Løn
Mere i løn – men husk Skat!
Med den markante lønstigning, de fleste socialpædagoger får i 2024 som resultat af OK24 og trepartsmidlerne, kan det være en idé at rette forskudsopgørelsen og dermed slippe for et skattesmæk
17. april 2024
Forfatter: Malene Dreyer
Foto: Colourbox
Nu er det en realitet: Langt de fleste socialpædagogernes løn stiger betydeligt som resultat af OK24. Den gode nyhed betyder også noget for din skat. Når din indkomst stiger væsentligt, kan det være en god idé at rette din forskudsopgørelse på skat.dk. På den måde undgår du at skulle betale penge tilbage, når året er gået.
Tjek lønsedlen
Hvor meget, din løn præcis stiger, er individuelt og afhænger af flere faktorer som fx hvilken overenskomst, du er ansat på, din anciennitet og din arbejdsplan. På din lønseddel kan du se din præcise løn, og på den baggrund kan du udregne, hvad du nogenlunde vil komme til at tjene i 2024. Det udfylder du i forskudsopgørelsen, som er en slags budget over din forventede indkomst i 2024. På skat.dk finder du en vejledning til, hvordan du ændrer din forskudsopgørelse og en beregner, så du fx kan regne ud, hvad du får udbetalt.
I artiklen Hvornår siger din løn? Kan du læse mere om, hvornår pengene kommer.
Andre livsændringer der påvirker skatten
Det kan også svare sig at ændre forskudsopgørelsen, hvis der sker andre ændringer i dit liv, som påvirker din indkomst eller fradrag. Det kan fx være, hvis du går på efterløn eller pension, går på barsel – eller hvis du går fra at være studerende til at have et fuldtidsjob. Det samme gælder, hvis du bliver ledig eller køber eller sælger bolig.
Læs mere og ret din forskudsopgørelse hos Skat (felt 201): Din indkomst ændrer sig skat.dk