken om døgnrytmeplaner, var der da et par stykker, der smed deres opsigelse. Det kunne de slet ikke se sig selv i. Men heldigvis synes rigtig mange af medarbejderne, at det er spændende og kan se potentialet i at gå fra, hvad jeg kalder opbevaring af borgerne til at arbejde med en fælles faglig retning. Og fordi vi hurtigt har set resultater i form af bedre trivsel og mindre uhensigtsmæssig adfærd hos beboerne, så opstår den der helt fantastiske følelse af, at man reelt gør en forskel. 

Læs også: I Boligerne ved Grønningen bruger socialpædagoger strukturplaner for borgerne til at sikre den faglige linje.

Indført risikovurderinger

At sætte fokus på energiforvaltning handler også om at sikre, at borgerne hele tiden har mulighed for at bruge deres energi på det, der giver dem livskvalitet.

– Jeg mener ikke, vi skal være bange for nogle gange at tage over. Hvis fx en borger gerne vil på legepladsen, men bruger al sin energi på selv at lyne jakken, må vi som fagpersoner godt overkompensere. For ved at vi lyner jakken, giver vi borgeren mulighed for at bruge sin energi på leg. Og som jeg ser det, er det bedre, at borgerne stadig har et energioverskud, når de går i seng – fremfor at vi presser dem til at gøre alting selv, siger Patrick Hougaard.

Men at have fokus på energiforvaltning kræver, at man som fagperson kender borgerne så godt, at man spotter selv de mindste tegn på, at energien er ved at være brugt op:

– Derfor har vi også indført risikovurderinger med trafiklysmodellen for alle borgere. Her står der – baseret på mange timers observation og faglige refleksioner – hvad det fx betyder, når en beboer begynder at snakke hurtigt, bide sig selv i hånden, sige nogle bestemte lyde eller måske trække sig fra øjenkontakt. Alle de små individuelle tegn på, at en borger er ved at være i energiunderskud, bruger vi konstant til at forebygge grænseoverskridende hændelser. Og det virker.

Hver fjerde uge tages trafiklysskemaet op på teammøder for at se, om der er noget, der springer i øjnene.

– Vi kan se en positiv udvikling, hvor der nu er langt mere jævne forløb end tidligere, hvor graferne kørte op og ned hele tiden i takt med, at borgerne reagerede på ting, de ikke var trygge ved. Og det er ikke længe siden, at vi havde den første måned, hvor der var helt grønt hos en borger. Vi er simpelthen blevet meget bedre til at forebygge og forudse – og sikre, at der er en sund balance mellem borgernes ressourcer og kompetencer og de krav og forventninger, vi møder dem med.

Selvskade kan være nødvendig

Patrick Hougaard er helt med på, at han som leder nogle gange udfordrer praksis – og ikke altid er politisk korrekt. Det gælder fx hans holdning til, hvordan man håndterer og rummer selvskade hos borgerne.

– Jeg ved godt, at det støder nogle, når vi til en vis grænse accepterer selvskade. Men lad mig forklare, hvad der ligger bag, siger han:

– Vi anskuer selvskade som en kommunikationsform, borgerne bruger, når de gerne vil udtrykke, at de har det rigtig svært. Når de ikke kan sige det med ord, kan de slå sig selv, bide sig selv eller noget andet. Det er den handlemulighed, borgeren har. Og vi har oplevet, at alternativet til selvskade ofte bliver voldsomme magtanvendelser – og at selvskaden faktisk bliver værre, jo mere vi begrænser det.

Derfor er der på Farupvej 8C en fælles faglig accept af, at selvskade kan være en del af borgerens handlemuligheder – og at man som fagperson skal prøve at skabe de bedste rammer og forudsætninger for, at borgeren kan udføre den adfærd uden at gøre skade på sig selv.

– Fx har vi en beboer, som nogle gange prøver at udtrykke sig ved at banke hovedet ind i væggen. I det tilfælde har vi sat plader med skumgummi på væggene, så vi ikke kommer ud i at skulle fastholde hende, men så hun ikke skader sig selv. Det kan virke voldsomt, det ved jeg godt. Men det er også en måde for os som fagpersoner at acceptere, at selvskade kan være nødvendig som en måde at kapere verden på for vores borgere.

Vi er aldrig i mål

Med arbejdsmiljøprisen fra Esbjerg Kommune har Patrick Hougaard og hans medarbejdere fået en synlig anerkendelse af, at de har fat i noget rigtigt.

– Den pris er vi stolte af. Det er en vigtig anerkendelse af, at vi rent faktisk er lykkedes med at rykke ved tingene her. At vi på vores arbejdsplads har gang i en omfattende kulturændring, der både gør noget ved vores arbejdsmiljø, ved fagligheden og ved borgernes livskvalitet, siger Patrick Hougaard.

Men der er stadig meget at bygge videre på, lyder det fra tilbudslederen:

– Vi er i mål med at have en samlet faglig beskrivelse af alle borgerne og deres behov, kompetencer, diagnoser, erfaringer, netværk osv. – og dermed et ensartet billede af, hvordan vi bedst hjælper den enkelte. Resultatet af at have lavet sådan en slags bibel til hver borger er, at vi nu har 12 borgere, der trives og er i balance. Nu tænker jeg, at tiden er til at bygge oven på. Det kunne fx være at inddrage borgerne mere i civilsamfundet og gå til svømning eller fodbold – eller gøre brug af et beskæftigelsestilbud, hvor de møder andre borgere. Måske skal vi prøve en anden rute til gåturen med en borger end den, vi altid vælger – eller arbejde med medinddragelse i at smøre madder. For en ting er sikkert: Vi er aldrig i mål.