Ingen er håbløs

Kan du nævne et sted, hvor ingen ønsker at være? Ja så har du nok ramt min arbejdsplads. Her møder vi kun mennesker, som har så meget kaos i deres liv og fuldstændig har tabt livsgnisten, at de slet ikke kan være i det. Når de banker på hos os, er det sidste stop – før og efter rendestenen.

Sådan beskriver socialpædagog Claus Valdemar Andersen Forsorgshjemmet Saxenhøj på Lolland. Et sted, som mange forbinder med forhutlede hjemløse, udadreagerende adfærd og et belastet arbejdsmiljø. Men som for Claus Valdemar Andersen er en arbejdsplads, der omfavner selve kernen af den socialpædagogiske faglighed. Muligheden for at hjælpe mennesker, som for længst har opgivet at håndtere deres eget liv.

– Ingen mennesker ønsker at leve i det her kaos. Deres rygsæk er fyldt til randen med misbrug, psykiske lidelser og kriminalitet – og min fornemste opgave som socialpædagog er at række hånden ud og lære den enkelte at håndtere det kaotiske liv, han eller hun står midt i. Det gør jeg med afsæt i en metode, vi har indført for nogle år siden, ’Motivationsmetoden’.
En metode, som alle – lige fra sekretær til overlæge – er uddannet i.

Ser potentiale i mennesker
Efter 14 år som socialpædagog på forsorgshjemmet blev Claus Valdemar Andersen i 2017 diskret prikket på skulderen af sin leder. Om han havde hørt om det seneste tiltag – etableringen af Dansk Center for Motivationsarbejde? Og om han ikke havde lyst til at stå i spidsen for det?

– Det sagde jeg naturligvis ja tak til. Og i dag underviser og superviserer jeg mine kolleger – og uddanner også folk udefra i at arbejde med motivationsmetoden, siger Claus Valdemar Andersen.

Metoden er udviklet af den svenske psykoterapeut Per Revstedt, som gennem sit arbejde med de mest udsatte borgere udviklede en teori om, hvordan man motiverer og hjælper netop de mennesker, som af de fleste anses for at være umotiverede og håbløse.

Det sker gennem motivationssamtaler med borgene, hvor målet er, at borgerne bliver i stand til at rumme og håndtere det følelsesmæssige kaos, som de bærer på – og der skabes motivation til en positiv forandring.

– Vi tror på, at der i alle mennesker findes et potentiale, der kan vækkes og udvikles. Også hos
den klassiske Saxenhøj-beboer. Han er typisk en mand i 40’erne med stort set ingen skolegang og kun minimal tilknytning til arbejdsmarkedet. Misbrug, psykisk sygdom og et par domme har han formentlig også med i bagagen. Men her møder han fagfolk, der oprigtigt tror på, at han faktisk kan motiveres til et bedre liv. Fordi ingen er håbløse, lyder det fra Claus Valdemar Andersen.

Dyrk den positive kerne
Han læner sig tilbage i stolen på sit lille kontor centralt i den smukke cirkelformede hovedbygning, der udgør hjertet af den mere end 150 år gamle institution. Tager en dyb indånding – og gentager de to udsagn, der er så afgørende i motivationsarbejdet.

Der findes ingen håbløse situationer. Alle kan motiveres.

Det lyder næsten halvreligiøst. Men for Claus Valdemar Andersen er det ganske enkelt. Det handler om en grundlæggende tro på, at der i alle mennesker findes en positiv kerne, som kan aktiveres. 

– Det her er hverken terapi eller behandling. Det er mig og mine kolleger, som siger til den enkelte beboer, at vi tror på, du har et valg. At du kan noget andet. Og at du inderst inde gerne vil noget andet med dit liv. Måske skal det siges en mio. gange. Men kunsten er at holde fast – og holde ud.

Det betyder nogle gange, at man gang på gang – måned efter måned – vedholdende skal banke på døren hos en borger, også selvom der ikke bliver lukket op.

– Når man er bange for livet, så tør man ikke gribe det. Så gemmer man sig typisk bag en facade, hvor man enten er åh så stærk og farlig og skræmmer livet af sine omgivelser – eller hvor man sølle og ynkelig appellerer til medfølelse. Det er de masker, vi vil ind bagom. Og den dag, hvor døren åbnes på klem, ja så tager vi hul på samtalerne om, hvad det er, der er svært. Om følelsen af aldrig at være god nok. Det er motivationsarbejde, siger han og giver et konkret eksempel på en borger, som gennem adskillige motiva­tionssamtaler kom videre i sit liv.

– En kvinde var indskrevet på vores § 108 tilbud – massivt misbrugende og så fysisk plaget af dette, at hun ikke magtede eget liv. Nu – efter en årrække med motivations arbejde – bor hun i egen lejlighed ude i byen med støtte efter § 85. Hun er stadig misbrugende – men hendes evne til at agere i eget liv er styrket via det motivationsarbejde, der er udført.

Ingen vil parkeres her
Ifølge Claus Valdemar Andersen er der hårdt brug for den tilgang i et samfund, hvor mennesker, der falder igennem systemet, alt for sjældent får den hjælp, de har brug for. For langt de fleste hjælpeforanstaltninger tager udgangspunkt i, at borgeren selv er motiveret, samarbejder og tager imod hjælp.

– Men den typiske beboer på Saxenhøj er da slet ikke i stand til at kunne overholde aftaler med jobcenter, sagsbehandler eller misbrugskonsulent. Og så får han ikke den støtte, han har brug for – fordi han ikke anses for at være motiveret for hjælp. Men hør nu her. Ingen ønsker at blive parkeret på et forsorgshjem. Og så er det vores ansvar at finde det potentiale i den enkelte, som gør, at han stille og roligt begynder at melde sig ind i sit eget liv igen, siger han. Ofte er ensomhed en af de altoverskyggende følelser hos beboerne.

– Som motivationsarbejder giver man meget af sig selv. For motivationsarbejde er i bund og grund én lang række af svære samtaler om alt det, der gør ondt. Og vi møder modstand. For mange synes helt klart, at det er meget lettere at sidde blandt ligesindede på gaden eller andre forsorgshjem end over for mig, som bliver ved med at insistere på at hjælpe. Men det er nøglen til at få vendt tingene. At man bliver ved med at være der. Også når man bliver mødt med vrede, frustration og trusler.

Gik ned med depression
I sit eget liv læner Claus Valdemar Andersen sig også op af motivationsmetoden. Han får regelmæssigt ekstern supervision – for selv en ekspert i motivationsarbejde kan have brug for at få at vide, at han ikke er håbløs.

– Jeg har selv prøvet at ryge helt ud over kanten i mit arbejdsliv. Jeg gik ned med en depression, efter at en beboer havde truet mig på livet. Der røg jeg ind i lidt af en livskrise. Men i dag ved jeg, at man altid kan rejse sig igen – selvom det tager sin tid. Så jeg har udviklet mine egne pejlemærker til at holde balancen, fortæller han.

Det handler bl.a. om at motionere, spise sundt, indgå i sociale fællesskaber – og lade være med at arbejde 80 timer om ugen. Og om hele tiden at holde fast i, at alle – med den rette støtte – kan finde vejen ud af håbløsheden.

– En nørd som mig ser jo motivationsarbejde i alt. For det handler om det at være menneske – hvad enten du er hjemløs, et udsat barn eller en som mig. Det handler om at turde stille sig selv det spørgsmål, hvad fanden vil jeg med mit liv? Også når man oplever svigt fra dem, man stoler på – også når man mister balancen.