Arbejdsskader
Stor sejr: Nu bliver det lettere at få erstatning
Hvis du bliver udsat for vold, trusler og voldsomme episoder i dit arbejde, skal det være lettere at få erstatning – det har Socialpædagogerne arbejdet for i mange år. Nu sker det endelig. Her er, hvad du skal vide
19. december 2024
Forfatter: Tina Løvbom Petersen
Foto: Colourbox
I mange år har Socialpædagogerne kæmpet for, at det skal være lettere at få erstatning for de socialpædagoger, der udsættes for vold, trusler og voldsomme episoder i arbejdet.
Nu er der godt nyt. For 1. januar 2025 træder en ny voldsskadeforsikring i kraft, der giver ansatte som fx socialpædagoger, der bliver udsat for vold, trusler eller voldsomme hændelser, en lettere adgang til at få erstatning og godtgørelse efter både arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven.
Voldskadeforsikringen er en del af den arbejdsskadereform, der blev vedtaget i december 2023 med tydelige fingeraftryk fra Socialpædagogerne. Med den følger en ny forsikringspligt til arbejdsgivere for ansatte inden for bl.a. socialområdet.
Det betyder, at man som medarbejder ikke længere skal politianmelde eller føre sag mod en borger for at sikre retten til fuld erstatning, fordi der nu er mulighed for at søge erstatning ved voldsskadeforsikringen.
Det skal du vide om voldsskadeforsikringen
Her har vi samlet alt det, der er vigtigt for dig at vide i forhold til den nye voldsskadeforsikring:
Hvad dækker forsikringen?
- Voldsskadeforsikringen gælder for arbejdsulykker sket fra og med 1. januar 2025. Erhvervssygdomme (fx rygsmerter eller psykisk lidelse) er ikke omfattet.
- Forsikringen dækker forsætlige og uagtsomme voldshændelser. Det kan fx være en situation, hvor en medarbejder kommer til skade i forbindelse med en magtanvendelsessituation med henblik at beskytte skadevolder selv, andre beboere eller kolleger – og hvor skadevolderen, fx i et forsøg på at komme fri, slår den ansatte.
- Forsikringen dækker ikke hændelige uheld. Et hændeligt uheld er fx, hvis en ansat deltager i boldspil med beboere på et bosted og pådrager sig en skade som følge af et utilsigtet spark over skinnebenet fra en beboer i forbindelse med en beboers tackling efter bolden.
Hvem skal tegne forsikringen?
Arbejdsgivere for ansatte inden for socialområdet, ældreområdet, sundhedsområdet og undervisningsområdet, der er i særlig risiko for at blive udsat for vold, trusler eller andre voldsomme hændelser på arbejdet fra personer, de drager omsorg for.
Der er pligt til tegne en voldsskadeforsikring fra 1. januar 2025.
Hvordan fungerer forsikringen?
- Hvis du som medarbejder er udsat for en voldsom hændelse, som kan være omfattet af voldsskadeforsikringen, kan du anmelde skaden direkte til det forsikringsselskab, hvor din arbejdsplads har tegnet voldsskadeforsikringen. Du kan også bede din leder om at gøre det.
- Når en arbejdsulykke med en voldsom hændelse bliver anmeldt til arbejdsskadeforsikringen, har forsikringen også pligt til at vurdere sagen og evt. vejlede medarbejderen.
- Fra ulykkestidspunktet er der en frist på to år til at anmode om erstatning – enten selv eller via arbejdsgiver.
Hvornår er det relevant at anmelde?
- Det kan være relevant at anmelde en arbejdsulykke til voldsskadeforsikringen, hvis man har sygefravær i forbindelse med ulykken og/eller har fået ødelagt tøj eller andre genstande.
- Ved voldsskadeforsikringen kan man få dækket krav, som ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven (der dækker varigt mén og erhvervsevnetab samt nødvendig behandling). Det drejer sig om følgende krav:
- Svie og smerte – erstatning pr. sygedag/dage, hvor man er under behandling.
- Tabt arbejdsfortjeneste – erstatning ved løntab efter en skade.
- Tort/krænkelsesgodtgørelse ved særligt krænkende hændelser som indespærring eller seksuelle overgreb.
- Ødelagte genstande som fx tasker og tøj.
Få hjælp fra din fagforening
Det skal være trygt at gå på arbejde som socialpædagog. Derfor er det vigtigt med fokus på det forebyggende arbejdsmiljøarbejde.
Men desværre er der altid en risiko for, at du kommer galt afsted på arbejde – og så er det vigtigt at vide, at du som medlem af Socialpædagogerne kan få hjælp, hvis du får en arbejdsskade, eller hvis du bliver syg af dit arbejde.
Socialpædagogernes arbejdsskadeteam kan rådgive dig, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har en arbejdsskade, eller om der er tale om en erhvervssygdom.
De kan også svare på spørgsmål om forløbet i en arbejdsskadesag eller bistå dig med sagen, hvis du har en arbejdsskadesag hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.