Gruppeforløb kan styrke beboernes personlige udvikling

At være socialt udsat og bo på et forsorgshjem er en svær situation. Du står i en krise i dit liv, hvor du ofte har udtømt stort set alle muligheder og har et meget lille eller slet intet netværk. Du føler dig stigmatiseret – og din tro på, at du selv kan gøre noget for at forandre din livssituation, kan ofte ligge på et meget lille sted.

Når man som jeg arbejder som socialpædagog på et forsorgshjem, er det med håbet om, at opholdet hos os kan medvirke til, at beboerne kommer styrket ud i egen bolig igen. Det primære mål for opholdet er ud fra Housing First-tilgangen at finde en bolig igen, men samtidig vil vi gerne bruge tiden på også at styrke beboerne, så de bliver i stand til at fastholde den kommende bolig.

I forbindelse med mit afgangsprojekt på den sociale diplomuddannelse har jeg undersøgt, hvad et gruppeforløb kan gøre for borgere på et forsorgshjem. Ud fra interviews med tidligere beboere, som nu er i egen bolig og kan de gruppeforløb, de var i, da de boede på forsorgshjemmet, har jeg undersøgt, hvad der sker, når vi samler nogle af beboerne i et gruppeforløb – og hvilke krav stiller det til os medarbejdere?

Min undersøgelse har vist, at vi ved at afvige fra traditionelle gruppeforløb, kan være medvirkende til, at beboerne oplever en personlig udvikling, som de kan tage med sig videre i livet.

At føle sig specielt udvalgt

Når der rundt omkring i såvel psykiatrien som i samfundet generelt udbydes gruppeforløb, så kræver det ofte en aktiv tilmelding fra deltagerne. Men da vi i vores arbejde oplever, at beboerne er et sted i deres liv, hvor de ikke selv aktivt tager stilling og melder sig til sådanne tiltag, så har vi som gruppeledere valgt, at VI vælger deltagerne til gruppeforløb.

Og det har vist sig at have en langt større betydning, end vi havde forventet. Som en af deltagerne i min undersøgelse udtrykker det:

’Jeg er blevet fravalgt så mange andre gange. Så det med at blive valgt, var jo meget personligt. Altså at blive tilvalgt, når man et eller andet sted måske også har været et sted, hvor jeg selv havde valgt livet fra på en måde. Vi fik også sådan en fin indbydelse, og så blev der fortalt, at vi har valgt dig til det her. Vi ser noget potentiale i dag. Og det gav jo et selvtillidsboost af den anden verden.
Anonym tidligere gruppedeltager

At vi udvælger deltagerne, betyder med andre ord, at vi kan give beboerne en anerkendelse, som de i den grad higer efter. Troen på at de er noget værd, og at de kan bidrage med noget i fællesskabet, er jo ekstremt vigtig for at opbygge borgerens tro på, at de også kan mestre de ændringer, der vil komme i deres liv fremadrettet.

Er jeg et helt almindeligt menneske?

I gruppeforløbene snakker vi rigtig meget om, hvad det vil sige at være et menneske i krise, hvordan man tackler dette, hvilke strategier man har, og hvordan man drømmer om og ønsker, at det skal være fremadrettet.

'Der var ikke nogen af os, der blev fordummet. Det har handlet om, hvordan mennesker fungerer, og det har handlet om håb og udvikling. Så det har handlet om noget almen-menneskeligt og ikke om, at jeg er en ’fucking misbruger’. Men her var jeg et menneske, som kan gro og vokse og få et godt liv. Det har givet et skub. Det har givet håb.'
Anonym tidligere gruppedeltager

Når vi bruger gruppeforløbene til at snakke om hverdagens virkelige og komplekse problematikker – men samtidig får det til at handle om det helt almenmenneskelige i at være i krise – så giver det beboerne øget self-efficacy (individers tro på deres evne til at handle på de måder, der er nødvendige for at nå specifikke mål, red.).

De får troen på, at de kan noget, og at de har andre muligheder. Fordi de gennem livet ofte har følt sig stigmatiseret – og omtaler sig selv som hjemløs, misbruger, kontanthjælpsmodtager osv. – så kan det at føle sig set som et helt almindeligt menneske få stor betydning for det videre forløb.

Vi bruger derfor gruppeforløbene som et sted, hvor vi kan tale om, hvordan vi hver især tackler livets udfordringer, hvor vi kan få hjælp, og hvad der skal til, hvis der skal ske ændringer. Beboerne er i starten meget afhængige af, at vi som gruppeledere går foran og tager ordet, sætter rammen og stille og roligt tager fat i hver enkelt beboers oplevelser og udfordringer.

Når vi bliver rollemodeller

Normalt er gruppeforløb kendetegnet ved, at deltagerne opnår den spejling, de har brug for fra hinanden, samtidig med at gruppelederne skal være mere afventende og lade deltagerne selv styre gruppen. Vi har dog valgt at have en mere aktiv rolle i grupperne. Ikke mindst i starten af forløbet, da beboerne ofte kommer med så dårlige erfaringer fra andre fællesskaber eller grupper, at de ellers ikke får det samme udbytte, fordi de ikke har modet til at byde ind.

Beboernes behov for normalitet og anerkendelse har stor betydning – og det skal ikke kun være de andre deltagere og dermed gruppedynamikken, der bidrager til udviklingen hos den enkelte. Som gruppeledere byder vi også ind i forløbet med vores livserfaringer – naturligvis uden at blive private. Men alle kender jo til at miste, at opleve udfordringer eller lignende – så derfor kan vi også byde ind og fortælle, at livet også nogle gange er svært for os.

'Det bærende element var jeres relation til os. Noget af det, der gjorde mest indtryk på mig, var, når I delte bidder af jeres historier. Når jeg kunne spejle mig i, at hvis du har oplevet et traume og er kommet videre som et stærkt menneske, jeg ser op til – så kan jeg måske også komme videre. Det var meget menneskeligt.'
Anonym tidligere gruppedeltager

Udover at vi som socialpædagoger bliver rollemodeller i gruppeforløbene, så bliver vi også dem, deltagerne skal øve sig på, når de gerne vil udvikle nye mestringsstrategier. Vi oplever ofte, at deltagerne i varierende grad skal øve sig i at sige fra – eller sige fra på en konstruktiv måde. Og hvis man hele livet enten aldrig har sagt fra eller kun har sagt fra ved at blive højtråbende eller udadreagerende, så kan det være rigtig svært at øve sig, hvis modparten ikke er opmærksom på, hvad der er på spil.

Hvis man tidligere har reageret med vold eller råb, så kan der sagtens komme et ’fuck dig’ en del gange, inden vedkommende når frem til at sige fra på en hensigtsmæssig måde. Og hvis vi ikke er klar på, at de øver sig, så vil vi måske reagere negativt på deres ’fuck dig’ fremfor at holde fokus og sige: ’Jeg kan høre, du øver dig. Men et simpelt ’nej tak’ er bedre end ’fuck dig’.

Gruppeforløb giver gode muligheder

Da vi startede på at afholde gruppeforløb, var målet, at vi ville styrke deltagernes positive kerne (ud fra Per Revstedts motivationsmetode). Min undersøgelse viste dog, at mange forskellige faktorer kombineret med fik betydning for deltagerne:

At føle sig valgt til og anerkendt. At føle sig ikke-stigmatiseret og som en del af et fællesskab. At opleve at vi som socialpædagoger er rollemodeller og byder ind til et gruppeforløb, hvor vi tager hensyn til deltagernes individuelle forudsætninger. Og at vi som fagpersoner taler til det alment menneskelige hos den enkelte.

Vi ser derfor rigtig gode muligheder for, at vi fremadrettet kan anvende gruppeforløb som en metode til, at beboerne kommer styrket ud i egen bolig. Det kræver blot, at vi tør se lidt ud over den gængse gruppemetode og selv går ind i det med bevidstheden om, at vi som fagpersoner spiller en vigtig rolle.